Claus Flygares julesatire 'Halen Der Logrede Med Hunden' spinder en ende over det københavnske teaterrepertoire. Men den røde tråd er spinkel
TEATERSATIRE
"Folk vil ha' noget andet" - lyder det fra scenen i Kanonhallen, hvorefter både nisser og cabaret bliver smidt ud i kulissen. Og der bliver serveret noget andet i Claus Flygares julesatire Halen Der Logrede Med Hunden - om end resultatet til tider minder om udveksling af indforstået teatersladder med Arte-abonnenterne. Flygare og Co. har nemlig fået den idé at spinde en ende over det forgangne københavnske teaterrepertoire. Der gribes konkret i egen teaterbarm, men den røde tråd er noget spinkel.
Svingende kvalitet
Resultatet er af meget svingende kvalitet. Parodierne på Mammutteatrets traumebelastede karakterer og Dr. Dante'rnes overmenneske-æstetik er meget rammende, mens musicalnummeret à la Les Misérable med prinsesse Diana og en række paparazzifotografer i hovedrollerne er decideret pinligt.
Op af teaterbarmen trækkes også en pastiche på Shakespeares Richard III med en påklistret rockerkrig, og der scores billige point ved bemærkninger om Anisette & Koppel-intrigen og Flemming Enevolds blæksprutteaktivitet på Gladsaxe Teater. Men man sidder unægteligt tilbage med en fornemmelse af ligegyldighed.
Skizofrent tungemål
Paradoksalt nok er det først, da der kommer knuder på den røde tråd og fokus fjernes fra teatrets egen navle-barm, at der skabes sketches med bid i. Overborgmester Kramer placeres i skudlinien, hvor Henrik Prip leverer en flot karikatur af den ægte socialdemokrat, der i disse højredrejningstider fanges i at tale i et skizofrent tungemål, når det drejer sig om flygtninge.
Ligeledes er det i sketch-rækken om hjemkomsten fra julens frokoster, at skuespillerne får lov til at folde sig ud. Hvor der tidligere har skullet synges for fuld hals, får de fem spillere her lov til at vise deres spilletekniske værktøjer, uden at der skal skurres på stemmebåndene. Og værktøjet er i orden.
Specielt Pernille Højmark og Tina Gylling Mortensen markerer sig i hver deres fuldemands-rolle - sidstnævnte går i et pragtfuldt volapyk-selvsving i en dialog om drukkenskabens samhørighed med Niels Skousen. Anders W. Berthelsen er dog den spiller, der træder tydeligst frem forestillingen igennem. Han spiller på alle facetter og fylder energisk scenen ud.
TV-ansjosen
Scenografien består af tre projektionsskærme, der desværre ikke udnyttes optimalt som supplement til scenehandlingen. De to videoskærme på hver side af scenen er en enkelt gang vært for et velkomment gæstevisit af TV-ansjosen. De få minutters gensyn med TV-satiren er et frisk pust, og man spørger sig selv, hvad det er fjernsynssatiren formår, som ikke kommer frem på scenen?
Til forskel fra scenografien er forestillingens live musik præget af kreative genrefortolkninger af diverse jule-schlagere. Musikken bliver dog jævnt kedeligt udført af The Canonballs, der ikke udstråler megen dramatisk begejstring.
Uudnyttede muligheder
Halen Der Logrede Med Hunden har masser af underholdning og slap-stick komik, men de uudnyttede muligheder står stærkere frem end de udnyttede. Med skarpere tekster kunne skuespillerne have udfoldet sig maksimalt.
Når nu der gribes i egen
teaterbarm, hvorfor så ikke sætte tænderne i noget teaterpolitisk guf? Mammutteatret har som bekendt just overlevet Teaterrådets økonomiske nedskæringer med hjælp fra en jysk enspænder på Christiansborg - var der ikke en aktuel tråd at spinde her?
*'Halen Der Logrede Med Hunden' med tekst af Anders W. Berthelsen, Henrik Lykkegård, Henrik Prip og Claus Flygare. Instruktion: Claus Flygare. Livemusik udført af: The Canonballs.Gæstevisit: TV-Ansjosen. Kanonhallen til 21. dec.
