Læsetid: 10 min.

Bliver der noget at grine ad i '98?

30. december 1997

DANSK POLITIK FOR FULD SKRUE
Det bliver et hårdtpumpet politisk år med sager, valg og Højesterets-afgørelser.
Vi ser på året, der kommer
Der kommer gang i Christiansborg næste år. I de næste ni måneder skal vælgerne først veje og måle, om de vil være med til Amsterdam-traktaten, og bagefter sige, om de vil have en ny regering eller om den gamle er god nok. Højesteret skal vende fingeren op eller ned for Danmarks videre Europa-vej.
Venstre skal vise, om de mener noget med miljøet. Og Færøerne bliver måske mere end bare en sten i Nyrups sko. Fagforeninger og arbejdsgivere skal snakke løn. Politikerne skal snakke skattereform efter valget - måske med en minister af en helt ny partifarve?

Året vil også bringe overraskende sager, som Rushdie-sagen, der opstod ved Nyrups fejlagtige sagshåndtering, eller sager som Thorkild Simonsens ministerudnævnelse.
"Det er jo som i boksning. De stød, man kan se komme, er til at gardere sig imod. De slag der får folk i kanvassen er dem, man ikke ser. Sådan er situationen også for Nyrup i det kommende år", siger Lars Bille, lektor ved Københavns Universitet.
Men alene med de slag, der er bebudet, får regeringen Nyrup brug for at holde paraderne højt i de næste ni måneder, mens Uffe Ellemann-Jensen forsøger at sætte det afgørende slag ind.

VALGET '98: ET TÆT LØB MED TRE MULIGE UDFALD
Uffe har svært ved at samle det borgerlige Danmark til en slagkraftig enhed. Men Færøbank-sagen viser Nyrup som en dårlig sagsbehandler

Ræsonnementet for et valg i september består af to dele.
For det første skal der i følge Grundloven være valg senest i september 1998.
For det andet prøvede statsministeren at udskrive valg i november i år, men de radikale ville ikke være med og henviste Nyrup til grundlovs-datoen.
I dag er Marianne Jelveds magt usvækket, hun vil helst af alt undgå et folketingsvalg før EU-afstemningen.
Og der er ikke skyggen af radikal opblødning på spørgsmålet.

Et regeringsskifte?
Det er galmandsværk at spå om udfaldet af et valg. Det er et tæt løb mellem to stærke fløje, og valget kan fuldt ud lige godt ende på tre forskellige resultater.
Efter meningsmålingerne at dømme er der størst chance for at få en borgerlig regering med støtte fra den yderste højrefløj. Uffe bliver statsminister, og Per Stig får en post efter eget valg.
Mangler der lidt stemmer på midten, og overlever CD endnu et valg, kan der blive en skæv konstellation, enten med CD i en regering, eller som uafhængigt midterparti, der så skal sælge stemmer så dyrt som muligt.
Eller også får Nyrup lige akkurat skrabet stemmer nok hjem sammen med de radikale, SF og Enhedslisten. I ny og næ har en meningsmåling åbnet for, at det kan lade sig gøre. Men det hører til sjældenhederne.

Uffe splitter
Uffe Ellemann-Jensen har lanceret sig selv som statsministerkandidat på især sin fjernsynsoptræden.
Politisk står det dårligere til.
Som udenrigsminister var han en splittende snarere end en samlende person, og som politisk analytiker er han ubehjælpsom. I hvert fald har ingen anden dansk politiker så tit skudt forbi en kommende valgdato som han. I de seneste to år har Uffe Ellemann-Jensen forudset et folketingsvalg inden for nogle måneder, hver gang han er blevet spurgt. Indtil nu er der gået snart to år siden den første spådom.
Som politisk leder har han haft svært ved til at samle V og K til en slagkraftig enhed. Venstre-formanden glemmer for tit, at de konservative ikke har meldt sig ind i hans parti. Og det skaber tilbagevendende gnidninger i samarbejdet. Først kom det store brud med Hans Engell, og senest er kommet en række småsager, hvor V og K under Per Stig Møller er stødt sammen.
På de indre linjer er Venstres kommunale og amtskommunale bagland langt mere pragmatisk end Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen. De trækker Venstre i hver sin retning og flimrer billedet af partiet, der gerne vil markedsføre sig under sloganet: Venstre ved du hvor du har.
Indenrigspolitisk véd Uffe Ellemann-Jensen ikke nær så meget som Poul Nyrup Rasmussen - og han kaster sig fra tid til anden ud i dumme diskussioner om flugtskilte eller udliciteringer.

Nyrup og Færøbanken
Imod Ellemann står så Nyrup, der bevisligt er en dårlig sagsbehandler. Han har fejlhåndteret sager på samlebånd, fra de store som Færøbanksagen, til de bittesmå som afholdelsen af pinagtige pressemøder i svinestalde.
Den 16. januar kan blive en skæbnedag for Poul Nyrup Rasmussen. På dagen afleverer advokat Jørgen Grønborg en 1.500 sider lang undersøgelse om den færøske banksag.
Rapporten kan påvise, at Statsministeriet var involveret i sagen om landsstyrets overtagelse af en bank, som Den Danske Bank ellers ejede.
Manøvren reddede Den Danske Bank for et tab på en milliard dask, og sendte regningen videre til de færøske skatteydere - og de og deres landsstyre er ikke glade.
Hvis statsministeren har haft fingrene i fedtefadet og kendt til Den Danske Banks manøvrer, og hvis statsministeren ikke har informeret landsstyret, får sagen politiske konsekvenser.
Så vil det være billigt sluppet, hvis Nyrup kan nøjes med en næse for sin håndtering af sagen eller "nøjes" med at lade den danske stat dække et af hullerne i den færøske økonomi. I værste tilfælde kan den færøske banksag sætte punktum for Poul Nyrup Rasmussens drømme om at fortsætte som statsminister efter et valg.
Der er mange hvis' er og men'er i sagen. Men den 16. januar begynder ihvertfald den første bebudede politiske ballade i 98.
Folketinget mødes efter juleferien den 13. januar. Med Færø-jokeren i spil, burde
Poul Nyrup Rasmussen ikke udskrive valg på førstedagen efter ferien.
Omvendt er Nyrup grundig og hårdtarbejdende, han er vidende, og hans regering præsterer flotte tal og gode resultater.
Det vil være et bevis på medietækken, og dermed enkeltpersonernes og amerikaniseringens indmarch på scenen, hvis Ellemann efter en tynd indsats rent politisk vinder et valg over en succesfuld, men uendeligt klodset Nyrup Rasmussen.

SKATTEREFORM EFTER VALG?
Efter valget står en ny skattereform og venter på den nye eller den gamle regering.
Der er et punkt, hvor SR og VK kan blive enige.: Skatten for de lavtlønnede skal ned. Det er den gruppe, der bliver hårdest ramt af den internationale konkurrence, og alternativet til et lavtlønnet job er en udsigtsløs fremtid på overførselsindkomst.
En SR-skattereform vil derudover sætte skatten ned for højtlønnede, sænke virksomhedsskatten og øge de grønne afgifter tilsvarende. Boligskatten er kommet for at blive i en SR-skattereform.
En VK regering vil fjerne boligskatten og gå på jagt efter de grønne afgifter. Endnu har V og K ikke givet et gennemarbejdet bud på, hvordan indtægter og udgifter kan mødes i deres skattereform. Det er også lettere efter et valg.

DANMARK AFGØR SIN FREMTID I EUROPA
28. maj stemmer danskerne om Amsterdam-traktaten. Men forinden afgør Højesteret, om regeringen har overtrådt Grundloven

Danmarks fremtidige plads i Europa afgøres ved to nøgle-begivenheder i 1998.
28 maj 1998 skal alle - høj som lav - spørges ved en folkeafstemning, om Danmark kan tilslutte sig Amsterdam-traktaten. Men forinden ventes Højesteret i marts at afgøre, om regeringen har overtrådt Grundloven ved dens tiltrædelse af Maastrict-traktaten.
Ved alle folkeafstemninger i Kongerigets historie har der været cirka 35 procent eller mere, der stemte imod et stillet forslag. Det vil der også være denne gang. Samtidig har der altid været mere end 40 procent, der stemte for et hvilkensomhelst forslag. Det vil der også være denne gang.
Folkeafstemninger er med andre ord et midtbaneslagsmål, hvor de sidste 25 procent bestemmer for de første 75.
Som sædvanlig er der uforsonlige fløje i EU-striden. Som en nyskabelse skal den populistiske højrefløjs EU-modstand tages som en magtfaktor.
Pia Kjærsgaards meningsmålingsmagi og enkeltstående borgerlige EU-modstandere som Frank Dahlgaard tvinger de borgerlige til føre hjemmebanestrid. Dét har de ellers ikke skullet ved tidligere EU-afstemninger.
Samtidig er SF splittet mellem et ja og et nej. Det kan dels få konsekvenser for partiets fremtid og dels betyder det, at Socialdemokratiets EU-skeptiske venstrefløj har en ja-gruppe liggende til venstre for sig. Nemlig Steen Gade og Margrethe Aukens europæiske socialister.
Amsterdamtraktatens indhold er let at forsvare for socialdemokraterne. Traktaten er nogenlunde renset for Euro-føderalistiske tigerspring, og har til gengæld fået et skud nordisk socialpragmatisme i sig.
Det betyder, at socialdemokraterne denne gang kan få mange flere af egne vælgere -- og de tæller immervæk en tredjedel af befolkningen - til at stemme ja.
Hvis det bliver et nej, er situationen endnu engang helt uoverskuelig. Ingen vil vide, hvad det betyder for Danmarks forhold til EU. Den eneste sikre konsekvens er, at resten af 1998 og det meste af 1999's politiske diskussion vil dreje sig om Danmarks forhold til EU.
Information gætter på, at resultatet bliver et ja. Men den uforsonlige diskussion om Danmarks medlemskab af EU vil fortsætte og bryde ud igen, når Danmark næste gang skal stemme om en ændring af EU-traktaterne.

Grundlovs-sagen
Men før folkeafstemningen ventes Danmarks forhold til EU at blive bestemt af en princip-afgørelse: Højesterets afgørelse i Grundlovs-sagen.
Grundloven har i paragraf 20 en bestemmelse om, at Danmark kun kan overlade suverænitet til overstatlige organisationer i "nærmere bestemt omfang".
Da EU samtidig har kunnet påtage sig nye opgaver ved brug af artikel 235 i Romtraktaten - og altså opgaver der ikke på forhånd er nærmere defineret, som Grundloven kræver det - mener de 12 sagsøgere, at Danmark i alle årene med EF-medlemsskab har brudt Grundloven.
Østre Landsret har afvist søgsmålet, men det behandles nu af Højesteret, der indtil videre har været mindre afvisende over for sagsøgerne end Landsretten.
Blandt andet har Højesteret pålagt regeringen at udlevere en række dokumenter fra Folketingets Europaudvalg - papirer, som ellers er fortrolige.
Højesterets dom falder i marts. Hvis dommen går imod regeringen og Poul Nyrup Rasmussen, så har lortet ramt loftviften for alvor. Ingen vil da helt kunne gennemskue konsekvenserne. Den mere sandsynlige udgang på Højesterets overvejelser - en frikendelse af regeringen for grundlovsbrud - vil betyde at der ringes ind til andet akt af den store EU-sag.
Det åbne spørgsmål er dog, om Højesteret vil følge inspirationen fra den tyske forbundsdomstol i Karlsruhe, der i en tilsvarende sag udstak retningslinjer for, hvordan den tyske forfatning skal tolkes i sager om overdragelse af suverænitet. Højesteretspræsident Niels Pontoppidan har tidligere antydet, at han er tilhænger af en tysk model, der vil give danske domstole en mere politisk rolle.

DIKTAT VENTES PÅ ARBEJDSMARKEDET
Både arbejdsgiverne og de store forbund ventes at svinge taktstokken og diktere indholdet i samtlige overens-komster. Samtidig samarbejder parterne for at få et ja til EU-traktat

I løbet af foråret mødes arbejdsgivere- og tagere for at fastlægge arbejdsforhold og lønninger.
Det mest sandsynlige er, at Dansk Industri sammen med modparten i CO-Industri, hvor Dansk Metal og Specialarbejderforbundet begge er repræsenteret, vil svinge taktstokken og diktere indholdet i samtlige overenskomster.
LO fylder 100 år i 1998 og kan konstatere, at de store centrale overenskomster ikke længere handler om lønninger, men om f.eks. tilrettelæggelse af arbejdstiden og pensioner.

Pensioner i forgrunden
CO-Industri har på forhånd sagt, at det vigtigste er en forbedring af pensionsordningerne. Arbejderrepræsentanterne ser misundeligt på funktionærernes pensionsordninger, og er indstillet på kamp til stregen for at få samme fordele.
Til gengæld bliver det store lønslagsmål lagt ud til de enkelte virksomheder. Det har industrien det godt med, fordi både ledelse og medarbejdere er på det rene med, at industrien er i direkte kamp på omkostninger med hele det globale marked.
Der er dog en mistelten, der skal tages i ed. Brancher uden for industriens område kan indgå et hurtigt og dyrt forlig.
Men vé dem. Arbejdsgiversiden vil sandsynligvis få underkendt deres forlig af DA, hvor Dansk Industri lige netop har flertallet.
Hvis DI/DA-aksen kan holde deres folk og de centrale lønninger i ro, er den politiske bombe, der hedder OK-forhandlinger, demonteret.

Byggeriet byder op
Den decentrale løndannelse inden for byggeriet kan dog udvikle sig til et landspolitisk problem.
Byggeriet er ikke udsat for konkurrence fra udlandet og lokker arbejdskraft til sig ved at byde lønnen op. Lige præcis den mekanisme var i 1987 begyndelsen til enden for Schlüter-regeringens højkonjunktur.
En moderat overenskomst efter Dansk Industris taktstok gør et indgreb usandsynligt. Voldsomme lønstigninger i de enkelte brancher gør et indgreb nødvendigt.

Samarbejde om EU-ja
Under overenskomstforhandlingerne er ét enkelt slagsmål udskudt.
Allerede nu meddeler Dansk Metal og Dansk Industri, at bevægelsen Danmark i Europa (som er en kampagne) skal ligge brak mellem januar og maj. Officielt fordi man her skal føre ja-kampagne, og derfor ikke også vil lave baggrunds-holdningskampagne for EU.
Uofficielt er det selvfølgelig, fordi ritualet om de rasende lønforhandlinger forbyder, at DI og Metal hånd i hånd optræder som bedstevenner.
Så må EU vente.

VENSTRE, MILJØET OG BØNDERNE
Venstre skal påny søge at balancere mellem miljøets og landbrugets interesser

Uffe Ellemann-Jensen skal foretage en af de svære beslutninger i januar måned, hvor problembarnet er forhandlingerne om rent drikkevand. De skal afsluttes i løbet af årets første måned.
Venstre kan enten acceptere afgifter på landbrugets overforbrug af kvælstof og lægge sig ud med sit eget bagland i landbrugsorganisationerne. Eller Uffe Ellemann-Jensen kan adlyde Landbrugstoppen og sige nej til afgifter på landbrugets overforbrug af kvælstof.
Så vil Venstre blive fremstillet som partiet, der kæmper for landbrugets ret til fortsat at forgifte grundvandet, og Uffe Ellemann-Jensen vil have foræret Poul Nyrup Rasmussen det perfekte grundlag at udskrive valg på.
Derfor vil Venstre sandsynligvis, med sur mine, sige ja til en afgift på kvælstof og under forhandlingerne gøre meget for at gøre afgiften så lille eller så usandsynlig som muligt.

Stordrift og salmonella
Også spørgsmålet om landbrugets strukturudvikling lander på Folketingets bord i januar i form af en rapport Så er der en undskyldning mindre for ikke at tage fat på problemerne med et landbrug, der i mange år selv har kunnet formulere landbrugspolitikken.
Forbrugerne kan stort set vælge mellem salmonella eller campolybakter, når de køber svine- eller hønsekød i dag. I stedet for kvalitet er der gået stordrift i dele af landbruget, og udviklingen fortsætter.
Hver dag lukker mere end ti mindre landbrug og deres jorder købes op af større naboer. En udvikling, der går langt hurtigere end omlægningen til økologisk landbrug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her