Læsetid: 4 min.

Guddommelig komedie

24. december 1997

Den tredie film fra den skotske instruktør Danny Boyle, 'Et mindre almindeligt liv',
går også nye og forfriskende glade veje

NY FILM
Hvorfor ikke forestille sig himlen som en stor hvidkalket politistation, hvor mandskabet - englene - er klædt i hvidt, møblerne og værelserne hvidmalede, hvor en Desk Sargeant tager sig af nyankomne og klassificerer dem, og hvor den øverstbefalende er ærkeenglen Gabriel?
Det er i hvert fald det, instruktøren Danny Boyle gør i sin seneste film, Et mindre almindeligt liv, en absurd-humoristisk kærlighedshistorie med Ewan McGregor og Cameron Diaz i hovedrollerne.
Som alle andre offentlige institutioner er himlen blevet 'offer' for en effektiviserings-rapport. Resultatet af englenes arbejde på jorden er for dårligt, og det skal der gøres noget ved.
Når Gabriel griber sin direkte linie, så er det ikke for at ringe til politidirektøren eller borgmesteren, nej, så er det Gud, der tager røret i den anden ende. Og han har bestemt sig for at anspore de bedste af agenterne til at gøre en bedre indsats, ved at true dem med et verdsligt liv på på jorden, hvis ikke de løser en bestemt opgave på overbevisende vis.
To af de engle, der bliver ansporet, er O'Reilley (Holly Hunter) og Jackson (Delroy Lindo), og opgaven, de skal løse, er at få to unge mennesker til at forelske sig. Umiddelbart en nem opgave, havde det ikke været, fordi de to unge, Celine (Diaz) og Robert (McGregor), slet ikke har noget til fælles, endsige kender hinanden. Robert er en ung, skotsk fløs, der lever af at gøre rent, mens han skriver på en ikke særligt god knaldroman. Og Celine er den smukke og forkælede datter af en hovedrig og noget ufølsom forretningsmand.
Men de møder hinanden under noget usædvanlige omstændigheder, da Robert fyres og i vrede opsøger sin arbejdsgiver, Celines far, og efterfølgende kidnapper Celine for at få sit job tilbage. De tager flugten, og hurtigt viser det sig, at Celine, der har været kidnappet før, har mere styr på sagerne end den noget kejtede Robert, og de slår sig sammen for at få penge ud af hendes gnieragtige far.
Alt imens arbejder englene hårdt bag kulisserne for at dreje begivenhederne i den retning, som, de mener, vil kunne fremme deres missions lykkelige konklusion.

Nye veje
Et mindre almindeligt liv er den tredie film fra den succesfulde, britiske trio, der også stod bag Shallow Grave og Trainspotting. Og som med deres to første film, bevæger instruktør Danny Boyle, producent Andrew MacDonald og manuskriptforfatter John Hodge sig også denne gang i helt nye og interessante retninger - med energien og entusiasmen i behold.
Et mindre almindeligt liv er en af den slags film, der med held blander genrerne, og som derfor også er svær at få hold på. Tonen i filmen er så ganske afgjort humoristisk med hovedvægten lagt på absurde og vanvittige situationer. Elementer fra klassisk screwball kombineres med
roadmovie, thriller, drama og rendyrket slapstick, og ud af eksperimentet er kommet en energisk og visuelt elegant stiløvelse, der ind i mellem truer med at løbe løbsk, men som holdes sammen af en hoben charmerende skuespillere og et morsomt manuskript.
Det har været svært for Boyle & Co. at følge succesen med Trainspotting op, men de har løst opgaven på fornem vis, og selvom de denne gang har forladt det skotske højland til fordel for USA, så er vision og final cut intakt, hvilket også kan ses på filmen, der trods en happy end - det er jo en romantisk komedie - er noget anderledes, end hvad vi er vant til at se.
Jeg er overbevist om, at det har været skideskægt for både filmhold og skuespillere at lave Et mindre almindeligt liv.

Gnister
Ewan McGregor og Came-ron Diaz klæder hinanden fantastisk godt i to diametralt modsatte roller. Hans skotske umiddelbarhed, livsglæde og lidt naive livsindstilling slår gnister overfor hendes glatte og amerikanske hårdhed, der gemmer på en romantisk sjæl på jagt efter ægte kærlighed.
McGregor bekræfter, hvad der har været åbenlyst i et par år nu, nemlig at han er en af de mest spændende unge og modige skuespillere i film lige nu. Og Diaz stjæler igen mange af scenerne - som hun gjorde det i Min bedste vens bryllup - med sit umanerligt smukke ydre og kompetente skuespil. Som en ud af få supermodeller, er det lykkedes hende at tage springet fra modelverdenen til filmlærredet, uden et pinligt resultat til følge.
Også Holly Hunter i en usædvanlig rolle som den kælne og noget hårdkogte O'Reilley er lidt et scoop, mens Delroy Lindo giver den overbevisende og meget morsomt som hendes makker, Jackson, der får moralske skrupler ved tanken om at slå nogen ihjel. Og som absolut ikke glæder sig ved tanken om at skulle henslæbe resten af sit liv på jorden.
De fire hovedroller suppleres af fremragende skuespillere som Dan Hedaya som Gabriel, Ian Holm som Celines far, Stanley Tucci som hendes agressive tandlæge og Maury Chaykin som en underlig eksistens, de to flygtninge møder undervejs.

Glade dage
Glæde og godt humør stråler ud af Et mindre almindeligt liv, der bekræfter, at det ikke står helt skralt til med kærligheden mellem mand og kvinde - selvom det har gået en smule op og ned, siden Eva, trods mange advarsler, tog en bid af æblet i Paradisets Have.
Filmen er ikke lige så fermt skruet sammen som Trainspotting - og meget mere uforpligtende - men den er alligevel så forfriskende og spændende, at man ikke må snyde sig selv for at se den.

*Et mindre almindeligt liv. Instruktion: Danny Boyle. Manuskript: John Hodge. Engelsk/amerikansk (Palladium og Dagmar i København, Astoria i Aalborg og Palads i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu