Læsetid: 8 min.

Gyngemosens superstar

5. december 1997

Efter tre stormomsuste, men også succesfulde år som dramachef på DR, står Rumle Hammerich i spidsen for et velfungerende produktionsapparat, som spytter ny, seværdig dansk dramatik ud

"Øretævernes holdeplads" har han selv kaldt sit job, og der er da heller ingen tvivl om, at Rumle Hammerich i sine tre år som dramachef på Danmarks Radio har skabt sig både venner og arge fjender. Ikke mindst fordi han så konsekvent har turdet fuldføre den linie, som hans forgænger, Ole Bornedal, så småt begyndte, nemlig tv-dramatikkens frigørelse fra det traditionelle tv-teater og en satsning på tv-mediet som et selvstændigt, respektabelt og tilmed grænseoverskridende format.
Titler som Landsbyen, Taxa, Charlot og Charlotte, En fri mand og Lars von
Triers verdensomspændende succes Riget, er toppen af det isbjerg, som indtil nu har bragt DR's TV-Drama i spidsen, når det kommer til ny dansk tv-dramatik.
Umiddelbart kunne man måske tro, at Rumle Hammerich, der er uddannet filminstruktør og desuden har instrueret to afsnit af Taxa, ville tage æren for det hele. Men selvom han er en selvbevidst herre med bestemte meninger, så sørger han også for at kreditere dem, der krediteres bør. Det første, han skynder sig at sige, da Information besøger ham i dramaafdelingens nyindrettede lokaler med det kæmpestore, skriggule Taxa-skilt, er, at det faktisk er Stig Thorsboe, som er den egentlige hjerne bag Taxa, og at det bl.a. skyldes dennes medfødte beskedenhed, at Rumle selv er blevet tillagt så altoverskyggende en betydning for seriens udformning.

Manden med pengene
Men Rumle Hammerich er da også manden med pengene, og ham der omorganiserede og egenhændigt flyttede afdelingen fra tv-siloen til egne lokaler og nybyggede tv-studier og derved forbedrede arbejdsgang og -miljø til
alle medarbejdernes store tilfredsstillelse.
Desuden var et af hans første fingeraftryk på dramaafdelingen at hyre fire yngre filminstruktører til at instruere anden omgang af Thorsboes store, danske sæbeopera Landsbyen - et træk, der sammen med Thorsboes betydeligt bedre manuskriptbehandling og en større eksperimenteren med selve seriens form gjorde Landsbyen til et stykke skelsættende dansk dramatik.
For første gang i tv-historien forsøgte man sig med tv efter svensk og amerikansk model, hvor forskellige instruktører og manuskriptforfattere med én overordnet kreativ kraft i spidsen skruer tv-serier sammen - ofte med et godt resultat til følge.
En metode Rumle Hammerich og Stig Thorsboe nu har forfinet til noget nær perfektion med hit-serien Taxa, der trækker over en million seere til skærmen hver uge. Metoden og formen er dog ikke uden kritikere, og efterhånden er mange begyndt at spørge sig selv om, hvor kunsten er blevet af på tv.
"Det nytter ikke, at man prætenderer noget kunstnerisk. Jeg synes, at Paul Schrader har sagt det utroligt godt: 'Film is oral storytelling'. Det har meget mere at gøre med den mundtlige fortælling, end det har med litteratur. Film og tv skal fungere, som om man sad rundt om et lejrbål og sagde, 'nu skal I sgu bare høre'. Hvis man begynder at sidde og rykke på stolen og går ud for at hente kaffe, så er det ikke en selv, der er noget galt med, så er det fortælleren. Vi er historiefortællere. Vi er ikke kunstmalere eller skulptører, som laver interaktiv kunst, forstået på den måde, at man kan gå hen og se på et maleri, et hvilket som helst hjørne - man kan selv bestemme, hvordan ens øjne vil glide henover maleriet. Film og tv er grundlæggende propaganda, og instruktøren bestemmer hele tiden: 'Du skal se det ansigt i to sekunder og ikke i tre, selvom du gerne ville se det i tre sekunder'."
"En gang i mellem kan det give en kunstnerisk oplevelse. Måske er det skuespillerne, måske er det fotografen, der gør det. Måske er det en vidunderlig dialog, og så er det jo faktisk digteren, forstået som en, der skriver noget poesi, som giver folk en kunstnerisk oplevelse. Men mediet som sådan tror jeg ikke meget på som kunstart."

Moderne socialrealisme
En meget pragmatisk holdning, der også går igen, når Rumle skal tage stilling til den malen-fanden-på-væggen, som danske kultur-pessimister er eksponenter for, når de hævder, at kulturen og især film- og tv-verdenen er ved at miste deres danske identitet på bekostning af den såkaldte amerikanske kulturimperialisme.
"Hvis nogen siger, at Charlot og Charlotte, Riget eller Taxa er inspireret af amerikanske film, så vil jeg sige, at ja, det er de selvfølgelig, for amerikanerne er skidegode til at fortælle historier. Og det, vi skal gøre er selvfølgelig at lære deres utrolige evne til at forføre. Evnen til at fortælle en historie og til at holde tilskueren fanget, og så skal vi fortælle de historier, som er vigtige for os."
Desuden, mener Rumle Hammerich, har den amerikanske film- og tv-branche en evne til at fokusere på emner, som er relevante for alle.
"Mange amerikanske film er meget mere engageret i samfundet, end danske film er. De tager utroligt mange sociale issues op, som prostitution, narkotika, økonomisk kriminalitet, virksomhedskriminalitet, landbrugets nedgang, fiskeriets opgang, skilsmisser. Så kan man diskutere moralen i de film, men amerikanerne ved, at folk interesserer sig for samfundet. Dér synes jeg, at vi har en berøringsangst."
Indvendingerne mod en sådan socialrealistisk generobring af den danske underholdningsindustri kunne gå i retning af, at sidste gang, det skete, var indpakningen så umanerlig kedelig, at man stadig snakker om det med skrækken lurende i baggrunden. Men her kan en større respekt for tv-mediet og for det underholdende aspekt altså være med til at formidle relevante og ligefrem lærerige budskaber. For selvfølgelig skal det hele ikke gå op i billig amerikana.
"Jeg mener, at vores kultur rummer nogle historier, som er værd at fortælle. I Skandinavien bygger vi på en mange hundrede år gammel, demokratisk tankegang, en grundlæggende dialektik - vi tror på, at der findes mere end en sandhed. Hvis du zoomer lidt ud, så er det en viden, som hele verden har brug for i dag. Spørgsmålet er så, om vi har nogen, der kan fortælle den historie - om vi er i stand til at kommunikere den faktisk meget sofistikerede tankegang. Når man ser film, som kommer fra store lande som Rusland, Kina og USA, så begynder man straks at snakke mere sort og hvidt. Og det er ikke den bedste historie at fortælle - det er i hvert fald ikke den eneste."

Succes
Og her er det så, at TV-Drama kommer ind i billedet. Som en slags fødselshjælper og igangsætter, der læser masser af manuskripter og følgeligt udvælger nogle få, som dømmes egnede til produktion - en proces, som er, indrømmer Rumle Hammerich, blevet mere langsommelig. Især fordi produktionerne ikke er blevet billigere (et afsnit af Taxa koster 1,5 mio., Riget 4,4 mio. og Bryggeren 8,0 mio. kr.), og følgelig skal alle, der har et eller andet på højkant, også høres. Men der skal være plads til både de brede og de smalle ting - og det skal være af en høj kvalitet, hvilket i sig selv er et succeskriterium i Rumles bog.
"Det vigtige er, at vi får nogle succeser på næsten ligegyldigt hvilket format. Om det er sitcom, serier, singler eller miniserier eller hvad som helst, fordi det hjælper med til at udvikle og skabe noget prestige omkring det her format. Der er jo ikke nogen, der har råd til at købe folk og beholde dem, forfattere og instruktører f.eks., så jo flere forfattere, instruktører og skuespillere for den sags skyld, der har kunnet lave noget, som virkelig har haft kvalitet, jo flere potentielle kort har jeg, som jeg kan spille på som dramachef herude."
Derfor hælder Rumle også til den overraskende, men yderst fornuftige holdning, at det er dumt, at de to landsdækkende public service-kanaler, DR og TV2, konkurrerer med hinanden, når det kommer til dansk dramatik, som ofte bliver lagt på samme tidspunkter i sendefladen. For, som han siger, "det er synd for alle - fremfor alt for seerne."

Ingen særbehandling
Omvendt er Rumle Hammerich heller ikke interesseret i, at dansk dramatik skal have nogen særbehandling - det er simpelthen survival of the fittest.
"Jeg synes ikke, at vi skal holde hånden over hinanden. Vi vil da gerne forkæles lidt med nogle ekstra midler, eller tilgodeses når vi skal have vores film i biograferne. Men det er klart, at diskussionen grundlægende går på, om det er det danske publikum, som har svigtet filmkulturen, eller om det er filmkulturen, der har svigtet Danmark. Det ligger i min karakter at sige, at nu er vi nået så langt, så hvordan kommer vi videre herfra? Det er et evigt ønske om at optimere, om hele tiden at hæve kvaliteten."
Og det opnår TV-Drama ved at gøre plads til de virkelige talenter, så de har mulighed for at arbejde med de forskellige formater og tage de relevante diskussioner, som sikrer, at resultatet også bliver ordentligt.
"Min opgave er at prøve at lave et sted, hvor sådan en som Lars von Trier ville kunne arbejde. Jeg og Bo Leck Fischer, en af vores producenter, har startet meget talent. Bo giver meget plads og tror på engagementet. Han slår nogle skæve ind i mellem, og det skal vi selvfølgelig turde gøre, men det er ikke blevet nemmere af, at der er opstået sådan en seertalsfiksering."

Hvad nu, lille du?
Tre år er det blevet til ud af planlagte fire, men Rumle Hammerich ser gerne, at de fire år bliver til flere, og intet tyder på, at han skulle ryge ud. Dertil har han stået bag for mange succeser.
Men hvad bringer fremtiden så? Den nye direktør for Filminstituttet, Henning Camre, var fornylig ude efter de penge, som DR og TV2 ved det seneste licensforlig fik til at lave dramatik for, idet Camre mener, at begge kanaler har forsømt deres forpligtelse til også at levere dramatik med spillefilmslængde. En kritik Rumle Hammerich afviser blankt ved at henvise til de mange tv-serier, at pengene endnu ikke er brugt, og at det nok skal blive til nogle flere regulære film i løbet af de næste par år, hvor forliget og bevillingen på de mere end 200 mio. løber.
Desuden er adskillige store tv-serier i stil med både Taxa og Bryggeren i støbeskeen, mens det indtil videre forsømte område, sitcom'en, ihærdigt bliver udforsket af både instruktører, skuespillere og manuskriptforfattere. Så måske vi snart kan få en sitcom, der ikke bare er en bleg efterligning af en svensk eller amerikansk succes.
Men altså, kunst skal vi ikke forvente os fra Gyngemosens superstar, selvom man med en vis ret kan hævde, at både Taxa og Riget, uden sammenligning i øvrigt, udvider grænserne for hvad, man kan på dansk tv - amerikansk indflydelse eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu