Baku var omkring århundredskiftet verdens oliehovedstad. Nu strømmer den internationale oliekapital igen til byen i forventning om gigantiske reserver i Det Kaspiske Hav
BAKU
Allerede i oldtiden strømmede folk til Baku på grund af olien. I århundrederne før og efter Kristi fødsel var det tilhængerne af den iranske profet Zarathustra, som i millionvis rejste til "landet med den evige ild" for at tilbede ildguden Ahura-mazda, som antændt af gasser stod som en uudslukkelig stikflamme fra jordens indre.
I forrige århundrede var Baku rammen om verdens dengang største olieeventyr. De svenske Nobel-brødre og den franske Rothschild-familie grundlagde deres formuer ved at udvinde Aserbajdsjans olie. Verdens første store olieboring fandt sted her i 1847, de første olierørledninger og olietankskibe er bygget i Baku, og omkring århundredskiftet udgjorde den aserbajdsjanske olie halvdelen af verdens olieproduktion.
Nu er Baku ramt af en ny invasion. Roughnecks, specialimporterede oliearbejdere fra Newcastle og Aberdeen, fyrer en mindre del af deres giganthyrer af på Winstons og Lord Nelson, mens de ser Premier League-kampe og udveksler erfaringer om det lokale hunkøn. De noget mere afdæmpede manager- og konsulent-typer fra oliebrancen prøver lokale retter og vine i de hastigt etablerede gourmettempler.
Den internationale oliekapital er igen kommet til Baku i kampen om at få del i, hvad der menes at være verdens næststørste oliereserver - kun overgået af Mellemøstens.
Oliehanen åbnes
Startskuddet for Bakus nye olieeventyr lød d. 12. november, da den aserbajdsjanske præsident, Hejdar Alijev, den russiske og amerikanske energiminister og en samling topledere fra olieselskaberne, efter aserbajdsjansk skik smurte ansigterne ind i olie ved en ceremoni på boreplatformen Chirag 1, 180 km fra kysten.
Det skete for at markere, at den første olie fra, hvad der er kaldt "århundredets oliekontrakt" mellem den aserbajdsjanske stat og et internationalt konsortium, var udvundet og havde begyndt sin lange vandring til en olieterminal på kysten og derfra de ca. 2000 km til den russiske oliehavn Novorossijsk.
Perspektiverne er storslåede: For Vesten udgør reserverne ved Det Kaspiske Hav en mulighed for at komme ud af afhængigheden af de politisk besværlige regimer ved Den Persiske Golf. For olieselskaberne er det et tiltrængt investeringsobjekt, nu da reserverne ved Alaska og i Nordsøen er toppet.
Og for Aserbajdsjan giver de forventede olieindtægter mulighed for at udvikle landet og sikre uafhængigheden af de to regionale stormagter, Rusland og Iran.
Aserbajdsjans udbytte
"Vi har to store ressourcer: olien og Hejdar Alijev", siger informationsminister Sirus Tabrizli glad i en hyldest til præsidenten, der går igen i alle udtalelser fra aserbajdsjanske politikere og embedsmænd.
"Oliemilliarderne giver mulighed for at udvikle alle andre sektorer, industrien, landbruget og turismen, så Aserbajdsjan ikke bliver så afhængig af olien som f.eks. Kuwait. Præsident Alijev vil sørge for at distribuere indtægterne, så de kommer alle i samfundet til gode".
Mere konkret er Rafig Abdullajev, vicedirektør i det statslige aserbajdsjanske olieselskab SOCAR, da han fra sit kontor på byens hovedstrøg, Oliearbejder-avenuen, gør rede for perspektiverne:
"Vi har indtil nu indgået otte såkaldte PSA-aftaler (production sharing agreements) med internationale konsortier, der i de næste 30 år skal investere ca. 30 mia. dollars i olieudvindingen. Hver investeret dollar ventes at give tre-fire dollar igen. For Aserbajdsjan, der ifølge aftalen skal have 80 pct. af fortjenesten, betyder det indtægter på 70-100 mia. dollar. Derudover er det aftalt, at den gas, der udvindes sammen med olien, ubeskåret går til Aserbajdsjan. Det er nok til at dække hele vores energiforbrug".
Der er altså en grund til, at hr. Abdullajev er en meget lattermild mand. Og det gode humør bliver ikke mindre, da han tilføjer, at denne indkomst kommer fra kun otte af de 145 felter, der kan indeholde olie, og at forhandlingerne med udenlandske selskaber, der står i kø for at få lov at lede, fortsætter for fulde omdrejninger.
"Århundredets aftale"
Modellen er den aftale, der blev indgået i september 1994 mellem den aserbajdsjanske regering og et internationalt konsortium under ledelse af BP/Statoil-alliancen - fornuftsægteskabet mellem British Petroleum og det statslige norske olieselskab.
"BP har kapitalen til at investere, vi har erfaringerne med dybhavsboringerne i Nordsøen - en teknologi, der meget ligner den, vi skal bruge her, hvor vi kommer til at arbejde på seks kilometers dybde. Og da vi samtidig må indse, at olieudvindingen fra felterne i Nordsøen er ved at toppe, var det naturligt for os at gå med her", siger Bjørn Mortensen, direktør ved BP-Statoil-alliancen, der har opslået sit hovedkvarter i det snævre morads af gyder, der udgør Bakus århundredgamle centrum.
BP-Statoil-alliancen har en andel på 25 pct. af det internationale konsortium, Azerbaijan International Operating Company (AIOC), som i 1994 indgik den såkaldte "århundredets olieaftale" med de aserbajdsjanske myndigheder - en aftale, der løber 30 år og giver AIOC lov til at lede efter og udvinde olie fra tre felter ud for Bakus kyst: Azeri, Chirag og Gunashli.
Amerikanske olieselskaber som Amoco, Unocal, Exxon og Pennzoil har tilsammen andele på 40 pct., japanske Itochu og saudi-arabiske Delta har mindre andele, det statslige aserbajdsjanske olieselskab SOCAR holder 10 pct. - og så er det russiske olieselskab LUKoil lukket ind med en andel på 10 pct.
"Den store spredning af ejerskabet afspejler to ting: Dels er det ved at blive normalt i oliebranchen, at flere selskaber deler risikoen ved så store investeringer efter devisen 'ikke mere end 25 pct., ikke mindre end 10 pct.' Dels har Aserbajdsjans regering et ønske om at holde sig gode venner med så mange som muligt af de store nabolande", siger Bjørn Mortensen.
"Det er helt bevidst, at russiske LUKoil inviteres med, selv om Moskva protesterer mod olieudvindingen, fordi rettighederne til Det Kaspiske Havs undergrund ikke er fuldt klarlagt" (se boks).
Det iranske olieselskab OIEC blev udelukket fra AIOC-konsortiet efter amerikansk pres, men både iranske og tyrkiske selskaber er tilgodeset ved andre kontrakter.
2-3 mio. tønder pr. dag
AIOC-konsortiet har i de seneste tre år opgraderet allerede eksisterende boreplatforme, bygget en olieterminal på kysten, har lagt en olierørledning på havbunden fra oliefelterne til terminalen og har restaureret en allerede eksisterende rørledning fra Baku til den russiske grænse. Herfra overtager det russiske olie-transportfirma Transneft ansvaret for rørledningen gennem Tjetjenien til olieudskibningshavnen i Novorossijsk.
En lignende olierørledning til den georgiske havneby Supsa er ved at blive restaureret og vil være klar i efteråret 1998. Men disse to rørledningers kapacitet vil alligevel være for alt for lille, når produktionen fra oliefelterne i år 2005 ventes at nå op på mellem to og tre mio. tønder om dagen - og diskussionen om at etablere en tredje linje, den såkaldte Main Pipeline, er i fuld gang (se senere artikel).
Det tredje olieboom
Baku er i fuld gang med at gøre sig klar til at opleve det tredje olieboom - efter forrige århundredes grundlæggelse af olieindustrien og en opblomstring umiddelbart efter den russiske revolution, før Stalin og de senere magthavere i Kreml satsede på at udvikle de sibiriske oliefelter, som var nemmere at gå til.
Umiddelbart syd for Bakus centrum findes vidnesbyrd om, hvordan olieproduktionen foregik ved århundredskiftet - og stadig foregår.
I et kæmpemæssigt område syd for Baku står boretårne i hundredevis i et unikt landskab, præget af opgravede jordbunker og dynger af rustent jern. Flere af boretårnene fortsætter, knirkende og modstræbende, deres hundredårige virksomhed. Rustne og utætte rørledninger svinger sig ind og ud, tomme olietønder flyder rundt i en sort substans af olie og vand.
Midt i dette undergangs-tableau løber nogle børn og leger. De kommer fra de barakker, der blev bygget til oliearbejdernes familier i forrige århundrede og fortsat bebos - trods naboskabet.
Vestlige miljøregler
Der findes tilsyneladende ingen undersøgelser over, hvordan årtiers olieproduktion har påvirket miljøet eller folkesundheden - i alt fald vil de aserbajdsjanske myndigheder ikke udlevere nogen.
AIOC's miljøchef, nordmanden Bjørn Kristoffersen, siger, at konsortiet "ikke vil have noget at gøre med den gamle olieproduktion - ud over at vi overfører viden og teknologi til aserbajdsjanerne, så de selv kan rydde op".
"AIOC arbejder efter vestlige miljø- og sikkerheds-grænser. Udslip kan ikke undgås, men vi har taget alle skridt til at minimere virkningen. Og vi gør, hvad vi overhovedet kan for at hindre, at den helt store katastrofe - et blow-out - sker. Et udslip i så stor skala vil betyde store skader for det lukkede kaspiske havmiljø", siger Bjørn Kristoffersen.
"Men næsten lige meget, hvordan vi bærer os ad, kan jeg garantere, at her vil være renere i år 2010 end nu".
FAKTA
Hvor meget olie?
Selv om der er enighed om, at olie- og gasforekomsterne i Det Kaspiske Bassin er store, er der stor spredning i de forskellige skøn.
De mest konservative skøn taler om 70 mia. tønder olie (syv tønder = et ton), mens de mest optimistiske anslår, at der findes op mod 200 mia. tønder, fordelt mellem de fem lande, der grænser op til Det Kaspiske Hav: Aserbajdsjan, Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan og Iran.
En rapport udarbejdet af det amerikanske udenrigsministerium taler om sikre og tilgængelige reserver på 15 mia. tønder samt mulige reserver på 163 mia. tønder.
Heraf har Kasakhstan den største andel - 10 mia. sikre og 85 mia. mulige tønder. For de øvrige lande er tallene: Turkmenistan: 1,5 mia. sikre, 32 mia. mulige. Aserbajdsjan: 3,6 mia. sikre, 27 mia. mulige. Iran: ingen sikre, 12 mia. mulige. Rusland: ingen sikre, fem mia. mulige tønder olie.
I oliebranchen anvendes som regel et samlet tal på 27,5 mia. tønder i sikre og tilgængelige reserver, samt yderligere skønnede reserver på mellem 40 og 60 mia. tønder.
Til sammenligning er der fundet ca. 100 mia. tønder olie i det systematisk udforskede Irak. Saudi-Arabien, der sidder på en fjerdedel af verdens sikre reserver, har 260 mia. tønder. De sibiriske oliereserver, der hidtil var regnet for verdens næststørste, skønnes at udgøre ca. 90 mia. tønder.
Måske kommer Statoil-direktøren Bjørn Mortensen tættest på, når han siger: "Enhver, der udtaler sig sikkert om, hvor meget olie der findes i Det Kaspiske Hav, lyver. Vi ved det simpelthen ikke".
Dette er den anden artikel i en serie om oliereserverne i Det Kaspiske Hav. Den første blev bragt 27. december. Serien fortsætter.
