Læsetid: 3 min.

Havets sidste mohikanere

2. december 1997

Boëtius' opdager Piet Hieronymus er en god fortæller, anfægtet, sky og sulten efter mening

Krimi
Man kan, mildt sagt, blive grundigt træt af midterbane-krimiens evindelige jagt på den lette dollar, den hurtige udløsning og den kronisk skyldige, ham hvis sluttelige tilfangetagelse dog sikrer, at verden og subjektet og meningen med det hele er intakt, trods al dår- og ondskab.
I disse år oplever man heldigvis mange forsøg på at tværkrydse genrens spor, krydre de gamle opskrifter med mere raffinerede stoffer, fantasifuldt at brede krimiens landskab sociologisk ud, og raffinere detektivjagten med produktive illusioner angående dens egentlige genstand: reelt finder vor helt vel ofte ikke meget andet end sin egen næsetip for enden af labyrinten.
Henning Boëtius er en litterært sprænglærd tysker, der efter en række litteraturhistoriske romaner har kastet sig over krimien. Virkelige genre-aficionados vil sikkert rynke kræsent på næsen, for Boëtius har virkelig ikke meget at byde på hvad angår whodunit-logik. Til gengæld ejer hans protagonist, den hollandske politimand Piet Hieronymus evnen til produktivt at fortabe sig i eksotiske landskaber og sjælelige identifikationer af eksistentielt lokkende/truende omfang.
Den gode Hieronymus skal i Hvalmanden finde en hollandsk statsborger, forsvundet på bryllupsrejse i det nordlige Californien. Hans ledetråd er ret tilfældig, et navn, Gutty Floy, og en bog, vistnok med denne Floys drømmenotater. Snart bliver jagten på ham vigtigere end at finde hollænderen, for den jagt involverer
Hieronymus' hippie-ungdoms drømmeland som han for første gang oplever in the flesh, med al førstegangsindtrykkenes overvældende prægnans, både totalt fremmed og inderligt (medialt) velbekendt. At den mystiske Gutty Floy så oven i købet er indianer og har omfattende kendskab og dyb kærlighed til hvalernes truede undersøiske sang, det gør ikke jagten mindre intens. Og når den dertil forsødes 'turistmæssigt' af en skøn, sval kvindes selskab, så bliver det hurtigt klart, at Hieronymus' jagt mest handler om egen identitet.
En række mord ligesom i marginen krydrer Hieronymus' vej nordover langs kysten, de har alle at gøre med hårdt krydsende økologiske interesser - statslige drivhuseffekt-undersøgelser via dybe havlag contra hvalernes langdistance-frekvenser - og det er spændende nok, men ikke sagen her. Det er snarere Gutty Floys magisk-mytiske individuations-fordring, der tænder den ellers mildt resignerede ex-psykolog Hieronymus, for her han virkelig noget i klemme, han "den evige dreng, neurosernes Ahasverus" fra "de hvileløse mors drenges stamme".

Tilsidesat krimilogik
Meget langt i vej bliver den dybt psykopatisk-geniale øko-aktivist Gutty Floy den beundrede mester, og at redde sig fri af hans kløer til sidst en næ-sten uoverkommelig opgave for Hieronymus. Almindelig krimi-logik er dermed på omfattende måde tilsidesat, men romanen er i mellemtiden lykkedes med at gøre Hieronymus' begær efter at træde i karakter, blive tydelig for sig selv, til det afgørende.
Det er ikke ringe. Boëtius øser gavmildt - og pretentiøst vil nogen sige - af sit betydelige videnslager, om spækhuggeres parringsdanse, Mallarmés sprogmusik, indianernes historier og ritualer osvosv. Og Piet Hieronymus er en god fortæller, anfægtet, sky og sulten efter mening.
Boëtius' første Hieronymus-roman, Nemesis, udkom herhjemme i foråret. Den udspillede sig også i eksotisk myte-terræn, i Lapland, men forekom (mig) nok så overstyret 'litterær'. Hvalmanden har bedre balance. Også fordi den viise indianer trækker på dybere erindringslag hos alle vestlige drenge; os er det ikke svært at besnære med ideen om hvalen som havets sidste mohikaner.

PS. Peer Bundgårds oversættelse virker desværre lidt usikker i tonen og rytmen.

*Henning Boëtius: Hvalmanden. Forlaget VINDROSE, 243 s., 198,- kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her