Læsetid: 7 min.

Historiens puds

6. december 1997

Intermetzo
I den uge, der så hastigt svandt og bragte hjerternes fest nærmere, og hvor finansloven blev smuttet igennem som en mandel, hæftede få af de såkaldt politiske iagttagere sig ved ét bestemt fænomen, nemlig følgende:
Da CD særdeles aktivt var med til at smutte mandelgavepantet ned i Mogens Lykketofts grødfad og dermed bidrog til at udskyde folketingsvalget til engang i september, skete det tilsyneladende i fortrøstningsfuldt samarbejde med SF. I og for sig en pudsig ting blandt brødre, eftersom CD forlod regeringssamarbejdet i højlydt bekymring over lige akkurat de fæle folkesocialister, der da - ifølge det daværende centrumdemokratiske dogme - var ved at møve sig frem til en mere indflydelsesrig position. CD'erne fremhævede dengang, at deres lille snusfornuftborgerlige svigerindemidterpartis eksistensberettigelse ikke mindst var at holde folkesocialisterne væk fra alt, hvad der smager af magtens sødme.
Men man har selvfølgelig en eksistensberettigelse, indtil man finder sig en ny.
I lyset af diverse politiske krumspring ved konstitueringerne til landets borgmesterstole samt til den skov af øvrige politiske poster, der efter kommunevalget skal fordeles til magtorienterede lokaldespoter og lommetyranner, er der jo heller ingen grund til at hidse sig så vældigt op over CD's krumspring i manegen.
CD's interesse i at undgå et valg var og er lige så indlysende - og mere til - som de øvrige partiers - med undtagelse af P. Kjærsgaards folkeflok, som stadig står til et større partigruppeværelse på Christiansborg. Men CD's forhippethed på at få finansloven i hus var som indiskret antydet et godt stykke større end gennemsnittets, eftersom partiledelsen, som jo er Mimi Jakobsen - og intet over eller ved siden af Mimi Jakobsen, stadig er ukampdygtig og rekreationært befindende efter et særdeles uheldigt skovflåtbid. Danmark og den omliggende verden styres engang imellem - for ikke at sige ret ofte - af tilfældigheder.
Ikke at et skovflåtbid i sig selv kan henregnes til tilfældigheder. Næppe ihvertfald set fra skovflåtens (ixodes ricinus) synspunkt. Dette for menneskeheden lejlighedsvis elendige kræs gudgivne natur er at gnave sig fast med munddelene i skindet på alle omkringfarende varmblodige pattedyrsvæsener, uden at der findes noget videnskabeligt belæg for skovflåtens bevidsthed om persons anseelse. Som beklagelsesværdigt resultat af denne nærkontakt kan snylteværten desværre af og til være så uheldig at få overført blandt andet skidt og møg bakteriesygdommen borreliose, der medfører forskellige ubehagelige infektionstilstande, som lægevidenskaben dog har fundet ud af at behandle effektivt med store doser penicillin.

Hint skovflåtbid af hin politiker er trods alt et sammenfald af sådanne tilfældigheder set fra menneskeverdenens planperspektiv, tilfældigheder og heraf udviklede omstændigheder, som alt medregnet betyder at folketingsvalget er skubbet definitivt på afstand af nu'et og med stor skråsikkerhed som nævnt først udskrives i overensstemmelse med Grundlovens bestemmelser om valgs afholdelse, som jo er senest hvert fjerde år. Ikke for på nogen måde at sammenligne den langtidsskovflåtnedlagte Mimi, som ønskes al mulig bedring, med Europas blodhund nr. 1 i forrige århundrede. Blot det med tilfældighederne.

Hvorfor tabte Napoleon for eksempel slaget ved Waterloo? Svigtede hans ellers så berømmede taktiske sans. Eller havde han ondt i maven. Eller svigtede hans legendariske taktiske evner, fordi han havde ondt i maven. Eller ondt i røven. Det siges jo gerne, når talen er om Napoleons mere intime dele lige før og under Waterloo, at denne satan af en kejser på 100 dages lånt tid omsider havde forskaffet sig hæmorider af at sidde for meget og for længe til hest. Såfremt det sidste er rigtigt, var det jo egentlig ikke nogen tilfældighed at det til sidst måtte gå galt. De mange år i felten, altid anbragt på en stenhård fransk militærsaddel, kan - så at sige - endegyldigt have ødelagt Napoleons eller så enestående talent for at koncentrere sig i de bevægede øjeblikke.
Havde krigskejseren imidlertid i sine yngre år været bare en antydning mindre aggressiv og tilsvarende lidt mere tilbageholdende med at føre krig til højre og venstre,ville han jo som logisk følge havde tilbragt noget mindre tid til hest og derfor næppe have fået helt så smertefulde hæmorider eller måske slet ingen hæmorider, hvilket igen kunne have betydet, at han på sin koncentrations sædvanlige højdepunkt havde vundet slaget ved Waterloo. Hvilket igen er usandsynligt, eftersom det næppe overhovedet var kommet til et slag ved Waterloo, hvis Napoleon ikke havde haft hæmorider, fordi han jo så logisk ikke havde været så meget i krig til hest og derfor heller ikke ville have fået den mægtige koalition af englændere og preussere imod sig, den formidable magt som i sidste ende(!) betød at han - hæmorider eller ej i handlingens stund - mistede koncentration og overblik, og det hele gik på røven for ham. Hvis man kan sige det sådan. Eller også tabte Napoleon slaget ved Waterloo og havde tabt det under alle omstændigheder, fordi han efterhånden overvurderede sig selv, og på den anden side koalitionens hærførere, den i øvrigt temmelig bjærgsomme hertug af Wellington og den i tide til slaget ankommende general Gerhard Leberecht(!) von Blücher, efterhånden havde luret modstanderen krigskunsten af. Den før så hæmningsløse franskmand kunne ligesom ikke mere komme op med noget nyt og overraskende, og var jo ikke just typen, det franske officersakademi foreslog at sende på efteruddannelse.
Eller også er forklaringen på nederlaget en kombination af alle disse forhold: selvovervurdering, hæmorider, ondt i maven, større dygtighed på modsat hold, samt at det franske rytteri i det afgørende moment overså en ravine og styrtede sig hovedkuls i afgrunden. Mens smerten gnavede nådesløst i kejserens nedre legemsåbning og han ikke orkede at udråbe de nødvendige ordrer gennem den øvre.

En ny bog opregner i den forbindelse danske kongers sygdomme. Munter læsning. Adskillige af monarkerne var levende udtryk for den rene idioti, hvad der jo ikke nødvendigvis er en sygdom. Resten var fordrukne eller bare tossede. Eller begge dele. Men hvorvidt deres skiftende tilstand af elendighed havde større indflydelse på danmarkshistorien i såvel det kortere som det længere løb er nok mere tvivlsomt.
Som bekendt var Christian 7. ikke bare tosset, men ravende splitter gal. Kongen havde vel som regent i realiteten kun ét lyst øjeblik, da han ophøjede Struensee til rigets magthaver. Denne handling - eller den række af begivenheder og handlinger - der førte Struensee dér frem i forreste linie og gjorde det muligt for ham at krybe i kanen hos dronningen, var vel i virkeligheden også udtryk for galskaben bag beslutningen. Eftersom Struensee i den grad var forud for sin tid med sine diverse forordninger om trykkefrihed og afskaffelse af både overflødige helligdage og tortur i fængslerne, måtte denne politiske letsindighed forekomme samtiden ikke blot letsindig og uforståelig, men halsløs. I hvilken forfatning Struense efter Hirschholms lange sommer jo også så ynkeligt endte sine danske dage. Endnu før den dekapiterede og ituskårne gehejmestatsministers blod var tørt, satte de store og statsbærende kræfter sig i sving, der fik sat skik på reformerne ved at afskaffe de fleste igen og dermed udskudt enevælden med et menneskeligt ansigt til en dag i en fjern fremtid, hvor det naturligvis var for sent, og grundsubstansen for kogningen af Mogens Lykketofts finansgrød blev rørt sammen.

Og som bekendt blev en tidligere Chr. den 4. og dennes berygtede deltagelse i 30 års krigen nok i det ydre præget af, at majestæten skvattede af hesten i Hamelns fæstning - formentlig fordi han var fuld - og stødte hovedet mod bunden af en voldgrav. Det rystede selvfølgelig de nærmeste og hæren følte sig førerløs, mens kongen lå dér i Hameln med sit store hul i hovedet halvt fra sans og samling og i øvrigt aldrig rigtig blev sig selv igen. En måneds tid senere mødte de danske styrker general Tillys katolske hovedstyrke ved Lutter am Barenberge og fik så læsterlige bank, som alle med forstand på sagerne samt det danske rigsråd havde advaret om, at de ville få. Men slagets og krigens endelige udfald var med overvejende sandsynlighed ikke blevet væsentligt anderledes, ifald kong Christian var blevet siddende på sin høje hest. Fejlen lå et andet sted, kan man sige.

Med andre ord og for at gøre forvirringen over disse linier total, gives der øjeblikke i verdenshistorien og omegn, hvor en skovflåt kan dreje begivenhedernes gang, hvilket igen er noget vås, eftersom Mimi Jakobsen, hvis hun havde været på fuld omgangshøjde - lige så lidt som sin moderløse flok på borgen ville have ønsket valget nu.
Men alligevel. Moderne medier kan jo ikke tåle, at årsag/virkning fænomenerne som regel går op som efter en facitliste, der har fået læst korrektur af en ordblind. Det kan jo ikke nytte noget at de forklarer os i televisionen, hvorledes tingene hænger sammen, når det er for kompliceret til at passe. Det var i al sin sjælsforstyrrede magtesløshed samt ærefrygt for den tilstundende højtid det uklare budskab dennegang. Grød som tilforn.
Halleluja.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu