Frygten for døden er stærkt overdrevet
Deroppe
Jeg var henne hos genboen, der havde haft indbrud om natten. Tyven var kommet ind gennem et køkkenvindue, der havde stået lidt på klem, men var tilsyneladende blevet forstyrret, i hvert fald havde han alene forsynet sig med nogle få håndører fra Oles tegnebog, der havde ligget på køkkenbordet. Dankort og den slags havde han ikke rørt.
"Når jeg tænker på ham, der har gået rundt her om natten, mens vi lå og sov, så ..." Han knyttede næverne og strammede ansigtsmusklerne.
"Ja", sagde jeg, "det er til at græde over, at et menneske kan blive så ensomt, at det ikke har nogen at bede om de mest banale ting, men er nødt til at tage dem. Især når man tænker på, at alene fødevarebranchen i vores land kan brødføde 25 millioner mennesker."
Han brølede vildt og langede ud efter mig, en klokkeren lige højre til kæben, og jeg gik bagover og knaldede hovedet ind i formica-hjørnet på køkkenbordet. Det gjorde helvedes ondt et øjeblik, men så døde jeg heldigvis.
En fra eller til
Jeg kom op til maingate via gate 7, turen var behagelig nok i sig selv - ingen lufthuller, ingen propper i ørerne som jeg ellers plejer at lide af under start og landing. En mand i uniform stod til venstre for den dobbelte ståldør foran et elektronisk kontrolpanel af en halv meters højde.
"Ja?" sagde han.
Jeg fremviste min dødsattest, som han studerede med inderlig lede.
"Jeg ved sgu ikke..." sagde han og kløede sig i nakken. "Der er noget konference derinde, topmøde, jeg forstår faktisk ikke, hvorfor du er blevet guidet frem til maingate, for du er jo ikke politiker. Var," rettede han og så fra attesten til mig og tilbage igen.
"Rent og skært held," sagde jeg.
Han trak på skuldrene og aktiverede en stor grøn knap midt i panelet.
"En fra eller til ... det opdager de alligevel ikke... og sig så ikke at du ikke blev advaret..."
Arnoldi på væggen
Der var meget anderledes end jeg havde ventet. Ingen æbletræer, ingen slanger, intet solskin, men derimod ankeldybe gulvtæpper, Per Arnoldi på væggene og PH-lamper overalt.
Jeg stod i en korridor med døre, der førte videre ind i Seniorverdenen, jeg gik hen mod den, der lød stemmer ud gennem, det føltes næsten som at gå i skyerne på grund af det umanerligt langhårede tæppe.
En vagtmand stod med armene over kors og kiggede langt efter DDR.
"Løsen?" bjæffede han.
"Det kan jeg ikke huske," sagde jeg og tænkte på at gå tilbage i receptionen og spørge men han trådte til side.
"Passér," sagde han og åbnede døren for mig. Indenfor blev der stille et øjeblik, men man vendte straks tilbage til talerækkefølgen og punktet, efter at have vist mig hen mod en tom stol.
Efter nogen tid henvendte mødelederen, der sad for bordenden, sig direkte til mig. Han havde et smil som han kunne tænde og slukke for og det er meget praktisk når man er på og det ene øjeblik skal forholde sig til stakke af døde afrikanere og sekundet efter må bekende, at boligejernes værdistigningsgevinster måske vil ligge et par procent under de forventede 10 i indeværende år: "Herrens venner mødes aldrig for sidste gang," sagde han og strålede imens.
Jeg stemte på ham lige på stedet, og det gjorde ham bare endnu mere henrykt.
Så slukkede hans smil i takt med, at balladen udenfor døren tiltog i styrke. Hans mundvige hang nærmest, da døren blev sparket op, og en halv snes mænd med nylonstrømper over hovedet og israelske Uzi-maskinpistoler i hænderne stormede ind.
"Ingen rører sig en millimeter, eller ..." skreg den ene og viftede med sit våben.
Så viste mødelederen, hvorfor det var det, han var. Han rejste sig op og sagde:
"Hold nu op med det pjat. Vi er jo alle døde her. Det er da ingen trussel at skyde os. Forstår I tumper virkelig ikke, at døden udligner alle forskelle, at der ikke mere er noget at frygte for os?"
De holdt en kort rådslagning. Så rømmede anføreren sig.
"Nej," sagde han.
Og så luskede de af med Uzi'erne mellem benene.
Den store fusion
Da jeg tog bad næste morgen var vandet lidt vel koldt, men viceværten forsikrede mig om, at der var en VVS'er og en elektriker på vej, Herren selv havde udvalgt dem og taget dem til sig gennem henholdsvis en bilulykke og en kortslutning. Jeg takkede og gik ned til morgensmadsbuffeten.
Her var næsten kun mænd og alle i habitter og slips, jeg følte mig lidt udenfor i jeans og blå striktrøje men måske kunne jeg købe nogle nye klude et eller andet sted.
Mens jeg ledte, mødte jeg vagten fra maingate, han hed Peter, stod der på hans navneskilt på uniformens brystlomme, skønt han slet ikke lignede en lastbilchauffør.
Vi fulgtes og passerede en dør, hvor en grusom klagen lød på den anden side. Jeg så spørgende på min guide.
"Mænd, der har forpestet luften for computerbrugere ved at lade som om, de vidste noget om det emne," forklarede han.
"Himmel, plager I også folk her? Jeg troede det var nede i den anden afdeling? Det har da altid været læren på jorden ..."
"Vi blev for små hver for sig, vi fusionerede sidste år," sagde han. "Du ved, markedsvilkårene ..."
Jeg nikkede, hvis der var noget jeg virkelig forstod så var det dem.
Fortilfælde
I løbet af den næste uge så jeg det meste af Seniorverdenen: De små udendørs cafeer under citrontræer behængt med små kertepærer, der om aftenen så ud som sværme af ildfluer, golfbanerne, glædeshusene - men da tiden begyndte at føles lang vendte jeg tilbage til maingate med mit gamle tøj i en kuffert, som ligeledes var ny.
"Jeg vil gerne ud nu," sagde jeg til Peter og viftede med mit pressekort. Han stod helt lamslået et øjeblik.
"Det har jeg aldrig hørt om før... lige et øjeblik..."
Han tastede noget ind på en computer ... "jo, der er fortilfælde ... Dana Scully, Fox Mulder og ... hvad står der, jeg tror sgu, der står Messianin eller sådan noget, det er flere tusind år siden. Ok, her gør vi ikke forskel på folk. Men du må selv finde ud af hvordan, du kommer tilbage, jeg ved kun noget om hvordan I kommer herop."
"Tjah," sagde jeg, "det er vel uPC at flyve retur med tomme maskiner, det er ikke bæredygtigt, så argumenterne er på min side."
"Du er jo en skide politiker," sagde han beundrende.
Jeg tog det pænt og gik ud gennem fingeren mens jeg tænkte på, at frygten for døden er stærkt overdrevet.
