Læsetid: 4 min.

At holde barokhave med gartneri

11. december 1997

Bente Scavenius har valgt at fortælle historien om Frederik den fjerdes Fredensborg Slotshave uden for mange svinkeærinder - haven får lov at tale for sig selv

NY BOG
For nogle år siden anlagde vi en miserabel, men forholdsvis økologisk have i den ene ende af en mark, som hører til vores hus. Og skønt den ikke fylder meget i landskabet og egentlig er så lille, at den burde kunne holdes med den ene hånd bundet på ryggen, er det ikke lykkedes for os, at få den til at producere meget andet end ukrudt. Jorden er leret og bliver ved med at være det, lige meget hvor mange læs sand og kompost vi blander i den, og på grund af traktose og vandmangel er den som regel også hård som en sten. Det ideelle hjem for stråle-
vejbred, en plante som man kan komme til at hade, hvadenten man vil eller ej.
Det bedste ville være at 'gruve' hele stykket og lægge et lag muld ovenpå, men sådan et projekt har jeg selv umuliggjort med en anden plan, som man kunne kalde drømmen om Versailles.
Ralph Emmerson har skrevet så smukt om, hvordan vi almindelige dødelige elsker de rige, som fører alle de ting ud i livet, vi selv drømmer om: De spiser godt, bor skønt og klæder sig på en kostelig måde, som vi umiddelbart for-står, fordi vi ved, at dette er den egentlige mening med alle menneskers liv: ophøjelse.
Såvidt jeg forstår, mener han desuden, at vi har muligheden for at skrive og tænke ligeså godt som Platon, komponere ligeså god musik som Mozart, og at vi i det hele taget rummer potentiellet til enhver genial udfoldelse.
Og netop den form for optimisme har givet mig visse problemer.
Den uheldige gartner
For vores lille have er delt i afdelinger for blomster, grønt-sager og græs, ved hjælp af espalierer, stier og frugttræer, som står symmetrisk og med tiden gerne skulle give indtryk af at være dele i en mægtig plan.
Men al fornuft siger os at, hvis de nogensinde skal få ordentlige betingelser, må vi grave alting op og starte på en frisk.
Jeg nævner det her, for at læseren kan forstå min begejstring, da jeg stødte på følgende passage: "Helt fra begyndelsen blev Mansa mødt med problemer. Den første bestod i, at hans arbejdsstyrke blev skåret ned til 20 mand og seks lugekoner, og det er ikke meget til at holde en barokhave med gartneri".
Denne uheldige Johan Ludvig Mansa blev gartner på Fredensborg slot i 1792, og haven, han overtog, var allerede i forfald, skønt den kun var 80 år gammel. Og selvom han gjorde sit bedste, gik det ikke godt, for Fredrik d. 6. interesserede sig ikke for Fredensborg og investerede ikke mange penge i foretagendet. På et tidspunkt kunne Overförster Brüel skrive:
"Det er sørgeligt at se, hvor oprodede Gangene og Lystanlæggene i Fredensborg Have er af svin; end ikke Marmorhaven har været fri for dem".
Folk begyndte også at smadre vinduer i det tomme slots pavilloner, og mange af statuerne blev udsatte for hærværk.
Det kan man læse om i en stor flot bog, som Bente Scavenius har lavet sammen med fotografen Ole Woldbye. Her fortælles Fredensborg Slotshaves historie og om alle de mennesker og ideer, som har påvirket havens udseende og tilsammen skabt den have, som findes i dag. For barokhaven blev til en landskabshave, og i forrige århundrede blev den "opdelt i mange småpartier med buske og blomstergrupper og et væld af slyngede stier. Det var klunketiden, der her satte sit præg på havekunsten."
Storslået, smuk og fræk
Men den have, som findes i dag, præges stadig af Fredrik d. fjerdes gartner, Johan Cornelius Krieger, som tegnede en grundplan, der ganske vist senere blev udbygget af Eigtved, Thura og ikke mindst Nicolas Jardin. Og selv om denne franske arkitekt og billedhuggeren Johannes Wiede-weldt, (og senere J. G. Grund), skabte så meget af den have, som ses i dag, skal man ikke tro, at Krieger var nogen almindelig plæneklipper. Både han og kongen havde stor indsigt i international havekunst, og deres opdeling af haven er både storslået, smuk og fræk.
Det fremgår af de gamle stik og landkort, som findes i bogen side om side med Woldbyes fotografier. Bente Scavenius har valgt at fortælle historien uden for mange svinkeærinder. Hun forfalder ikke til anekdoter, skønt der må være en del, men fortæller med citater fra breve og samtidige havebøger om de ideer, som har formet haven. I hendes bog findes heller ingen portrætter, kun menneske-tomme tegninger og fotografier, så haven får lov at tale for sig selv. Og det kan virke lidt tørt, men man bliver glad for det, efterhånden som man læser.

*Bente Scavenius: Fredensborg Slotshave, fotos Ole Woldbye, 224 s., 525 kr., Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu