Læsetid: 6 min.

Holland accepterer 'sorte' skoler

9. december 1997

Holland har lært at leve med de skoler, hvor indvandrerbørn dominerer. Spredning af eleverne er en utopi. I stedet forsøger man med subsidier og kreativitet at forbedre disse skoler

SKOLEN PÅ KLODEN
"Sorte skoler" bliver de kaldt i Holland. Skoler, hvor mellem 70 og 100 procent er indvandrerbørn. Hollandske for-ældre er afvisende over for disse skoler og søger andre skoler til deres børn.
På den måde bliver antallet af indvandrerbørn blot endnu højere. Sorte skoler i de store hollandske byer har længe været en kendsgerning, og udviklingen synes ikke længere mulig at vende. Det erkender man nu i senhalvfemsernes Holland og går derfor en anden vej.
"Det er ikke en ideel situation, men det eneste er at gøre sit forbandet bedste for disse børn," siger Peter Lankhorst, der er formand for undervisningsudvalget i bydelen Bos en Lommer i Amsterdam. I Bos en Lommer er der otte grundskoler (fra fire til og med tolv år). Med 90 procent indvandrerbørn i gennem-
snit falder alle otte skoler indenfor kategorien "sorte skoler".
Udviklingen hen imod de sorte skoler blev forstærket gennem boligpolitikken i Holland i 60'erne og 70'erne, hvor indvandrere blev samlet i grupper. Spredning af nyankomne indvandrere var på det tidspunkt et tabu-emne. Det er det ikke længere, men til gengæld kommer der ikke mange indvandrere længere, kun flygtninge.
En anden årsag til koncentrationen af indvandrerbørn er, at undervisningsfriheden i Holland er hellig - forældre bestemmer selv, hvilken skole deres barn skal gå på.
Nogle steder forsøger man at lave lokale aftaler om så vidt som muligt at sprede børnene. Men det går aldrig videre end et forsigtigt råd til for-ældrene om eventuelt at tænke på dén eller dén skole.

Rige sorte skoler
De hollandske forældres tilbageholdenhed er ikke helt uden gode grunde. Undersøgelser viser, at børn på de sorte skoler kommer ud med dårligere resultater end andre skoler. Det er en bekymrende udvikling, hvor de sorte skoler bliver endnu mindre attraktive. For at bryde den onde cirkel, forsøger myndighederne nu at forbedre de udenlandske børns færdigheder. Det sker ved at bruge flere penge. Skolerne får dobbelt så meget udbetalt af staten for hvert udenlandsk barn som for hvert hollandsk barn.
Skolerne i Bos en Lommer er med det høje antal udlæn-dingeelever derfor rige og kan bruge ekstra penge på at løse problemerne.
Første prioritet er at bringe de udenlandske børn op på sproglig omgangshøjde med de hollandske. Med de ekstra midler købes flere lærerkræfter, så eleverne kan få mere personlig undervisning. Der ud over undervises lærerne i at undervise i hollandsk som andet sprog.
"Man kan ikke begynde tidligt nok med at arbejde med børnenes sproglige færdigheder," siger Ton Goudemans fra foreningen Uddannelse Først, som kæmper for at hjælpe de børn, der sakker agterud i skolen. Indvandrerbørn er allerede bagud fra det tidspunkt, hvor de som fire-årige starter i grundskolen. Derfor er Goudemans fortaler for, at man allerede i to et halvt års alderen begynder at arbejde med at forberede de udenlandske børn på den kommende skolegang.
Det sker allerede nogle steder i Holland gennem lærerige lege i børnehaven. Også i Bos en Lommer forsøger man at nå indvandrerbørnene og deres forældre allerede inden grundskolens start.
"Vi prøver allerede tidligt at uddele børnebøger til de udenlandske børns mødre," forklarer Peter Lankhorst. Ud over indsatsen mod de sproglige problemer bruges en del af den ekstra statsstøtte på aktiviteter uden for skoletid.
"Indvandrerbørn går ikke automatisk til fodbold eller klaver, ligesom hollandske børn," siger Lankhorst.
Skolerne i Amsterdam-bydelen har efter skoletid forskellige fritidstilbud, så som fodbold, dans og kabaret. Formålet er først og fremmest at lære børnene sociale færdigheder.

Svær forældrekontakt
Indvandrerforældrene spiller en nøglerolle for at få problemerne løst. De har selv et lavt uddannelsesniveau og er ikke interesserede i barnets skole.
"Børnene bliver sjældent spurgt: 'Har du haft det godt i skolen?' eller 'hvad har du lavet i skolen i dag?'"
Børnene bliver ikke stimulerede til at gå i skole, og det har naturligvis en indvirkning på barnet," siger Peter Lankhorst.
Derfor forsøger grundskolerne nu på alle mulige måder at nå ud til indvandrerforældrene. For eksempel arrangerer en af skolerne i bydelen rejser for forældrene.
"Det er vigtigt, at de får en følelse af, at 'det er vores skole, der hører vi til'," siger Peter Lankhorst.
Men det ligner en meget svær opgave at nå forældrene. Særligt tyrkere og marokkanere, som i 60'erne kom til Holland som gæstearbejdere, er meget bundet til deres egen kultur og lever ofte isoleret.
"Jeg kan se det på min egen far, som kom her til Holland som gæstearbejder. Han har boet her i 35 år, men taler dårligt hollandsk og har altid den tyrkiske kultur i baghovedet," siger Soren Demirözcan, der er hjælpelærer for udenlandske børn i Zaandam, tæt ved Amsterdam.
Dertil kommer, at de udenlandske forældre har andre forventninger til skolen.
"I Tyrkiet for eksempel, overlader forældrene al autoritet til skolen. Læreren skal blot sørge for, at eleven kommer hjem med et diplom. I Holland er det et delt ansvar," siger Demirözcan.
Det betyder ikke, at de udenlandske forældre er ligeglade med deres børns fremtid.
"Tværtimod," siger Soren Demirözcan, "forældrene kom hertil som gæstearbejdere, uden uddannelse, og arbejdede fra tidlig morgen til sen aften. De ønsker det bedre for deres børn."
Mor må ikke
Ruud Barnhorn er en af dem, der på sin egen krop har mærket, hvor svært det er at skabe kontakt til forældrene.
Som forstander for en blandet basisskole - med cirka 50 procent udenlandske elever - i Utrecht, så han - trods utallige breve - aldrig en indvandrerforælder på skolen.
"Mødrene må ikke, og fædrene er ikke interesserede," konstaterer Barnhorn.
Skoleforstanderen besluttede herefter at gå en anden vej. Ved juleafslutningen på skolen blev indvandrerforældrene og deres børn som sædvanligt hjemme.
Barnhorn fik derefter de lokale myndigheder til at sende forældrene til de udeblevne børn et brev om, at de stod til en bøde for ikke at overholde mødepligten. Der gik ikke lang tid, før børnenes fædre kom til skolen for at få en forklaring, og Barnhorn opnåede, hvad han ville: Kontakt med forældrene. Han organiserede straks en rundvisning, hvor han fortalte om skolen.
Derefter rettede han sin indsats mod mødrene. Ved forsigtigt at spørge, om de ville vide mere om skolen, blev han mødt med meget entusiastiske svar.
Barnhorn stillede forældrene et forslag: Sprogundervisning på skolen for fire kroner pr. lektion i skoletiden. Det sidste for at sørge for, at så mange mødre som muligt kunne få lov til at komme for deres mænd. Ved den første lektion, sad der fem mødre i klassen. Anden gang deltog tyve, og det er nu denne gruppe, som også deltager i forældremøderne. Barnhorns direkte måde at gribe tingene an på har vakt opsigt og forbavset de lokale myndigheder i Utrecht kommune. Men politikerne vil gerne snart se resultater af de penge, de har investeret i de sorte skoler. Men deres utålmodighed irriterer Peter Lankhorst.
"Alle er så utålmodige. Hvis det ikke umiddelbart lykkes, vil de ændre alt fuld-stændig. Men det tager i hvert nogle år endnu, för vi har fjernet forskellen mellem de udenlandske og de hollandske børn."

*Dette er den 13. artikel i en serie om den internationale skoledebat. Tidligere artikler blev bragt den 5., 6., 11., 13., 15., 22., 23. og 26. november samt den 2., 5. og 6. december. Serien fortsætter.

Læs mere side 5: Summerhill-skolen skal konkurrere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her