Læsetid: 3 min.

Hullet si

29. december 1997

Kyoto-aftalen er utilstrækkelig og hullet som en si - vedvarende energi må gøres til en folkesag

FEEDBACK
Så blev OECD-landene og de østeuropæiske overgangsøkonomier (Annex 1-landene) endelig enige efter ti dages forhandlinger i Kyoto. Formålet var at vedtage bindende aftaler for udledningen af de klimaforandrende drivhusgasser, først og fremmest CO2, metan, lattergas samt tre forskellige freoner.
Senere er det meningen, at også U-landene skal forpligte sig. Det vil de naturligvis først gøre, når Annex 1 landene har vist vilje til at gøre noget. Og vilje var det så som så med i Kyoto.
Og hvad kom der så ud af det hele? Jo, + 8 pct. til Australien, + 1 pct. til Brundtland-Norge, 0 pct. til Rusland og Ukraine, - 6 pct. til Canada, Ungarn, Japan og Polen,
- 7 pct. til USA, - 8 pct. til EU, Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Lithauen, Lichtenstein, Rumænien, Slovakiet og Slovenien.
Den samlede reduktion i Annex 1-landene er på - 5,2 pct. CO2 for de seks drivhusgasser tilsammen. Udgangsåret er 1990 og målet skal være opfyldt i perioden 2008-2012.
Men som følge af stigningen i Annex 1-landenes CO2-udledning de seneste par år bliver resultatet snarere en udledning på omkring samme niveau i 2012, som det var i 1990. Globalt set vil udledningen dog stige, fordi mange U-lande har fuld tryk på den økonomiske vækst og dermed stigende udledning af CO2 og andre drivhusgasser. For klimaet bliver resultatet altså en fortsættelse af den nuværende globale opvarmning.

Penge fremfor etik
Dette skal ses i lyset af, at der som minimum er brug for en global 50-60 pct. reduktion frem til midten af næste århundrede for at undgå alvorlige klimaforandringer. Med denne start når vi aldrig de nødvendige reduktioner.
Målsætningerne kan strikkes sammen af varierende bidrag fra de forskellige gasser (det bliver i praksis umuligt at kontrollere om målene nås); skovrejsning kan modregnes det CO2, der udledes (netto skovrejsning er tilvækst i skovbiomasse minus det, der fældes - og det er svært at beregne i tons kul-stof - her åbnes en ladeport for kreativ bogføring og kan føre til, at lande vælger at beplante med hurtigtvoksende monokulturer); joint-implementation og handel med udledninger bliver tilladt - de nærmere regler skal strikkes sammen i Argentina om et år, men det er sikkert, at USA og andre høj-emissions lande vil benytte disse markedsøkonomiske virkemidler til at købe sig til nogle billige CO2-reduktioner.
Som miljøbevægelse fik NOAH alt det vi helst ville være fri for, og vi fik ikke det vi først og fremmest bad om: En 20 pct. reduktion i alle Annex 1-landenes per capita CO2-udledning frem til år 2005 i forhold til 1990 niveauet.
Kyoto bragte et nedslående resultat, når man tænker på, at det er ikke mindre end hele jordens fremtid, der står på spil. Klimaændringerne vil gå ud over millioner af mennesker verden over, men især de fattigste landes befolkninger vil blive ramt pga. ressourcemangel til at imødegå de mangeartede forandringer: Vegetationsbælter som forskydes pga. ændrede temperatur- og nedbørsforhold, naturlige økosystemer vil bryde sammen pga. for hurtige temperaturændringer, skovbrug og landbrug må tilpasses nye afgrøder og nye skadedyr, havstigninger vil udslette kulturer samt føre til tab af dyrkbare landarealer samt naturområder, øget frekvens af ekstreme vejrsituationer m.m.m. Økonomien og de sociale forhold vil skulle tilpasses nye betingelser i alle lande.
Kyoto var en understregning af, at det er pengene der bestemmer fremfor en etik, der tager hensyn til nuværende og kommende generationer. Nu er der kun tilbage at fæste lid til en folkelig vilje til handling. Lad os gøre energibesparelser og udviklingen af et bæredygtigt 100 pct. vedvarende energiforsyningssystem til en folkesag.

Kim Ejlertsen er medlem af NOAH's energigruppe .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her