Læsetid: 5 min.

Hvem er det nu jeg er?

27. december 1997

KALENDER
VI NÆRMER os et nyt år, eller rettere et nyt år nærmer sig, et af de få, der er tilbage af årtusindet i den endnu genkendelige verden, som datamaskinerne er indstillet på. Men så er det man har glemt, at de skulle passe til en fremtid. Sådan skaber vi ustandselig symbolik.
Vi er overladt til vores egen kortsynede fantasi og indre forvirring. De dele varer utvivlsomt ved, med eller uden hjælp af elektronisk teknik. Det er langt fra sikkert, at den skaber mere hjemfølelse i verden og en selv.
Kalenderen er et utilstrækkeligt hjælpemiddel i så henseende. Den inddeler praktisk døgnet og året og skåner os koldsindigt ikke for bevidstheden om, at ældre bliver vi i hvert fald. Den tæller timer og tid, indtil næste kalender tages i brug. I pc'ens index kan vi se, hvad vi på dato og klokkeslet har gjort os af skrevne tanker, et regnebræt af fil efter fil, ikke just harmoni. Men dele af et jeg.
Kunsten kan noget mere. Kunst og litteratur viser os, hvilke manøvrer vi bruger for at finde ud af, hvem vi er: Vi møder dér jeg efter jeg i symbolform.

BLANDT årets symboljeg'er viste det voldsomste sig i Spanien, i Figueres ved Costa Brava, ikke langt fra grænsen til Frankrig. Midt i byen indrettede Salvador Dali i 1973 sit museumstempel for sig og partneren Gala, tilgængeligt for publikum, der med vantro andagt vanker rundt i hans indre verden af farver, billeder, skulpturer, ornamenter, dekora-
tioner, dragter, objekter, møbler, arkitektur, et usandsynligt, men svimlende synligt jeghus med veteranlimousine i patioen.
En labyrint af utænkelige stilarter og smagløs genialitet. Dertil en kvindeforherligelse, der forstørrer ham selv. Man giver sig til at associere på Gala, men holder inde for god tones og gode miners skyld.
I det centrale rum, Salón noble, har Dali udsmykket det hvælvede loft med et dramatisk maleri af en opstigning i det tomme himmelrum.
Man ser kroppe i øftelse mellem blå og blodrøde farver og ikke mindst, men størst: Dali set nedefra, fra nadir, dvs et par vældige, brune fodsåler med kraftige tæer samt lidt af de blå bukser. For så vidt en realistisk anskuet himmelflugt.
På det spejlblanke gulv har han anbragt en slank bronzeskikkelse på en sort sokkel: en hommage til Newton. Dér kan han så stå midt i det hele og tænke over sine fysiske love om inertien og om aktion og reaktion og den slags. Dali både bekræftede og ophævede dem. Men tro ikke, at han forsvandt i det sorte hul. Hans fodspor er i hvert fald tydeligt optrukne, og hans ånd farer hvileløst rundt i etagerne.
Også torvet udenfor har han udsmykket, f.eks. med svulne skulpturer, der ligner bildæk lagt på bildæk, en voldsomhed af spansk karakter, en duende, utænkelig på en fransk square.

IDENTITET? At sætte sig spor? Er man først i Pyrenæerne, for ikke ligefrem at sige i La Seu de Urgell, en by med domkirke, et kolossalt præsteseminarium og en ærkebisp, der tilmed er kurfyrste af Andorra, er der ingen vej udenom.
Det sagnomspundne residuum af et fordums Europa. Et symbolsk sted af koncentreret intethed, senest for Peter Camerons roman An-dorra, hvor folk med tabte identiteter og skeletter i skabet har søgt hen, som det fremgik af anmeldelsen forleden her i avisen.
Også Tom Kristensen måtte 'en omvej til Andorra', et blødt punkt i hjernen, som han kaldte det. Jeg ser ham for mig på fotografiet i hans rejsebog fra 1947, hvor han står med baskerhue og briller i sin habit med tidens vide, let stumpede bukseben, i modsætning til Dali med begge fødder på jorden og den ene hånd triumferende hvilende på skiltet ANDORRA. Her er jeg, her er det virkelig.
Da har han trodset bjergturen: "Hver Gang jeg nærmer mig Bjerge, føler jeg altid en underlig Opstemthed, først en Trommelyd, min Ungdoms Trommelyd, og saa min Angst for Svimmelhed. Svimmelheden skyldes maa-ske en Øjenfejl. Jeg kan ikke beregne Afstand." Men, tilføjer han, det skyldes især en beretning fra Færøerne, som han ikke har kunnet glemme: om ham, der gav efter for det store gab inde i bevidstheden, hvorfra mørket vælder op. Han tog tilløb og sprang ud over fuglefjeldet.

ANDORRA er en model! påstod Max Frisch i en note til sit skuespil Andorra (1961). Det skulle således ikke have noget at gøre med den virkelige småstat af samme navn. Det er den slags man siger, når man ikke vil have vrøvl med sine modeller. Men det ligner nu meget godt.
Den unge Andri er her vokset op som jøde, betragter sig som jøde og anses for jøde. Men det er hans kristne plejefar, der således løgnagtigt har maskeret sin illegitime søns oprindelse.
Da sandhedens kollision med hans virkelighed går op for Andri, ramler hans identitet, hvis anderledeshed han må fastholde. Vi er, hvem omverdenen mener vi er. Konflikten udvikler en grufuld tragedie.

IKKE UDEN betænkelighed nærmer vi os Andorras højder ad morgenlyse bjergveje. Skiltet og grænsen passeres med største lethed, uden svimlen. Man er såre velkommen.
Problemet er - som på et andet varmt sted - at komme ud igen, på grund af de energiske tolderes syndige fornemmelser af ens hemmelige indkøb. Fremmede er stemplet som potentielle smuglere. Men vi har kun fået billig benzin i tanken og noget helt andet i tankerne: at vi i stedets ånd ligner det, vi mistænkes for at være, mens vi krammer vores pas. Det er Andorras kunst. Vi har været i fantasiens Andorra.
Virkelighedens Andorra Veijo, som hovedbyen hedder, virker faktisk kunstig, en mondæn indkøbsby, en nobel Dyrehavsbakke, med velstand ud af alle døre og vinduer, med huse der elegant klatrer op ad bjergsiderne og hovedgade langs Valira-floden dernede bag gelænderet. Den slipper hastigt ud af fælden, af denne højtliggende lilleverden, der vil være kurfyrstelig anderledes, være sig selv, men er det på naboernes fikse betingelser.

Det nye år kommer nu hurtigt farende med opstemte, svimlende muligheder for stadig forvirring af selvfølelse og hjemmefølelse mellem jeghuse og ingensteder, mellem fremmede og indfødte, identiteter i blanding i ukendte begivenheder på kalenderen, der blader os fremad i tiden, som er foregrebet af kunsten, mere end af teknikken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her