Læsetid: 3 min.

Det ideelle sted at græde

31. december 1997

Den danske kunstner Christine Melchiors har været medinitiativtager til galleri 'B&B - Bedroom/Bathroom Gallery' - en nyskabelse i det franske

PARIS '97
En gruppe unge kunstnere i Paris, tog her i oktober et initiativ af den slags, som ikke ligner byen. De oprettede et galleri, som ikke har noget bestemt sted, og ikke nogen bestemt struktur. Med et forslidt ord, er det et virtuelt galleri, som engang imellem slår sig ned i realiteten, så tæt på folk som overhovedet muligt: i et hjem. Galleriet hedder B&B - Bedroom/Bathroom Gallery. En af initiativtagerne er den i Paris fastboende danske kunstner Christine Melchiors. Hendes værk er i øvrigt i nøje sammenhæng med ideen i B&B. Dels i sin virtualitet; hun var med i det desværre hedengangne kunstnerprojekt, Bob Smith project, en virtuel mandlig kunstner skabt af fire kvindelige. Dels har hendes arbejde siden dengang drejet sig om intimiteten, den helt nære historie, de helt nære omgivelser.
Ideen med at gøre et privat hjem til udstillingssted er selvfølgelig ikke ny. Den er udbredt i bl.a. New York. At kunstnere selv tager initiativet til udstillinger, kendes i vidt omfang i Danmark og London, hvor et rum i en kælder, et lagerlokale eller en nedlagt butik i årevis har været de hotteste steder for ikke-institutionaliseret kunst. Men i Paris er man ikke vant til en sådan fri udfoldelse, gallerierne spiller i høj grad rollen som autoritet, om ikke for den gode så i al fald for den rigtige smag, og det er svært at tromme kunstnerne sammen til kollektive udfoldelser.

Hjemme hos...
Desto større var fornøjelsen ved B&B's første udstilling Your home is an ideal place for crying, i en ét værelses lejlighed i det 12. arrondissement, med ni deltagende kunstnere. Det kunne man vente sig det værste af, men resultatet var fremragende. En sammenhængende installation, hvor det for en gangs skyld var meningsfuldt, at det var installeret, som en slags undertekst på rummene, en visualiseret tanke - rummene selv i gang med at drømme om en fraværende indvåner.
Ved døren møder man en dragt hængt op, som den hud man krænger af sig, når man træder ind hos sig selv. En slags beskyttelsesdragt syet i metalliseret papir, med det blå - blålyset - vendt ud mod verden, og det spejlgrå vendt ind mod den fraværende krop. I badeværelset ved siden af, flyder computer-musetæpper med grædende kvinder på, rundt i et badekar fyldt af tårer (?), mens Callas-arier glider ud i rummet fra vaskemaskinens indre.
I soveværelset kryber vingummispejlæg og bløde hvide marengser rundt på hylder og gardiner, en t-shirt er broderet med læbestiftnavne og en mærkelig kvinde fra en anden planet ligger på bogreolen. Hun læser lange gode (science-fiction)-eventyr op... en "conteuse de bonnes aventures", en sandsigerske, eller spåkvinde, i øvrigt et klassisk motiv fra malerkunsten... På sengen fortæller det hvide lagen i et næsten usynligt broderi at "begærets hemmelighed er ikke hemmeligt, hvis det er synligt" mens fjernsynet er det eneste sted, hvor der vises... tegninger.
I køkkenet er køleskabets sædvanlige magnetopsatte huskesedler erstattet af fotos af munde og penalhuse. Og inde i fryseren ligger de frosne drømme, med isbogstaver står der skrevet "dreams"...
I sofaen kan man slå sig ned og konsultere resultatet af en fiktiv badeværelses-konference med 45 deltagende kunstnere, som måske åbner op mod B&B's kommende projekter, i Paris, Helsinki... eller København. For ud over at være virtuelt er B&B også internationalt, i denne omgang: Olivier Dollinger, Veronique Hubert og Anne Vernier fra Frankrig, Alberto Sorbelli (Italien), Brigitte Zieger (Tyskland), Brian Dick (USA), Christine Melchiors (DK), Maria Finn (Sverige) og Ulla Karttunen fra Finland.
Desværre varede det kort - det forløb over to weekender - men undertegnede ser frem til næste realisation. Og indbyder enhver til at holde øje med, hvor det sker...

*B&B, Paris og hvor som helst E-mail: zieger lptl.jussieu.fr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her