Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal arbejde lidt mere med min udtale
Herhjemme
Her ved juletid, hvor jeg farer frem og tilbage mellem landsdelene, kommer jeg altid til at tænke på, hvordan jeg har forkludret mit liv.
Da jeg forlod København for snart 30 år siden, kan jeg ikke sige, at jeg havde tænkt dybt over dén ting. Måske noget i retning af "Nu må det være nok med det her, verden er stor, og den ligger derude og venter." Så jeg bladrede i avisen og fandt mig et job - og så rejste jeg dybt ind i Jylland.
Jeg kan egentlig godt blive lidt imponeret over mig selv og mit gåpåmod, når jeg tænker over det i dag. Men kun et kort øjeblik. For det særlige, ja, det foruroligende ved sådan en karriere-start er jo den totale mangel på bevidsthed om at der er noget der hedder integrationsproblemer. Dér havde vi gået rundt i 60'ernes København og eksperimenteret med vores bevidsthed, udvidet vores bevidsthed, været i Electric Ladyland og hvad ved jeg, og så pludselig, out of the blue, slog jeg bevidstheden fra og troede jeg bare kunne tage til Jylland.
Mine første små fiaskoer kom af min egen umodenhed. På det tidspunkt havde jeg en voldsom trang til at gå tæt på andre mennesker. Ovre i København havde vi tit siddet og snakket om, hvor overfladisk og uægte det hele var. Følelseslivet, samværsformerne - det hele kørte rundt i sådan nogle kunstige storbymønstre, hvor man aldrig kom ind til noget ægte og oprindeligt.
Dér havde jeg jo stor tiltro til jyderne. Jeg var helt åben over for deres jyske væsen, hvad jeg også lod dem forstå. Det husmandssted, jeg var flyttet ind på, var jo omgivet af hede og mose og eng og sortbrogede jyske køer, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke fortalte mine kolleger om, hvor herligt det var at vandre rundt ude i lyngen og blive blæst igennem af vestenvinden og høre på lærkens sang. Jeg inviterede dem også med på mine ture, som nu aldrig blev det store tilløbsstykke - de fleste af dem boede i en klump parcelhuse lige ved vores arbejdsplads og var ikke nemme at få af hus. Til gengæld var de flinke til at invitere mig indenfor, i hvert fald i starten, og dér lagde jeg heller aldrig skjul på, hvor glad jeg var for at komme med til et rigtigt jysk kaffebord, der ikke lignede nogetsomhelst jeg var stødt på i København.
Forelsket
Jeg mener ikke, det kan have undgået deres opmærksomhed, hvor glad jeg var for Jylland. Ja, mere end glad: forelsket. På jobbet lod jeg også tit en bemærkning falde om deres jyske sejhed og så selvfølgelig deres lune. Men det var som om, vi ikke rigtig kom nogen vegne, efter et halvt års tid var jeg stadig ikke kommet rigtig i kontakt med en rigtig jyde - de virkede snarere køligere end ved min ankomst. Da jeg så til en julefrokost klagede min nød til en kollega, sagde han: "Ja, en anden én skal jo ikke gå og gøre sig for klog, men det er jo ikke sikkert det hjælper på det at gøre sådan en stads af Jylland."
Det blev startskuddet til et helt nyt livsafsnit. I stedet for at gå og erklære min kærlighed til alt og alle blev jeg virkelig forelsket og fik mig en jysk kone. Det er svært for mig i dag at afgøre, om det var hendes jyske væsen jeg faldt for, eller om det var 1.000 andre små uimodståelige ting. Det vanskelige punkt i processen var jo også snarere at få hende til at falde for mig - og hér var jeg blevet klog af skade, så selv i de mere ukontrollerede øjeblikke passede jeg på ikke at nævne Jylland med et ord. En masse om hendes øjne og hendes hår og hendes måde at gå på osv., men ikke en lyd om alle de ægte værdier, jeg endelig havde fundet.
Kan man gifte sig til jyskhed? I en årrække troede jeg det. I stedet for at opføre mig som en forelsket, støjende københavner tog jeg det lange, seje træk (sejhed!) og gik i det stille og lurede min kone alle hendes små fiduser af. Selvom hendes familie blev ved med at opfatte mig som en noget flosset person, så følte jeg hele tiden, at jeg lærte noget nyt, og at min opførsel år for år blev mere jysk. I stedet for at gå rundt på heden og kigge efter sortbroget kvæg sad jeg og spillede kort det meste af tiden, og når jeg vandt, gav jeg mig ikke til at kæfte op, men sad bare og simrede med denher stille jyske hoveren. Jeg begyndte også at forstå, hvad 'lune' og 'understatement' gik ud på, når vi gik rundt og smilede til hinanden en hel dag inde på jobbet over et eller andet reformforslag, de havde sendt os ovre fra København.
2. generation
Det mener jeg var min lykkeligste periode - det var som om hele mit liv blev mere og mere underforstået. Men her i år begyndte det så at kikse igen. Det havde noget at gøre med mine børn. De er jo 2. generationsindvandrere og bevæger sig omkring i Jylland som den naturligste ting i verden. Selv da vi flyttede ind til Århus, var de straks på bølgelængde og adopterede den nye sprogtone på ingen tid. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at nu var jeg kommet så langt, men om virkelig integration var der jo ikke tale, før jeg fik fat i nogle af de her århusianske kerneudtryk. Jeg er sproglærer af profession, og hvis der er noget ,jeg ikke kan tage, så er det folk, der bare kommer anstigende med en mainstream-variant og ikke gider sætte sig ind i lokalbefolkningens sprog.
Så jeg prøvede at lægge mærke til, hvad mine børn gik og sagde og byggede efterhånden et helt lille forråd op, som jeg så tog hul på her i efteråret. Det virker bare ikke efter hensigten i mine skoletimer. Når jeg prøver at skabe kontakt og siger: "Hvor er I dog dorske i dag!" eller "Skal I absolut være så noller?", så sidder eleverne bare og slår blikket ned eller kigger underligt ud i luften. Jeg ved ikke rigtig, hvad der er galt. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg skal arbejde noget mere med min udtale.
