Det forgangne år var usædvanligt rigt på danske kvalitetsudgivelser inden for de forskellige genrer, der af bekvemmelighed rubriceres som rock
DK-ROCK '97
Et fabelagtigt år for dansk rock - i allerbredeste forstand, forstås. Sådan kan 1997 kort opsummeres.
Også selvom det måske ikke kunne mærkes på hitlisterne, og selvfølgelig slet ikke i radioen - hverken de lokale stationer eller DR, der simpelt hen spiller alt for lidt dansk musik. Nu må I sgu tage jer sammen derinde - hvorfor alt det middelmådige internationale popmusik, når den danske scene p.t. myldrer med en alsidighed uden lige - samt talent i tøndevis?
Thi såvel nogle af branchens allermest garvede navne som 20-årige debutanter leverede i løbet af det forgangne år plader, der både imponerede, fortryllede, henrykkede - og gav stof til eftertanke.
Men alt andet lige, mon så ikke 1997 først og fremmest vil blive husket som det år, hvor danske rockkunstnere atter begyndte at synge på dansk? Mens nogle af dem, der tidligere har kastet sig ud i dette i 90'erne så mistænkeliggjorte projekt, leverede deres fineste til dato.
Giganternes indtog
Dette gjaldt den avancerede trio Love Shop, som med det brillante Go! (Pladecompagniet/Sony) stod for Årets Danske Album. Med imponerende stilistisk spændvidde, ambitiøse kompositoriske vingefang og futuristiske produktion var Go! en af de sjældne plader, der nåede hele vejen rundt, fra blåøjet, melodisk naivisme til begsort, dissonant fortabelse.
Henrik Halls besjælede mundharpespil alene var entreen værd, og sanger og tekstforfatter Jens Unmack og guitarist og producer Hilmer Hassigs formafsøgende sangskrivningskunst nåede nye højder på kraftudladninger som "Fremmedlegionær", "Weekender", og tour de forcen "Vi Blinker Så Hurtigt Vi Kan". Stort, uomgængeligt, uundværligt.
Nikolaj Nørlund foldede sig ud som dansksproget sang-skriver på den intenst nedbarberede Nye Optagelser (Columbia/Sony) i en sådan grad at han fremstår som Årets Danske Solist. Pladen markerede skiftet fra et lille uafhængigt pladeselskab til et stort multinationalt - uden at Nørlund lod sig anfægte synderligt af det.
Projektet var kompromisløst indie, og præget af en smagfuld minimalisme, som lod de stærke og ofte meget alvorlige sange komme til deres fulde ret. Ind i mellem kunne man måske ønske sig en lidt større eventyrlyst i studiet hos denne lynende begavede sangskriver. Men et unikum på scenen, det er han.
Drømmere og jokers
Trangen til det eventyrlige fandt man til gengæld i overmål hos Grabowski, som på det sonisk tætvævede og fortryllende Underligere End Kærlighed (Orange/Scandinavian), havde allieret sig med den lydudforskende producer Frithjof Toksvig. Resultatet var en stoflig og dynamisk plade, der kombinerede lyrisk sangskrivning med
punchfyldt bund og drømmeagtige lydskaber.
De rygradsrislende kor leveredes af Pernille Rosen-
dahl, som udgav den lovende mini-cd Dream Away, fuld af psykedeliske klange og smukt produceret af Kim Hyttel samt udgivet på dennes nystiftede pladeselskab, Hannibal Records. Hold øje med hende.
Ud af det blå dukkede den herlige trio Pupil med den halvt The Beatles- og Boo Radleys-, halvt Steppeulvene- og Hyldemor-inspirerede Superglasøjne (Zona Records), Årets Sjoveste Album. Gruppens to sangskrivere og producere, Hans Buchardt og Martin Heurlin, ville med lidt større selvdiciplin kunne nå rigtigt langt.
En anden sjov trio opnåede stor udbredelse med sin selvbetitlede debut, nemlig ibens (EMI-Medley). Den indeholdt landeplagerne "Ølstykke I November", "Solveig" og "Tror Du det Er Let", som der blev sunget ivrigt med på ved gruppens mange koncerter. Tekstforfatter og sanger Car-sten Lykke beherskede den svære kunst at sige tingene enkelt.
Seriøse triumfer
I den mere seriøse ende lå de to frontfigurer fra traditionsbevidste Greene, brødrene Peter og Henrik, der som Olesen-Olesen udgav den afdæmpede Indenlands Udenbys (ExLibris). Prægnans og dybde prægede den spartanske iscenesættelse, hvor en underfundig og sørgmunter tone affødte perler som "Jack Ke-rouac I Jylland", "Alting Sker" og "Jysk Beatnik". Klare stemninger af provinsiel udenforståenhed og meget, meget smukt.
Veteranen Peter Belli leverede sin karrieres bedste plade, den Halfdan E.-producerede Talisman (Pladecompagniet/Sony): Repertoiret var udsøgt, produktion og akkompagnement spændstigt og svingende og Belli gav den alt hvad den kunne trække. Fortolkningen af "Jeg Venter På Dig Her" - Scott Walkers "The Old Man Is Back Again" - var original og overbevisende, mens Kasper Eistrups ballade, "I Stjerners Sted", var en triumf.
Af andre markante udgivelser må Sorten Mulds fusion af folkeviser og techno på Mark II (Pladecompagniet/ Sony) betegnes som vellykket, omend gruppens koncerter tit var langt mere overbevisende og inciterende.
Og Vildensky leverede den morsomme og opfindsomme Utyskme (Mangel På Ilt), en primitiv og eksperimenterende art folkpunk med klarinet som bærende element. Weird shit.
Rå rappere
Også dansksproget hip hop rørte på sig. Selvom flere grupper har overført nogle af gangsta-rappens rå attituder til dansk, er få gået så langt som debuterende Clemens, der på Regnskabets Time (EMI-Medley) virkelig fandt "Den Lyriske 9mm" frem, han rappede om. Clemens kan man forvente sig meget af, men denne 21-årige vrede mand skal nok arbejde lidt med sigtet på sin gøb.
Et uretfærdigt overset navn var Sund Fornuft, som anført af den unikke jyske
freestyle-rapper Per Vers med Så Sundt Som Det Er Sagt (Record Music DK) leverede årets anden uomgængelige rap-debut. Til fælles havde de to debutanter et spartansk akkompagnement, men ellers var lighederne til at overse. Imens beviste Hvid Sjokolade med den funky og festglade Levende Poeters Klub (Scandinavian Records), at den svære toer slet ikke var så svær endda. Ikke et ord om Kølig Kaj.
Poppet elegance
På den engelsksprogede front var det ikke til at komme udenom Aqua, der som den første danske gruppe bragede gennem den internationale lydmur med smittende dancepop på Aquarium (Universal). Som bubblegum betragtet uimodståelig og "Barbie Girl" undgik kun de døve.
En amerikansk førsteplads kan være svær at hamle op med, men mindre kan gøre det: Som nu Mew - fire knægte med en gennemsnitsalder på 20 - der selvbevidst kaldte debuten A Triumph For Man (ExLibris). Fortryllende spindelvævsfin guitarrock, med Jonas Bjerres lyse stemme som fokalpunkt.
Septetten Dreamtones brugte Nils Lassens fortryllende og pophistoriebevidste kompositioner som omdrejningspunkt. Sangene bragtes til live af Marianne van Toornburg på det elegant tidløse
Lost In The Woods (AGM).
Der var mere strut i skørterne hos den hæmningsløst poppede sekstet Lovebites, der debuterede med den kulbrusperlende Nothing But Joy (Mega). Lovebites' karriere blev dog midlertidigt sat på hold, da sangerinden Solveig Sandnes pludselig forlod gruppen.
Langt ude
I et eget skævvredet univers befandt Speaker Bite Me - som ad åre kan gå hen og blive det helt store - sig. Debuten Inner Speed (ExLibris) indgød først og fremmest respekt, men denne kontrære kvartet er virkelig på sporet efter den hvide lyd. Og er et frygtindgydende liveband.
Et helt andet sted, men på en måde lige så langt ude, befandt Four Corners Of Cool (Mega) sig med det af Thomas Blachman anførte arbejdskollektiv Blachman Meets Al Agami And Remee. Raps, jazz, filmmusik, avantgarde, stileksperimenter og meget andet rystes med skødesløs elegance sammen til en uegal, men konstant fascinerende cocktail. Endnu længere ude fandt man komponisten og orkesterlederen T. S. Høeg store ensemble Dane T. S. Hawk & His Great Mongo Dilmuns med den ambitiøse suite BØH (Ninth World/Voices Of Wonder), der bestemt ikke leflede for nogen.
Fortryllende var den æteriske mini-cd Luksus fra gruppen af samme navn, udsendt på det nystartede og æstetisk indbydende pladeselskab, Lidocaine, der desuden tegnede sig for udgivelser med Porcelain, Snoozer, pop-duoen denmark samt kvartetten
Kyed, hvis flotte The World Inside Her var Årets Danske Trip Hop Album.
Peter Peters store år
Den københavnske støjpop-kvartet THAU viste sig fra sin mest melankolske side på det smukke og bedrøvelige Swish (Crunchy Frog), og med Psyched Up Janis' andet album, Beats Me (Replay) viste Sune Wagner sit format som sangskriver, selvom lyden var rigelig traditionel.
Og endelig sparkede den unikke guitarist Peter Peters nye band Bleeder spindelvævet væk fra røvhullet med sin bagstræberiske, men hårdtslående debut, Psycho Power (Start/Pladecompagniet). Den yderst aktive Peter Peter kunne også høres på lydsporet til Søren Faulis svinesjove audio om det fiktive punkband, De Skrigende Halse, Testament For Ronni (DR/ Sony), samt på det ekstravagante, retrospektive bokssæt fra hans tidligere kollegaer i Sort Sol, det imponerende 5 cd-sæt, Black Box 1978-87 (EMI-Medley)
Et år som bød på variation, intelligens, poesi, drømme og rå virkelighed i en forvirrende, men livsbekræftende blanding, der overbevisende indikerede, at den danske 90'er-scene peaker lige nu.
