Læsetid: 2 min.

Indianere frygter ny massakre

30. december 1997

Borgmester i Chiapas er sigtet for at stå bag massakren på 45 indianske bønder. Flere tusinde er flygtet fra deres hjem

Omkring 4.000 fattige indianske bønder er flygtet fra deres landsbyer i Chiapas-provinsen i det sydlige Mexico.
Af frygt for at blive de næste ofre for bevæbnede paramilitære grupper har flygtningene stuvet sig sammen i den lille by, Polho, hvor der normalt bor 600 mennesker.
For en uge siden blev 45 mennesker myrdet i landsbyen Acteal. Yderligere 31 blev såret. Flere organisationer og politiske partier samt regionens ærkebiskop beskylder regeringspartiet PRI (Partido Revolucionario Institucional) for at stå bag massakren, der blev udført af en paramilitær gruppe med AK-47 våben, der kun ejes af militæret.
Chiapas-provinsen har siden 1994 været et område præget af uroligheder. I protest mod de dårlige sociale og økonomiske kår, som lokale bønder og maya-indianere lever under, indledte Zapatisternes Nationale Befrielsesfront (EZLN) dengang et oprør.
Ifølge Ritzaus Bureau anklager EZNL's leder nu myndighederne for bevidst at have planlagt mordet på landsbyboerne.
"Massakren blev forberedt i forvejen under ledelse af delstatens myndigheder og med meddelagtighed af adskillige ministerier i den føderale regering. Motivet var politisk, socialt og økonomisk. De prøver at udslette den oprindelige befolkning," siger subcommandante Marcos.
Lignende holdninger er kommet til udtryk i Mexico City, hvor omkring 1.000 mennesker har demonstreret i protest mod drabene. Demonstranterne tilskyndede præsident Zedillo til at erkende, at der er en forbindelse mellem hans parti og den paramilitære gruppe, som står bag massakren.
Det afviser regeringen imidlertid. Ernesto Zedillo gav i weekenden løfte om, at regeringen vil gøre alt for at finde gerningsmændene bag massakren.
Heller ikke justitsminister Jorge Madrazo mener, at PRI, der har været Mexicos regerende parti siden 1929, har noget ansvar for massakren. Han siger, at der er tale om "lokale og endda familiære konflikter i sammenhæng med konstant uenighed om politisk og økonomisk magt".
Ikke desto mindre er PRI-borgmesteren Jacinto Arias Cruz fra byen Chenalho blevet anholdt. Han beskyldes af vicestatsadvokaten for at have givet våben og køretøjer til dødspatruljen, opfordret til drabene og efterfølgende forsøgt at dække over sin egen indblanding.

Frygt for mere blod
En reportage fra Reuters beskriver, hvordan flere landsbyer i Chiapas nu står tomme. Kun PRI-tilhængere er blevet tilbage. De frygter, at de bliver de næste, der må lade livet, hvis EZNL beslutter sig for at gengælde massakren: "Man siger, at Zapatist-hæren i junglen vil komme og dræbe mennesker," siger en fattig bonde, der er PRI-tilhænger.
En meningsmåling viser, at mexicanerne forlanger at både indenrigsministeren og Chiapas guvernør træder tilbage.
EZNL-tilhængerne fra Chiapas' landsbyer har samlet sig i Pohlo.
De har vandret barfodet på jordvejene med deres få ejendele i kaffe-sække, eller de er blevet transporteret af militærkøretøjer, som er kommet til undsætning.
Næsten 40 mistænkte er arresteret efter massakren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her