Læsetid: 5 min.

Indvandrere vil ikke bo med for mange indvandrere

4. december 1997

Både danskere og udlændinge ønsker sig en mere ligelig fordeling, viser ny undersøgelse fra to almennyttige bebyggelser i København

Stort set alle beboerne i boligselskabet Lejerbos bebyggelser i Holmbladsgade på Amager og på Glasvej i det københavnske Nordvestkvarter mener, at fordelingen mellem udlændinge og danskere bør være fifty-fifty.
Det er den bare ikke.
I Holmbladsgade-bebyggelsen var 66 procent af husstandene 1. september 1997 beboet af udlændinge, mens det tilsvarende tal for Glasvej var 85 procent. Når man samtidig indregner, at indvandreres og flygtninges husstande gennemsnitligt er større end danskeres, når man frem til, at omkring 90 procent af beboerne i Glasvej-bebyggelsen er udlændinge.
Ønsket om en mere ligelig fordeling mellem danskere og udlændinge - disse kategorier er lavet ud fra, hvordan beboerne definerer sig selv - fremgår af undersøgelsen "Ghetto eller bolig - etniske minoriteters syn på almene boliger", som onsdag blev offentliggjort ved et pressemøde i fælleslokalet i Glasvejsbebyggelsen. Forfatterne til undersøgelsen, Bente Møller Sørensen, Mekni Abderrazek og Ole Hammer, har interviewet repræsentanter for 40 af 61 husstande på Glasvej og 38 af 50 husstande i Holmbladsgade.
Begge bebyggelserne er nye (Holmbladsgade fra 1990, Glasvej fra 1994) og overskuelige i størrelse. Der er ikke tale om misligholdte, otte etagers betonblokke fra 1970, der strækker sig så langt, øjet rækker.

Ingen løsning
Beboerne ønsker sig en mere ligelig fordeling, men undersøgelsens anbefalinger viser ikke, hvordan man kan opnå den.
En høj husleje - som boligstandarden oftest har svært ved at leve op til - får mange til at forsøge at finde noget andet at bo i. Og gennemgående er danskerne bedst til at finde noget. Således stiger andelen af udlændinge i mange almennyttige boligafdelinger.
Forfatterne skriver i undersøgelsen, at "ønsket om en mere varieret beboersammensætning" ikke kan imødekommes ved en ændring af ventelistereglerne "med mindre man gennemfører positive særforanstaltninger, hvor udlændinge får førsteprioritet til de mest attraktive bebyggelser".

Undersøgelse uden tolk
Men der er ikke tale om nogen anbefaling af positive særforanstaltninger, understreger Ole Hammer, der indtil for nylig var flygtninge- og indvandrerkonsulent i Mellemfolkeligt Samvirke, men som i dag er tilknyttet Konsulentkompagniet, der har udført undersøgelsen finansieret af Socialministeriet og Lejerbo.
Forretningsfører i Lejerbo København, Bent Olsen, siger om de positive særforanstaltninger, at "Det går vi ikke ind for".
"Beboerne ønsker en ligelig fordeling, men vi har opgivet at gøre noget ved det. De mennesker, der bor legalt her i landet, har naturnødvendigt de samme rettigheder som andre til at bosætte sig, hvor de vil. En meget stor del af flygtningene og indvandrerne ønsker at bo i større byer, og det er vi nødt til at forholde os til," siger Bent Olsen.
Hvad Lejerbo efter forretningsførerens mening kan gøre, er at forsøge at "kommunikere i øjenhøjde og gøre det mundtligt".
En af de tydeligste tendenser i de mange interviews, der stort set alle er gennemført uden tolk - blandt andet i kraft af, at cand. polit. Mekni Abderrazek taler adskillige indvandrersprog - er forståelseskløften mellem de udenlandske beboere på den ene side og danske beboere og boligselskabet på den anden.

Varmemesteren
Boligselskabet personificeres for mange af varmemesteren. I de udenlandske beboeres øjne er han "den autoritet, som også træffer beslutningerne i eller om bebyggelsen", som der står i undersøgelsen.
Forfatterne anbefaler derfor, at man overvejer at kombinere funktionerne som varmemester og beboerrådgiver, eller at uddanne varmemestrene bedre, så de bliver i stand til at kommunikere med alle beboere.
Lejerbo har ikke hidtil gjort en indsats for at rekruttere varmemestre med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, men Bent Olsen oplyser, at selskabet har 5-10 flygtninge eller indvandrere ansat som gårdmænd - varmemestrenes medhjælpere.
"At være varmemester i en afdeling kræver et indgående kendskab til dansk lovgivning og mentalitet, men jeg vil da ikke udelukke, at det kan lade sig gøre," siger Bent Olsen.

Klager
Beboerne i Holmbladsgade og på Glasvej klager over nedslidte fællesarealer, støjgener i lejlighederne og de mange reparationer på installationer i lejlighederne. Samtidig er de utilfredse med de høje huslejer. En treværelses lejlighed - den mest udbredte type i de to bebyggelser - koster 5450 kroner om måneden på Glasvej og 5700 kroner i Holmbladsgade.
Lejerbo-forretningsfører Bent Olsen konstaterer, at det ikke kan lade sig gøre på én gang at sænke huslejerne og forbedre faciliteterne eller lette det "voldsomt undervurderede arbejdspres", der hviler på den enkelte varmemester.
Men undersøgelsens forfattere antyder en løsning, når de foreslår, at de boligrådgivere, der arbejder med integration i Dansk Flygtningehjælps regi - og efter denne måneds integrationsudspil fra regeringen formentlig i vidt omfang i kommunalt regi - i højere grad tilknyttes de enkelte boligområder:
"Det behøver ikke være nye penge, man finder," siger Ole Hammer.
Undersøgelsen viser, at mange udenlandske beboere er usikre på reglerne og på deres rettigheder. De ved for eksempel ikke, hvad der sker med deres indskud, hvis de flytter, eller om de selv skal betale, hvis komfuret eller køleskabet går i stykker.

Beboerdemokratiet
Kløften mellem det danske og det udenlandske viser sig også ved, at beboerdemokratiet ikke fungerer. Selv om begge Lejerbo-afdelinger er domineret af beboere med udenlandske rødder, sidder der ingen flygtninge eller indvandrere i afdelingsbestyrelserne. Først da undersøgelsens forfattere kom på besøg, hørte en af de udenlandske lejere om afdelingsbestyrelsens rolle og begyndte at overveje en opstilling ved næste valg til afdelingsbestyrelsen.
Undersøgelsen viser, at danske og udenlandske beboere ikke har megen kontakt med hinanden.
To udsagn som "Det er ligesom de arabiske mænd ser ned på mig" (sagt af en dansk mand) og "Danskerne virker mere fjendtlige nu, end de gjorde tidligere. Det er ubehageligt" (sagt af en arabisk mand) er således hentet fra nabolejligheder.
Enkelte gange er vendingen "Vi er ikke racister, men..." blevet brugt af danske beboere, inden de sagde noget negativt om deres udenlandske naboer, men der er også positive iagttagelser - omend de er foretaget på afstand - som "Nu synes jeg ligefrem den krydrede mad lugter godt" og "De er nemlig velfungerende, venlige, stille og rolige og hverken junkier eller alkoholikere ligesom mange danskere i dette kvarter".
Om nogen har været for pæne eller politisk korrekte til at tale frit fra leveren, er forfatterne ikke meget for at give et bud på:
"Men vi er nået tættere på folks ærlighed, end hvis vi havde brugt et spørgeskema eller interviewet via tolk,"
siger Ole Hammer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her