Læsetid: 4 min.

INFORMATIONS DUMPINGPRISER 97

24. december 1997

i denne tid udpeges årets kvinder og mænd inden for snart sagt alt fra hunbold over klædedress til piberygning - og det der er værre. Information vil ikke luske uden om, men som tidligere år uddele de så eftertragtede og frygtede dumpingpriser

Judasprisen for det mest overbevisende hykleri siden Bibelen:
Ole Hyltoft
Forfatteren Ole Hyltoft var idemand til kunstmuseet Arken i Ishøj, men var en af flere, der dukkede hovedet og klamrede sig til bestyrelsesposten under den flove Anne Castberg-skandale. Bagefter skrev han en nøgleroman, hvori han lod som om, det var alle de andre, der var til grin. Det endte dog med, at han måtte forlade skuden i unåde. Selv hans gamle partikammerat fra Socialdemokratiet, bestyrelsesformand Svend Jacobsen, havde fået nok af mandens hele facon og magtbrynde.

Tapperhedsprisen for ikke at være bange for at give en indrømmelse offentligt:
Pia Kjærsgaard
Dansk Folkepartis forkvinde var ikke bleg(!) for at lade sig afbilde i Informations nu så berømte helsidesannonce, en klassiker i genren, hvor hun var blevet ganske sort i hovedet, svarende til partifarven. Man kan ikke selv gøre for, hvor man er født, lød plakatteksten. Rigtigt. Man kan til gengæld selv bestemme, hvor man lægger sit livsværk.

Dobbelt-op-prisen for det største ego m.m. siden B.B. (Brigitte Bardot):
Lotte Heise
Den tidligere (meget tidligere) fotomodel vil aldrig nogensinde kunne blive indstillet til en guldmedalje nogetsteds, fordi tavshed er guld. En guldmedalje for hende er en psyklisk umulighed. Dobbelt-op-prisen derimod... får hun, fordi hun snakker dobbelt så hurtigt som alle andre og dermed fordobler mængden af vitterligt vås. Det måtte ende med tvillinger og en Lillymodel for en kvinde med så stor volumen i kæft og ved kavalergang.

Champagneprisen:
Adrian Hughes
Studieværten på DR2 eller 'den hemmelige kanal' er ikke just fjernsynets mest sprudlende eller runde person. Derfor kan han have god brug for lidt ekstra bobler, så det kan smitte af på kulturudsendelserne, som han nok styrer med en vis kompetence, men sandelig også en stivbenet seriøsitet, der ikke just er egnet til at lokke nye seere over. Så kedelig er kulturen altså heller ikke.
Bubber-prisen for at have evnen til - sådan helt naturligt - at sætte sig på de små børns niveau, dvs. i pottehøjde: Henrik Boserup
Kokken på Holmens Mindship-restaurant vaskede sin hænder. Ikke fordi han havde været afsides på naturens vegne. Nej, han forsøgte ved ynkelige bortforklaringer at rense sig for enhver medskyld i kulturbyårets største økonomiske katastrofe - med et barns argumenter: Jeg kan ik' gøre for'ed. Jeg ved ingenting om penge. Årets børnepris kan han dele med projektleder Tor Nørretranders og bestyrelsesformand, advokat Erik Nyborg.

Kamæleonprisen for uden blusel at vende rundt på en tallerken og gi' fanden i, hvad folk måtte mene i den anledning:
Tøger Seidenfaden
Mens mange andre er rykket fra venstre mod højre i politiske synspunkter, tog Poltikens chefredaktør det helt store herresving og erklærede sig som kulturradikaler! Det kunne ses i avisens ledende artikler, og det var jo flot. Indtil man erfarede, at det blot var en manøvre, som marketingsafdelingen på hans avis havde rådet ham til, da det gik skidt med oplagstallene. Seidenfaden får prisen for årets mest spektakulære omvendelse.

Barbieprisen for den mest sexede realpolitik:
Marianne Jelved
Den radikale økonominister - frk. Konvergens - revsede først sin partikammerat, kulturminister Ebbe Lundgaard, fordi denne ville belære Nyrup om, hvornår man kunne og ikke kunne udskrive valg. Derefter forhindrede den tidligere skolelærerinde selv, at Nyrup udskrev valg. Barbieprisen får hun imidlertid for at hælde megen AQUA ud af ørerne, når hun skal fortælle om betalingsbalanceunderskuddet, ØMUen og Euro-X, som hun ikke fik dansken med ind i. Sjældent har en radikaler været så fikseret på ussel mammon.

De ukendtes pris for en profil, der bedst kan iagttages meget tæt på gennem et forstørrelsesglas:
Hans Jensen
Hvem er egentlig Hans Jensen? LO har tidligere haft store, landskendte formænd, som også var politiske faktorer. LO's nye formand har derimod ikke gjort meget væsen af sig i retning af at give fagbevægelsen nyt indhold - eller udbrede kendskabet til det lidt, der er tilbage. Men det kan jo komme. Indtil videre må man konstatere, at er der to, der står sammen, så er det LO og Dansk Arbejdsgiverforening.

Bortforklaringsprisen for dårligste ben og undskyldninger:
Bjarne Riis
Cykelrytteren, som vi alle hyldede for Tour de France-guldet i 1996, følte sig helt enorm sikker på, at han ville vinde igen i år. Det udbasunerede han gerne. Derfor var det en streg i regningen, da løbet kom i gang, og benene ikke var så gode alligevel. Efter hver etape havde han nye, søgte forklaringer og undskyldninger parat, indtil han måtte se kendsgerningerne i øjnene: Nogle andre kørte hurtigere end han. Lang tid efter løbet kommer han dog stadig med syge forklaringer.

Political correctness-prisen for den mest velfungerende automatpilot:
Svend Auken
Politikeren, der byggede hele sit liv op til en statsministerpost, men som snublede i afslutningsfasen, havnede som miljøminister på en ny platform, hvorfra han i en jævn strøm udsender alle de miljørigtige signaler. Især når der er amerikanere i nærheden (som på verdensmiljø-konferencen i Kyoto) liver han gevaldigt op. Så er der virkelig presse på, hvis synspunkterne er tilstrækkeligt vidtgående. Og det er de.

Indvandrerprisen for mest vellykkede integration:
Wilson Kipketer
Den kenyanske løber, der bl.a. er verdensmester i 800 meterløb, har gjort det, som ikke er lykkedes for de fleste andre indvandrere. Han løb hurtigere end den indre svinehund og lige durk ind i alle danskeres hjerter, og hvis han vinder guld til Danmark ved næste olympiade, er der ingen grænser for, hvor integreret og accepteret han vil blive. Morale: Man skal løbe hurtigt for at blive dansker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu