Læsetid: 3 min.

Jelved vil sanere velfærden

17. december 1997

Børnetilskud og boligtilskud kan stille enlige mødre på kontanthjælp bedre end enlige mødre i job. Det vil Marianne Jelved rette op på med nye reformer

Marianne Jelved vil sanere i velfærdsydelserne til en lang række befolknings- og erhvervsgrupper. Målet for den radikale leder er, at "særydelserne skal gradvist væk". Det indebærer, at en enlig mor på bistandshjælp kan komme i farezonen, når det radikale felttog mod særydelserne går i gang.
Problemet er, at den enlige mor kan tjene mere på bistandshjælp end ved at gå på arbejde. Forklaringen er, at bistandshjælpen suppleres med børnetilskud og boligstøtte.
For økonomiminister Marianne Jelved er der tale om et "samspilsproblem", der kan forhindre, at den enlige mor og andre modtagere af bistandshjælp er interesserede i at søge arbejde.
"En enlig mor på kontanthjælp, der har tre børn på et, fem og ni år og sidder med en husleje på fem tusind kroner, hun skal tjene mere end 243.000 kroner om året for at have de samme penge som på kontanthjælp," siger Jelved.
Forklaringen er, at den enlige mor i dette eksempel både modtager kontanthjælp og en række andre ydelser som ikke modregnes i kontanthjælpen, men derimod i en lønindtægt.
"Når den enlige mor tager et arbejde og får mere i løn end hun får på kontanthjælp, så får hun mindre i boligydelse. Derfor er der et problem i den måde de offentlige systemer er skruet sammen på," siger Marianne Jelved.
Hun foreslår på den baggrund, at alle offentlige ydelser skal være skattepligtige, der skal ske en såkaldt "bruttoficering" af ydelserne. Bruttoficeringen medfører, at alle ydelser sammen med kontanthjælpen indgår i den skattepligtige bruttoindkomst på samme måde som det er tilfældet med en lønindkomst.
Bruttoficeringen skulle sikre, at modtagere af kontanthjælp ligestilles med lønmodtagere i lavtlønnede jobs.
Marianne Jelved peger på, at hverken boligstøtte eller det særlige børnetilskud til enlige forsørgere er skattepligtige. En kommende bruttoficering skulle da omfatte den type offentlige ydelser.
Resultatet bliver, at enkelte offentlige ydelser ikke bliver forbeholdt for modtagere af bistandshjælp, mens lønmodtagere med tilsvarende indkomstforhold ikke kan modtage den samme ydelse.
Så længe den type samspilsproblemer eksisterer, så er den radikale leder ikke meget for at diskutere særlige ordninger, der skulle tilskynde kontanthjælpsmodtagere til at tage et job.
Marianne Jelveds reservation gælder også det såkaldte jobfradrag, et forslag om at sætte skatten ned for lavtlønnede sammenlignet med modtagere af kontanthjælp. Et forslag, der senest er fremført af de økonomiske vismænd.
Problemet for den radikale leder, at forslaget om et jobfradrag blot vil bygge et nyt system oven på det eksisterende system, hvor der altså er afgørende systemfejl, sådan som Marianne Jelveds eksempel med den enlige mor viser.

Ekstra profilering
Halvsløje meningsmålinger i de seneste måneder peger på behovet for en ekstra radikal indsats for at profilere partiet i det kommende valgopgør mellem Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen.
Marianne Jelved peger her på behovet for at fortsætte reformen af skattesystemet og reformerne af dagpengesystemet og det sociale system.
På skatteområdet kobler Marianne Jelved kommende reformer med flere miljøafgifter, mens nye reformer af overførselsindkomsterne skal sikre at stigningen i beskæftigelsen ikke skaber problemer med flaskehalse på arbejdsmarkedet.
Selv om Marianne Jelved peger på behovet for at profilere det lille regeringsparti, så binder hun alligevel de radikale meget tæt til Socialdemokratiet.
"Målet er, at vi sidder i regering med Nyrup efter et valg. Der er sat et reformarbejde i gang som skridt for skridt løser en lang række strukturproblemer i det danske samfund. Dokumentationen er at ledigheden er faldet fra 12,3 procent til under otte procent. Det ville ikke være sket uden strukturreformerne på dagpengeområdet," siger Marianne Jelved.
Hun peger på, at regeringens projekt 2005, der indeholder en række politiske målsætninger for udviklingen af det danske samfund.
Her forpligter de to regeringspartier sig i fællesskab på, at fjerne gælden til udlandet, nedbringe den offentlige gæld, reducere arbejdsløsheden til fem procent og skaffe arbejde til nogle af de mange personer på overførselsindkomst.
"Jeg er blevet meget hårdt kritiseret for at have udformet konkrete målsætninger sammen med Socialdemokratiet. De forpligter begge partier og kan kun opnås ved at fortsætte reformarbejdet," siger den radikale leder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu