Læsetid: 8 min.

En jernstang op i røven

3. december 1997

Efter to år og mere end 50 udsendelser takker P3s satire-gruppe 'Selvsving' af med en dobbelt-cd og tilhørende bog

INTERVIEW
"Mit yndlingsbrev," fortæller Jens Korse og holder et stykke papir frem, "er det her fra en 14-årig pige, der ikke syntes, at det var sjovt, at vi gjorde grin med Michael Jackson. Hun har siddet og skrevet sin danske stil om Kong Valdemar i Roskilde, og så har hun vendt papiret om og skrevet et klagebrev om den parodi, vi lavede over Michael Jackson - 'det er ikke sjovt, I er nogle skiderikker'. Det eneste gode var, at vi ikke lavede grin med Take That, for det er ikke sjovt, at de gik i opløsning."
Jens Korse, journalist og tidligere medlem af Onkel Dum og Bananerne, er sammen med sine to kolleger fra P3-satireprogrammet Selvsving, Oliver Zahle og Lars le Dous - begge med en fortid på bl.a. Børneradio - i færd med at vise nogle af de mere håndgribelige beviser for den smule kritik, de har fået i løbet af de to år og 50 programmer, Selvsving har eksisteret.
Et jubilæum - og en afslutning, idet de stopper til nytår - satiregruppen fejrer med udgivelsen af en bog med tilhørende dobbelt-cd med de bedste sketches fra gruppens halvtimes-programmer udsendt søndag formiddag fra 10.30-11.00 - et tidspunkt, hvor P3 gennem nogen år har videreført en stolt tradition for radiosatire.

Selvbevidste ofre
Et andet stykke kritik, som gruppens alderspræsident og mester i sjove stemmer, Lars le Dous, fremfører med stor fornøjelse, går på en sketch, hvor Selvsving i en parodi på TV3-programmet Rent fup lader en mand komme hjem og opdage sin kone blive 'røvpulet' af en goilla. "Men hvad han ikke ved er, at det ikke er en rigtig gorilla, men bare en veludrustet neger, vi har for-klædt" - den gik noget i den retning", griner Lars le Dous og skruer en af sine mange stemmer på. "Og der var én, 'ja, jeg stod altså og vaskede op, da jeg hørte det i min radio'. I virkeligheden er klagebrevene jo det sjoveste."
Derfor irriterer det også Selvsving, at det efterhånden er blevet så accepteret og ligefrem populært blandt politikere og kendte mennesker at blive parodieret - det tager nemlig biddet ud af satiren.
"Jytte Hilden står og klapper i sine små fedtede hænder, når vi laver en parodi på hende." Lars le Dous ser ærgerlig ud og fortsætter. "Og når vi har lavet noget, som vi selv synes er en smule hardcore - som f.eks. sketchen med Lars Klingert og Natterevnen, så kommer han bagefter til os og synes, at det er rigtigt godt. "Så var der også en parodi på mig i et andet program, men den var ikke så god. Jeres var lidt bedre." Jamen, prøv da lige og hør, hvad vi siger om dig, mand. Jeg ved snart ikke, hvad man skal gøre, om man virkelig skal trække bukserne ned på folk og jage en stor jernstang op i røven på dem."

Vid og bid
Jernstænger er måske så meget sagt, men måske er kontroversialitet ikke længere så afhængig af, hvem man hænger ud, men snarere hvordan man gør det. Når Casper Christensen og Tæskeholdet gør grin med Jørn Hjorting, så giver det genlyd, fordi de sviner ham til på en højtråbende og ikke særligt subtil eller smart måde.
Selvsving holder sig til den intelligente satire, som godt nok kan blive højtråbende - men man er ikke i tvivl om, at der er tale om satire med et vist indhold - og så trækker de grænsen, når det ikke længere er sjovt, men bare perfidt.
"Vi gør det for at lave et sjovt program," fastslår Lars le Dous, "det er nr. 1. Nr. 2: Kan vi bruge satiren som virkemiddel nogen steder? Og det gør vi jo, når vi skal lave et sjovt program. Man kan godt lave et indholdsløst program, som er sjovt, men det bliver lidt tamt i længden."
Den traditionelle opfattelse af satire med bid i er, at den skal have en eller anden form for politisk indhold - gerne meget direkte med en parodi på en politiker, så der ikke er noget at tage fejl af.
Men det gælder ikke for den stil, som Selvsving har lagt sig til med larmende og skarpe mediesatirer, der ofte kalder på både smilet og latteren.
"Jeg vil ikke sige, at der er mindre bid i vores. Der er et anderledes bid". Lars le Dous ser eftertænksom ud og fort-sætter, "jeg synes måske oven i købet, at der er mere bid i vores, end der har været i de seneste par års satire. Hvis man forveksler bid med, at man har mere med om politikere eller racisme... Det er jo slet ikke det samme."
Her tager Oliver Zahle over. "Det har jo også noget at gøre med, at der er sket nogle forskydninger. Tv-værter, kultur-folk o.s.v., det er dem, der har magten. Det er dem, som er nutidens rockstjerner. Politikerne er ikke så fjerne fra os, som de var tidligere."
"Det er stadig interessant at lave politisk satire", indskyder Lars le Dous, "men politisk satire er ikke ensbetydende med, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert." Og, supplerer Oliver Zahle, "det er meget mere kompliceret i dag. Hvis du vil lave bid, så skal du gå ind og splitte EU-traktaten ad og vise folk, hvor latterligt det hele er - eller et nyt lovforslag, som er fuldstændigt grotesk."

Højredrejning

Men hvor kigger man hen, når man skal fylde en halv time hver søndag formiddag? I følge Jens Korse, der er den usynlige og stille trediedel af Selvsving, er det de brede linier, som har gruppens store interesse.
"Vi tager mere fat i nogle tendenser i tiden, end den der gammeldags satire som UHA-UHA-traditionen. Jeg så til morgen en anmeldelse af Svikmøllen og Blæksprutten, og der skrev de også, at det er sådan lidt gammelmands tis. Der er lidt en trend for politisk korrekt satire, hvor man siger, at politikerne er dumme. Og det er de jo også, men det synes alle de andre også."
F.eks. har Selvsving været meget optaget af den tydelige højredrejning, som har præget Danmark i nogen tid, og som blev meget tydelig op til det nyligt overståede kommunalvalg.
Lars le Dous forklarer det med deres ansvarlighed overfor sig selv som mennesker: "Da højredrejningen virkelig begyndte at markere sig, syntes vi, at det var vores pligt at tage det op - den kunne vi ikke lave nok om i vores program. Vi fokuserede på højre-drejningen, og hvor fjollet den var. Der er ingen, som har kigget på, hvad helvede det ville føre med sig. Der er nogle ganske få artikler, der peger på det, men det er jo ikke dem, befolkningen læser."
"Men det er en tendens i tiden", indskyder Oliver Zahle. "Der har jo ikke været nogen udsendelser, hvor vi har snakket som Pia Kjærsgaard. Vi laver jo grin med højredrejningen, med dem der synes, at det er rigtigt, hvad Pia Kjærs-
gaard siger. De ukendte kommunalpolitikere, som blev fundet i Føtex, og som nu er valgt ind i Borgerrepræsentationen." Det er dog ikke ensbetydende med, at Selvsving ville afholde sig fra også at satirisere over de venstreorienterede.
"Hvis der var en drejning mod Enhedslisten i befolkningen, så ville vi også reagere på det." Jens Korse ser ud som om, han mener det, og Lars le Dous gør sit for at bakke ham op. "Vi reagerer på alt, hvor store mængder af befolkningen pludselig gør et eller andet, eller det pludselig er blevet moderne at synes det. Så prøver vi lidt at synes det andet også." I det hele taget synes trekløveret, at fanatikere af enhver slags er taknemmelige og oplagte ofre for deres skarpe radio-røster.
"Samtidig må man jo sige", indskyder Oliver Zahle, "at satiren er båret af vores egne holdninger til tingene. Megen satire og humor er båret af, at man synes, at noget er for dårligt, af vrede eller had."

Humor som våben
Spørgsmålet er så, om det virker efter hensigten. Om folk forstår, hvad det er gruppens satire handler om.
"Det er jo dig på den anden side af højttaleren, der må afgøre det". Oliver Zahle ser en smule usikker ud, mens han tænker højt. "Jeg ved sgu ikke, hvordan det virker. Jeg håber, at det virker, at folk synes, at det sgu egentlig er meget godt set."
Men ingen tvivl om, at humoren er et stærkt våben, når det kommer til budskaber. Som Jens Kaarse så skarpsindigt indskyder det: "Jeres Pia Kjærsgaard-reklame virker også ti gange bedre, fordi den er sjov." Han taler selvfølgelig om Informations egen-annonce, der gav Pia Kjærsgaard et mere menneskeligt ansigt ved at nuancere hende en smule.
"Humoren er et stærkt vå-ben," fortsætter Lars le Dous. "Se bare hele reklamebranchen - alle de reklamer, der bliver præmieret, som dem der trænger bedst ind, er dem med humor. Man har altid kunnet stå og råbe politiske slogans i hovedet på folk, men hvis man kunne lave noget som f.eks. "HVAD SKAL VÆK, BARSEBÄCK," fordi det var lidt sjovt og lidt smart, så kunne det bruges."

Lydbilleder
En anden ting som virkelig adskiller Selvsving fra tidligere tiders radiosatire er den meget bevidste og dygtige brug af mediet og alle dets muligheder - en evne, der gør, at nogle af deres mere afdæmpede indslag skaber så gode illusioner, at man må tage sig i at blive narret. De skaber, med egne ord, detaljerede lydbilleder, hvor også deres professionelle omgang med musikken i form af originale hits med nye tekster tilføjer sketchene en ekstra dimension.
Noget de ifølge Lars le Dous har lært på Børneradio. "Vi laver simpelt hen nogle lydbilleder, hvor det er som at være der selv. Lydtapetet er hamrende i orden. Alle de lyde, der er der, er lagt på. Teknikeren har siddet og arbejdet med den dør så lang tid, at den lyder fuldkommen rigtigt. Vi laver jo radio for helvede."

*Selvsvings dobbelt-cd og bog udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu