Læsetid: 2 min.

Jospin afviser anklager fra Haag

18. december 1997

"Uacceptable og skandaløse insinuationer" kalder den franske regering de beskyldninger, som anklageren ved FN-tribunalet i Haag har fremsat mod Frankrig

Paris
Den franske regering har med indignation taget til genmæle mod beskyldningerne for at holde hånden over krigsforbrydere i den del af Bosnien, der er under fransk militær kontrol. I Nationalforsamlingen har premierminister Lionel Jospin betegnet disse beskyldninger - fremsat af anklageren ved FN-tribunalet i Haag, Louise Arbour, og støttet af dele af den franske presse - som "uacceptable" og som "skandaløse insinuationer".
Frankrig er fast besluttet på, sagde Jospin, at ingen krigsforbryder skal kunne unddrage sig retsforfølgelse og "ingen forbrydelse forblive ustraffet".
"Frankrig agter at handle med dette for øje i samarbejde med sine allierede og med anklagemyndigheden ved FN-tribunalet", tilføjede Jospin. Han understregede, at den internationale freds- og interventionsstyrke SFOR handler under en integreret kommando, ikke under "nogen politik, der bestemmes af de franske myndigheder eller de franske officerer".
Udenrigsminister Hubert Védrine, der tirsdag deltog i et møde i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, har ligeledes tilbagevist Louise Arbours beskyldninger. "Frankrig kan ikke acceptere de skandaløse og urigtige beskyldninger om, at krigsforbrydere føler sig i sikkerhed i den sektor af Bosnien, der er under fransk militær kontrol", sagde han. Dagen før havde Védrine haft et møde med Louise Arbour i det franske udenrigsministerium, hvor de havde en ret skarp udveksling af synspunkter.
Hverken premierministeren eller udenrigministeren har imidlertid villet kommentere den udtalelse af forsvarsminister Alain Richard, der har udløst polemikken. Richard erklærede i sidste uge, at franske officerer "aldrig" ville få lov til at optræde sin mundtlige vidner ved FN-processen i Haag, som han foragteligt betegnede som "justits-skuespil".
Uden at komme ind på denne udtalelse sagde Védrine: "Frankrig samarbejder med FN-tribunalet på sin egen måde - gennem skriftlige vidneudsagn som svar på spørgsmål. Man har ikke lov at behandle redningsmandskab på linje med bødler". Udenrigsministeren hentydede hermed til tidligere franske indvendinger mod at udsætte officerer for krydsforhør som vidner i retten, som om de var anklagede.

NATO forsvarer Frankrig
Frankrig er blevet taget i forsvar af NATO's generalsekretær, Javier Solana, der har understreget, at "den politik, SFOR følger over for krigsforbrydere, er fastlagt af Det Nordatlantiske Råd", altså ikke af de enkelte stater.
I Washington har Det Hvide Hus' talsmand erklæret, at USA "ikke er informeret om nogen konflikt med den franske regering" vedrørende behandlingen af krigsforbrydere. Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand mente imidlertid, at Louise Arbours udtalelser gav anledning til "alvorlig bekymring", og opfordrede de franske tropper til at arrestere krigsforbrydere, "hvis de finder nogen".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu