Læsetid: 2 min.

Jul i VM-skakkens tegn

29. december 1997

Stormestrene måtte også knokle i helligdagene

SKAK
For de sidste overlevende i det igangværende skak-VM i Groningen har julen været en ufredelig affære. Runde 5 blev udspillet den 20.-22. december, og den 23., 24. og 25. kæmpede de fire semifinalister om en plads i 'kandidatfinalen', der spilles bedst af fire partier og er berammet til den 26. til 30. december.
Vinderen af denne finale har - udover æren og et millionbeløb - sikret sig en flybillet til Lausanne, hvor han med byens berømte OL-museum som ramme i de første otte dage i 1998 i den egentlige VM-finale skal dyste mod Anatolij Karpov, der af FIDE har fået det helt urimelige privilegium, at han kan møde frisk og udhvilet frem for at forsvare sin titel.
Information følger naturligvis VM-braget, og de første skakspalter i det nye år vil være helliget det omfattende partimateriale fra udskilningsløbet mellem de 97 stormestre - og de seks efterfølgende finalepartier, forstås.
Skak-VM har betydet, at læserne i første omgang har måttet undvære den traditionelle julekonkurrence, men ud fra mottoet at en skaklig bagjul er bedre end slet ingen skakjul, præsenterer vi her en lille opgave, som sikkert kan skaffe lidt hovedbrud til nytårsdagene (hvis tømmermændene da ikke sørger for det):
Kravet lyder i sin enkelhed: hvid trækker og sætter mat i to træk. Vi understreger, at der ikke er tale om nogen upassende nytårsspøg, men at opgaven nok stiller visse krav til læsernes kreative tænkning.
Vi sætter atter en flaske god whisky på højkant - og er large med fristen: besvarelsen skal være fremme senest mandag den 19. januar 1998 på adressen: Informations Skakredaktion, St. Kongensgade 40 C, Postboks 188, 1006 København.

Usikre spåfolk
Sidste års julekonkurrence stillede krav til læsernes profetiske evner. Vi bad blot om et ja eller et nej til syv udvalgte spørgsmål, men de var åbenbart meget udspekulerede, for ingen læser havde alle syv rigtige - og derfor går whiskyen til den eneste spåkvinde med seks rigtige: Karin Mortensen fra Frederiksværk. Tillykke!
De syv rigtige svar:
1) Ja, Iljumzjinov er stadig præsident for verdensskakforbundet FIDE.
2) Nej, der blev ikke truffet aftale om en VM-match mellem Karpov og Kasparov (Det eneste spørgsmål, Karin Mortensen kiksede på).
3) Nej, Judit Polgar nåede hverken at banke Kasparov eller Karpov i et regulært turneringsparti.
4) Nej, Curt Hansens internationale ratingtal var ikke over 2600 pr. 1. december 1997 - det var faktisk præcis 2600.
5) Nej, Peter Heine Nielsen genvandt ikke DM ved påske-stævnet i Esbjerg - vinderen blev jo Lars Bo Hansen.
6) Ja, det lykkedes endnu engang Bent Larsen at vinde en international turnering - sidst på året på hjemmebane i Argentina.
7) Ja, Dansk Skak Union præsterede endnu engang sit utrolige kunststykke ved tilrettelæggelsen af divisionsturneringen 1997/98: traditionen tro er 3. runde placeret før 2. runde. Som Ib Hansen i sin tid sang som hofglassliberen i Jomfruburet: Sådan har det været før, sådan er det nu ...Løsningen på skakopgaven fra partiet Lima-Quinn var: 1. f8D+, Txf8 2. Dxf8+, Kxf8 3. e7+, Kg8 4. e8D+, Sxe8 5. Txe8+ - og mat. Meget smukt - de blokerede hvide fribønder og dronningen ofrede sig, så hvid kunne sætte mat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu