Læsetid: 3 min.

Julefreden sænker sig ikke

29. december 1997

Den Sociale Døgnvagt og politiet lapper på julens familiekriser indtil festen er forbi

Antallet af familiekonflikter med bund i alkoholisme eller vold falder i julen, men tilsyneladende kun for at dukke op til overfladen med fornyet styrke i begyndelsen af januar. Det viser et minirundspørge, Information har foretaget parallelt med det officielle Danmarks julelukning.
I Dannerboligernes statistik over henvendelser fra voldsramte kvinder, falder tallene for december ca. 30 pct. i forhold til forudgående måneder, for atter at stige med 20-25 pct. i januar. Ifølge Anne Katrine Rasmussen fra Grevinde Danner-stiftelsen er der tale om en årligt tilbagevendende tendens.
"Vi ved, at volden er der, men der skal meget til for at man henvender sig netop i de dage, og i særlig grad når man har børn," siger Anne Katrine Rasmussen: "man vil hellere holde vejret og vente til familieforpligtelserne er overstået. Da jeg startede her, troede jeg, at henvendelser om vold var hyppigst i weekender og omkring højtider. Men sådan forholder det sig ikke, for det er lettere at flytte sig, når manden er på arbejde."
Samme tendens tegner sig hos familier hjemsøgt af alkoholisme:
"Julen er fredelig. Men følgerne efter julen ser vi først på den anden side af nytår," siger Solvej, der er medarbejder på Helios Fondens behandlinsghjem Skovgaardshus ved Ebeltoft.
Skovgaardshus behandler efter Minnesotamodellen, der i modsætning til offentlige behandlingstilbud er åben for personlig kontakt og bistand i juledagene.

Mere på spidsen
"Antallet af telefonopringninger stiger, og familekonflikternes karakter er ofte sat mere på spidsen," siger Solvej, "med så mange helligdage sammen opstår der større konflikter end i hverdagene, og desuden er det mere legalt at man drikker meget i juledagene. Det gør det nemmere for alkoholikeren at 'gemme sig', men fører så til gengæld til større konflikter i hjemmene."
"Det klientel, vi tager os af, er de egentlige alkoholikere, som i mange tilfælde er gode til at holde sig fra varerne i nogle dage. Men de, der holder sig tilbage, venter bare til lidt senere, og forskellen på dem og andre er, at de ikke stopper igen, selv om festen er slut."
"Den, som har problemet, er den, som sidst erkender det. Og der kan juledagene være en anledning til, at pårørende tænker, at nu er det simpelt hen for meget, at nu er han/hun døddrukken igen, og så henvender de sig til os," siger Solvej.
Også på Den Sociale Døgnvagt er der tendens til stigning i antallet af henvendelser efter jul og nytår.
"Det, der går galt i julen, går meget mere galt," siger Majken Tingstrøm fra Den Sociale Døgnvagt, "fordi de hjælpeforanstaltninger, der normalt eksisterer, ikke er der. "
Ifølge Majken Tingstrøm er de sager, Den Sociale Døgnvagt betjener i julehøjtiden, af samme type som dem man ser resten af året. Men der er også særlige juleopgaver:
"Hvis børnene er anbragt uden for hjemmet, kan de være på juleferie hjemme, og der tager vi så på julebesøg. Men de fleste institutioner kan tage dem tilbage, hvis det slet ikke går. Der er dog en del institutioner, der er lukket helt ned," siger Majken Tingstrøm.

Fleksibel hjælp
- Burde flere offentlige tilbud holde juleåbent?
"Ja," siger Majken Tingstrøm, "men der er jo os, og vi er nogenlunde fleksible og kan kalde ekstra personale ind, hvis det er nødvendigt. Men vi tager ikke mere end de første spadestik."
Børn i krise får følgende meddelelse, hvis de ringer til Børnetelefonen i julen:
"Hej, det er børnetelefonens telefonsvarer. På alle helligdagene er der lukket, men den 23., 29. og 30. december har vi åbent fra 14 til 16.30. Vi håber du har en god jul og et godt nytår, og vi håber at høre fra dig."
Joan Søstrenes telefonsvarer oplyser, at man holder lukket til 5. januar 1998.
Frederiksberg alkoholambulatoriums telefonsvarer oplyser, at man holder åbent hverdage mellem 9 og 16.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu