Læsetid: 4 min.

Julesjov - eller juleflov?

6. december 1997

Hvem kan egentlig præstere en skarp satire i dagens Danmark? Eller: Møder Daisys nytårstale overhovedet jævnbyrdig konkurrence?

Julen får satiren frem på teatret. Under dække af forfjamskede nissehuer og slidte julerim ser entertainerne deres chance til at ramme os, når vi sidder med tænderne i ris à la manden og ikke kan forsvare os med andet end at spytte mandlen ud igen.
Først hylder de julen. De skal jo lokke tilskuerne indenfor med søde ord om teatralsk julehygge - og ikke mindst fravriste dem en anseelig del af julegavebudgettet til de ofte
ublu billetpriser, der glider bedst ned sammen med glögg af den hjemmebrændte slags. Og når det først er lykkedes, skal de selvfølgelig forsøge at få tilskuerne til at føle sig velkomne og godt tilpas i sæderne.
For så går det løs. Den olme karakteristik af den virkelige juledansker vælter ud over den hidtil så smilende tilskuerskare, der langsomt bliver svitset over brændende adventskranse og dyppet i klejnefedt. Nu skal der renses ud i psykerne - der skulle jo nødigt sidde gamle rester af dansker-selvtilstrækkelighed tilbage, når de samme entertainere lige så gerne hudfletter os i slutningen af måneden og 'hjælper' os ind i det nye år.

Juleøl-forudsigeligt
Sådan er julerevyerne, tilsyneladende i hvert fald. For som tidligere nævnt i en anmeldelse blev jeg i hvert fald skuffet over Peter Larsens julespanking - Peter Larsen på Jul - på Helsingør Sommerteater. Denne begavede samfundsrevser spiser her publikum af med gammelkendte sandheder og personer, der ligner hans 'gamle' tjener Frandsen og Erna Iversen så meget, at ingen bliver rystede.
Tværtimod føler folk sig måske blot for alvor trygge: Til jul kommer både julebryggen og Peter Larsen - skål!

Jule-blondine
Fuld af forventninger om en alternativ julecabaret drog jeg derfor til Café Teatret og foyerforestillingen Livet er ikke en dans på Rhodos, der spiller frem til 20. december. Sådan lidt anti-jul kunne måske byde på den skarphed og satiriske veloplagthed, som de traditionelle juleshows døjer med at opretholde.
Plakaten for løjerne viste i hvert fald et lovende hold spillere, anbragt i et badekar med svungne løvefødder - og alle med samme briller og paryk: Michel Castenholt, Dorrit Stender-Petersen, Pauli Ryberg, Charlotte Munksgaard og Laura Kvist
Poulsen.
Men ak. Forestillingen viste sig hurtigt at være en ond-i-sulet-udgave af Den Svegne Hustrus Hævn - efter replikmønstret 'Tiden går - und ich auch'.
Flemming Klems tekst rammer godt nok ned i 90'ernes klichéer med vid og god timing - "bare fordi man er over 30, kan man da godt have det sjovt". Men ordene forbliver hovedsagelig på det harmløse make-up-plan - "det skider vi grønlændere da på. Vi er sponsoreret af Max Factor!".
Charlotte Munksgaard sørger desuden for tidens måske bedste blondine-parodi som den svegne Rikke, der må helt til Rhodos for at tage sin drabelige hævn. Alligevel forbliver teksten ved banaliteterne - end ikke et oplagt Tina Kjær-pip bliver det til undervejs.
Til gengæld burde Michel Castenholt glide rent ind på hitlisten over bedste pop-parodi med sin indfølende stemme i sangen 'Åh, Rikke'. Men det er jo ikke ligefrem dén slags parodi, man typisk ville forvente af et jule-show på det ellers så slagkraftige Café Teater. Eller også har sidste års juleforestilling En verdensomsejling under bordet af Bo hr. Hansen bare skabt for høje forventninger, i hvert fald hos mig.

Sort saga
Så var der faktisk mere sort humor at hente i - Jazzhouse. For her havde den islandske guitarist Björn Thoroddsen i tirsdags indtaget scenen med den svenske trommeslager Per Arne Tollbom og den danske bassist Ole Rasmussen.
Den islandske sanger, komponist og skuespiller Egill Ólaffson - der senest spillede Peron i Reykja-viks opsætning af musicalen Evita - introducerede nemlig sine numre med levende fortællinger fra de blodige islandske sagaer. Og her var der tilsyneladende ingen ende på den friske og almengyldige samfundssatire eller gode, kontante råd om nedsaltning af magtsyge politikere - og kulturpolitikere velsagtens også. Men et egentligt juleshow var denne opløftende engangsbegivenhed selvfølgelig ikke.

Flemming & Kai & Co.
Juleshow kan man til gengæld opleve en hel del andre steder, ikke mindst i Storkøbenhavn. På Bellevue Teatret spiller Flemming Jensen og Ann Hjort op til både Torben Kjærs Kvartet og Black Light Theatre fra Prag i forestillingen Julen er hjerternes hest (frem til 20. december). Og på Amagerscenen er der nu også juleløjer for de voksne, nemlig Kai Løvrings En mere på Kai'en, der spiller helt frem til nytårsaften.
På Sceneriet på Det ny Teater byder London
Toast Theatre atter på The Crazy Christmas Cabaret (frem til 22. december) - denne gang under titlen The rise of King Ar-thur. Og i Kanonhallen gør Mammutteatret sig klar med en julesatire fra i morgen søndag og til 21. december under titlen Halen der logrede med hunden.
Spørgsmålet er, om nogle af disse formår at ramme den råhed og pågåenhed, som forvandler det forudsigelige juleflov og julesjovet til juleshow - og morskaben til egentlig satire. Eller om Dronningens nytårstale snart er alene om dén åndelige spank, som vi tilsyneladende sådan higer efter her i den søde juletid.
Halleluja, Daisy!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her