Læsetid: 5 min.

Julesorgen

24. december 1997

O, måtte vi kun den
glæde se,
før vore øjne lukkes
Da skal, som en
barnemoders ve,
vor smerte sødt
bortvugges!
Vor Fader i Himlen! lad
det ske!
Lad julesorgen slukkes!

FRIE ORD
Med ovenstående strofe afsluttede Grundtvig julenat 1825 sin Velkommen igen, Guds engle små. Som kun store kunstnere forundt lykkes det Grundtvig at fremstille noget uhyre komplekst på så enkel en måde, at salmen siden er blevet utrolig skattet, for den kan enhver forstå. Først englenes dejlige solskinsklæder i jordens skyggedale - og midt i vintermørket. Enhver hedning kan frit lægge sit eget solhvervshåb ind i første strofes to sidste vers: Trods klingrende frost godt år I spå/ for fugl og sæd i dvale! I næste strofe kan enhver genkende julekortet af sneen på kirkesti, og da alle og stadig enhver kender julenervøsiteten ved al den lykke, der helst skal lykkes på ufatteligt få timer fra (eventuelt) kirkegang til (i hvert fald) gaveudpakning med gås/and/flæskesteg i midten, har ingen derfor heller vanskeligt med digteren at bede englene om ikke at udbære vor jul; derpå tør nok vi lide.
Og skønt der i år i bare dette lille land efter handelsstandsforeningernes skøn er spenderet ikke mindre end treogtyvetusinde millioner inflationssikrede, hårde danske valutakroner på at fejre det lille Jesusbarn (tusinde millioner kroner pr. dag i julemåneden), så er det alligevel så dejligt ydmygende i tredje strofe at blive mindet om, at vi egentlig alle sammen bor i lave hytter, hvor kun armod er derinde. Åndelig armod, forstås. Navnlig hos alle de andre, der virkelig har købt alt for mange og alt for dyre og komplet overflødige, ja, økologisk og psykisk skadelige julegaver.
Så vidt så godt. Nu kommer dog det bedste, de efterfølgende fire strofer, der følger puslingerne (oprindelig skrev Grundtvig rollingerne) fra søvn over drøm til opvågnen og fuldendelsen på salmens tonestige, hvor Guds engle vandrer op og ned og vor Herre selv byder Guds fred til dem, der efterhiger den, nemlig Guds fred.
Da åbner sig Himlens borge-led,/ da kommer ret Guds rige!
Hvilket chok eller hvilken befrielse, da slutstrofen, den ottende, pludselig afslører, at det hele er en drøm, et håb: O, måtte vi kun den glæde se,/ før vore øjne lukkes.
Juleglæden erkendt som julesorgen.
Omend - som enhver sand sorg - indlejret i håbet om, at den må slukkes.
Det er hverken masochisme eller sadisme, kunstneren finder sine stærke udtryk for, og slet ikke det sædvanlige fnidder om det berettigede eller uberettigede i at lufte en mere eller mindre halvdårlig samvittighed over kommer-cialiseringen og stressen og forfladigelsen og forædelsen og hvad det altsammen hedder. (Hvilket ikke skal misforstås: Samvittighed er skam ikke at foragte, navnlig hvis indrømmelsen af at den er dårlig, for ikke at sige rigtig skidt, sætter bare en smule grænser for grådigheden og griskheden).
Det er sorg, Grundtvig digter ud: En smerte, som håbet om forløsning for, finder sit mest vidunderlige billede i barnemoderens ve, der i forløsningen sødt bortvugges.

GRUNDTVIG betragtede selv slutstrofen som for privat til at tilhøre en salme for menigheden. Hvad vedkom han egne sorger Guds syngende folk? Først senere blev den ottende strofe offentliggjort i Salme- og Højskolesangbog.
I dag er det for mange netop dette private hjertesuk, der forlener salmen med en sandfærdighed, der adskiller den fra mange af julens andre salmer. Skønt mange også spørger, hvad meningen egentlig er med den julesorg?
Forskningen ved i dag meget at berette om Grundtvigs private sorg julenat 1825, men er det svaret på ottende strofes mærkelige gennemslagskraft i såkaldte moderne sind?
Forskningsresultaterne kan fremlægges, så de giver mere almen mening, selv i dag. Alligevel vil jeg lade dem ligge og gå omvejen (der ifølge Shakespeare fører til målet) via Michelanchelos store karton fra begyndelsen af 1520-erne, der er gengivet her på siden. Også på det ser Maria bort fra barnet. Med kun én undtagelse gør hun det på alle Michelangelos 'julebilleder' af barnemoderen, hvis véer ellers er forløst. Undtagelsen er den Doni-tondo, der kan ses i Uffizierne i Firenze og som i kompleksitet måler sig med Grundtvigs juledigt, mindst. Reglen er, at forløsningen hos Michelangelo ikke sødt har bortvugget Marias julesorg. Malerens og billedhuggerens private grunde til at fastholde sorgen giver bl.a. Leo Tandrup mange bud på i sin store bog om mesteren fra 1991. Men også her er, som for Grundtvigs vedkommende, den dybestliggende grund, at Maria ved, hvad der venter drengen.
Udstødelsen, korsfæstelsen og døden.

ER DER NOGEN forløsning for den sorg? Opstandelsens påskemorgen, vil Grundtvig svare. Men følger Dommedag ikke efter? spørger Michelangelo. Og enhver, der har set hans gigantiske dommedagsbillede på endevæggen i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom, undgår ikke en påtrængende følelse af en næsten dæmonisk tvetydighed.
Over for det lille Jesusbarn, der ifølge den kristne trosbekendelse skal komme igen for almægtigt at dømme levende og døde, havde Grundtvig også store anfægtelser. Både her og i bekendelsen af Maria som jomfru, skønt hun er forløst med et menneskebarn af kød og blod, er hinsidigheden på spil. Skulle Jesus virkelig have en præeksistent eksistens i intethedernes intethed, hvor han før skabelsen hjalp sin far med at koncipere konceptet af det, der siden blev til Big Bang, eller hvad man nu kalder det? Vendte han efter lidelsen og begravelsen tilbage til denne intethed for at genindtage sin plads ved den almægtiges højre side som Verdens-styrer og til sidst -dommer?
Hvor mange selv kristne deler i dag disse anskuelser?

DERIMOD optræder de nu i særdeles udbredte forstillinger om, at mennesker er i besiddelse af en rationalitet med hvilken natur og samfund kan styres og al lidelse bortdømmes til evig fortabelse.
Samtidig med at det er denne rationalitetsforgudelse i teori og praksis, der er ved at tage magten fra mennesker, så hverken natur eller medmennesker kan begribes og behandles som andet end objekter for vores styringsmidler, hvad enten det er penge eller genteknologi.
Julesorgen bliver pludselig erkendt som juleglæden: Der er grænser for vores magt. Men der er ikke grænser for vores glæde. Det er muligt at hilse englene med dejlige solskinsklæder på velkommen uden at fornægte julesorgen til sidst. Den er det tværtimod, der gør underet så meget større. At det kan ske, at en barnefødsel bliver til glæde, skønt grænser, lidelser og døden er barnet vis.
Det ikke bare kan ske. Det sker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu