Læsetid: 4 min.

Kærligheden sejrer til sidst

24. december 1997

Klassisk drama forløst på Det Kongelige Teater med den nye opsætning af Mozarts opera 'Idomeneo'

OPERA
Premierestemningen var ikke til at tage fejl af. Mandag aften forenedes alle kræfter i Det Kongelige Teater, der gav den første sceniske opførelse i Danmark af Mozarts opera Idomeneo.
Mozarts værk er ikke umiddelbart en festlig sag, selv om operaen i den aktuelle opsætning slutter med champagne og boblende fest-stemning. Det er et værk som fastholder menneskelige lidenskaber som kærlighed, jalousi, hævngerrighed og tilgivelse. Og dette i meget stramme former, såvel i det arkaiske sprog som i de musikalske formuleringer.
I Idomeneo er det historien om mennesker, der er havnet i passionens vold. Et medrivende drama. Næsten ufatteligt at et så fortættet musikalsk og tekstligt univers kan skabes af en 24-årig komponist. Mozart satte den klassiske historie, med libretto af Giambattista Vareso, i musikalsk bevægelse og skabte en af 1700-tallets mest dramatiske og dybt bevægende opera seria-forestillinger.

Søn som offergave
Historien i Idomeneo er enkel. Handlingen foregår på Kreta efter den Trojanske Krigs afslutning (ca. 1200 før Kristus). Kongen Idomeneo er på vej hjem fra krigen. Han har sendt et par fanger i forvejen, heriblandt den trojanske Kong Priamos' datter Ilia, der hurtigt efter ankomsten bliver lun på Idomeneos søn, Idamante.
Imidlertid vil den lidenskabelige Elektra, Kong Agamemnons datter, som efter mordet på hendes moder, Klytemnestra, har søgt tilflugt på Kreta, også gerne have fat i Idamante. Et trekantsdra-ma og en klassisk problemstilling.
Problemerne tårner sig op, da Idomeneo er ved at være hjemme. Da kommer han ind i et frygteligt uvejr og havets gud redder ham fra skibbrud. Til gengæld skal Idomeneo som takkeoffer dræbe det første menneske, han møder. Det viser sig, at dette første menneske er Idomeneos egen søn, Idamante.
Det er selvsagt en problematisk situation, som først finder sin løsning kort tid før værkets afslutning.

Frihed i tolkningen
Operaens sujet har foranlediget til en nøgtern opsætning på Det Kongelige Teater: Enkel scenografi med umisfor-ståelig farvesætning og symbolfigurer. Den alvorlige situation kalder ikke på omsiggribende ornamenter eller morsomme påhit.
Alligevel brydes den ellers så homogene opsætning med Elektras persontegning. I den aktuelle opsætning falder hun uden for den højstemte patos. Hun tildeles en næsten komisk rolle - lidt overraskende fjollet skal hun ned i orkestergraven og rase over tingenes tilstand for derefter at flygte ud af personaleudgangen.
Man spekulerer som tilskuer på, om der er belæg for i den grad at gøre Elektra til en komisk figur.
Men guderne skal vide, at Iréne Theorin udfyldte rollen som Elektra til fulde. I kraft af et stærkt scenisk nærvær og en pragtfuld stemme, erobrede Theorin al opmærksomhed om sin figur. Faktisk i en sådan grad, at man kom til at holde med hende, fik sympati for hendes mission.
Måske Theorin virkede så stærkt, fordi hun træder ud af de højstemte scener som en ny farve, en ny mulighed ved siden af det storladne og patetiske. Det giver et mentalt ryk og forestillingen gives et nyt perspektiv. Det betyder en variation af traditionen, en surprise, en ændring i forhold til det gældende - en frihed, som den Mozart også pludselig kan slippe løs midt i musikken, netop fordi den hviler på en tradition.

God holdpræstation
Guden Poseidon kommer ind som en deus ex machina i allersidste øjeblik og redder trådene ud. Poseidon afstår sit krav om offergave, hvis Idomeneo vil overgive sin kongeværdighed til Idamante, som så skal bestige tronen med Ilia som sin dronning. Kærligheden sejrer og alle kan ånde lettet op.
Det fører til et næsten pjattet champagnebrus i nærværende opsætning med skålende korsangere på balkonen. Et festligt indslag - fra fjerpen og stilren opsætning i sæk og aske til klink med champagneglas og løssluppen feststemning. Man ved ikke om man skal grine eller græde. I stedet fastholdes opmærksomheden ufrivilligt omkring intonationsproblemer i de dybe strygere, og omkring den bas i koret, der hele tiden kommer en smule for tidligt ind. Det sidste burde være en smal sag for Kaare Hansen at rette ind ved kommende opførelser.
Kaare Hansen har ellers gjort det igen: Lært Operakoret at synge, så det er en fornøjelse at høre på. Overbevisende godt overtaget og sat sammen med orkester af kor af dirigenten Manfred Honeck.
Når forestillingen lykkedes så godt som det var tilfældet, skyldes det en rigtig god holdpræstation. Man nød Lisa Larssons sopran i rollen som Ilia, Hanne Fischers gennemsolide præstation som Idamante, og Poul Elmings sceniske udtråling i rollen som Idomeneo.

*Mozarts opera 'Idomeneo', Det Kongelige Teater, premiere mandag aften. Det Kgl. Kapel, Operakoret og solister under ledelse af Manfred Ho-neck. Iscenesættelse: Dieter Kaegi. Scenografi: Bruno Schwengl. Lysdesign: David Cunningham. Korindstudering: Kaare Hansen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her