Læsetid: 5 min.

Kærlighedens erkendelse

10. december 1997

At forgude ting fører til glemsel af kærlighed - eller er vi overhovedet elskværdige?

Ny bog
Octavio Paz, den mexicanske digter og nobelpristager, fortæller i sin indledning til Den dobbelte flamme, som er skrevet i 1993, da Paz nærmede sig de firs år, at han har følt det som et forræderi, at han ikke tidligere, på et tidspunkt, da han intenst levede kærligheden, fik skrevet den bog om erotik og kærlighed, som var så levende i hans fantasi. Når Paz så sent har fået skrevet om kærligheden som møde og kærlighedsfølelsen som en måde at erkende verden på, så kommer bogen til at blive en form for testamente, siger han.
Men i tilknytning til hans fornemmelse af forræderi, kan man så tilføje, bliver Den dobbelte flamme også et opgør med dette århundredes illusioner og en advarsel mod kærlighedsfølelsens forsvinden i takt med et voksende globaliseret marked for sex. Sådan falder bogen i to dele med en skildring af erotik og kærlighed som fænomener og kærlighedens kultur- og litteraturhistorie, og en anden del, der søger at indkredse konsekvenserne af et politisk, filosofisk og følelsesmæssigt forræderi mod kærligheden i det 20. århundredes vestlige kultur.

Kroppens digtekunst
I første del folder den store essayist Paz sig ud med sin omfattende belæsthed i verdenslitteraturen og kultur- og religionshistorien med dristige og klare analyser og perspektivrige synteser. Det er både bevidsthedsudvidende og underholdende læsning. Der skrives mange brugs- og debatbøger om sex og parforhold, og megen digtning handler om kærlighed, men egentlig skrives der påfaldende lidt om kærlighed og erotik som fænomen og betydning.
Som Paz i sin store bog om poesien og den digteriske proces Buen og lyren fra 1950'erne ser digtet som en åbenbaring og en overgivelse af mystisk-erotisk karakter, så ser han her i Den dobbelte flamme erotikken og kærligheden som en form for digtekunst. Erotikken er kroppens digtekunst siger han, en omformning af seksualiteten, der sætter parentes om forplantningen, og søger nydelsen i sig selv, ved hjælp af fantasien formes den elskedes krop ind i et mønster og ritual af mangfoldige betydningsmuligheder.
Som metafor og rytme i det digteriske sprog lader sproget udtrykke noget andet og mere end dagligsprogets og det officielle sprogs lineære og formålsbestemte kommunikative funktioner, sådan bliver de erotiske ritualers og ceremoniers forskydninger og omfortolkninger af kroppens forplantningsfunktioner og dele til kroppens metaforer og rytme.

Kærlighedsfølelsen
Gennem perspektivrige analyser af store kulturelle og religiøse tolkninger af erotikken som asketismen med platonismen, og libertinismens forsøg på af frigøre nydelsen i sig selv, når han frem til det, der er hans egentlige ærinde, kærlighedsfølelsen som samfundsideologi og mystisk forvandlingsmulighed, som den fremstår i den høviske kærlighed i det 12. århundrede. Kærlighedsfølelsen med dens oplevelse af, at den elskede er et unikt individ med en sammensmeltning af krop og sjæl fremstår som noget andet og ganske specielt på baggrund af den græske platonismes lære om begærets forvandling til stadig højere former.
Paz mener og argumenterer godt for det, at der i platonismen egentlig ikke er tale om kærlighed, fordi der er tale om en konstant udskiftning af objekter, fra den enkelte skønne krop til de mange og til det skønne, til ideen og udødeligheden. Det er en ensom vandring op ad en stige mod stadig højere former for begær og udødelighed, hvor sjæl og krop er skilt ad. Erotikken og kærligheden bliver et middel til noget højere.

Kærlighedens frihed
I forhold hertil ser Paz i opdagelsen og oplevelsen af kærlighedsfølelsen en satsning på friheden både i den høviske kærligheds frivillige underkastelse og overgiven sig til den anden og i opdagelsen af, at den anden er en unik enhed af krop og sjæl. Og i denne enhed bliver kærligheden så mål og ikke længere middel, det er kommunionen med den anden i øjeblikket, et øjeblik, der ophæver tidens strøm, der er målet. I denne kærlighedsoplevelse sker en ombytning af legeme og sjæl, en transsubstantion, siger Paz og her er selve kernen i Paz' argumentation og tro. Den elskende elsker sjælen som var den legeme og legemet som var det sjæl. Paz er dybt påvirket af kristendommen i sin fortolkning af kærlighedsfølelsen, samtidig med at han understreger verdsliggørelsen af åbenbaringen, for det er gennem digtningen, at denne besjælede kærlighedens krop kan synliggøres og kommer til udtryk.
Der er en rigdom af litterære iagttagelser, ideer og tætte lyriske beskrivelser af dette kærlighedens øjebliks kosmologiske og bevidsthedsudvidende betydning, man bliver forelsket og fyldt med ånd af at læse det.

Et fald ned i kroppen
Det er unægtelig et fald at komme til vores århundrede og nutid. Ikke blot fordi det er den rene elendighed, men også fordi denne elendighed smitter af på Paz' tænkning og skrivemåde. Vi har mistet kærlighedsfølelsen siger Paz, fordi enheden af krop og sjæl er forsvundet. Vi har gjort sjælen til krop, alt er blevet krop for os. Den erotiske frigørelse har gjort erotikken til et slaveri, mens frihedsfølelsen som indgik en uløselig forbindelse med kærligheden er forsvundet. I forlængelse heraf er kærligheden ikke længere en lidenskab men en rettighed, som vi kan gøre krav på.
Der er ét ord, der dukker op et par gange, som gør, at denne beskrivelse af kærlighedens elendighed, den politiske elendighed, manglen på sammenhæng mellem tænkning og kunst, revolutionens forsvinden som utopi, hverken gør mig kold eller varm. Det er sammenstillingen slap og moral, og jeg kan ikke, på grund af min respekt for Paz, lade være med at spørge mig selv, om oversætteren har truffet et helt dækkende valg. "Det virkelig nye her i slutningen af århundredet er den moralske slaphed i Vestens liberale samfund".
Det er som en kold klud, der får enhver bevægelse også i tanken til at stivne, og man får mærkelige syns- og hørehallucinationer, præstekjoler i gaderne og forvredne ansigter, der siger, vi ikke vil finde os i det. Alle Paz' udflugter til moderne videnskab i kosmologien, computer og hjerneforskningen på jagt efter et skabende princip og sjælens eksistens virker ikke på denne - ja - slappe argumentation.
Der er en begyndelse til at stille virkelige spørgsmål i iagttagelsen af, at vi forguder ting, ligesom vi tidligere i århundredet har forgudet ideologier. Måske vender vi vores forgudelseskræfter i falske retninger i en tiltagende abstraktion, der gør os mindre elsk-værdige?
Paz finder sjælen og poesien igen i sit afsluttende kapitel "Den dobbelte flamme" sammen med den tragiske dimension af kærligheden i sin beskrivelse af det erotiske møde og den følsomhed, det etablerer for mennesket, udsat for tidens strøm og dens ødelæggelser.
Måske er det i denne dobbelthed af udsathed og modstand, i den ømhed som Paz skriver frem i forhold til den tæring som tiden udsætter kærlighedsfølelsen for, at noget af svaret og sjælen ligger. Den dobbelte flamme har så mange kvaliteter, så man sikkert med fordel kan læse den sammen med én, man vil overgive sig til.

*Octavio Paz: Den dobbelte flamme. Oversat af Iben Hasselbalch. 200 sider. 225 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu