Det, der bevæger i det store kunstværk, er det, det betyder for det bedst mulige liv, siger kunsthistorikeren Leo Tandrup, der her giver sit bud på den gode kunst: Den skal højne mennesket
INTERVIEW
Shakespeare kigger ned på én fra et billede over døren, når man går ind i kunsthistorikeren Leo Tandrups arbejdsværelse på førstesalen i den lille rødstensejendom i Horsens. Lugten af gamle bøger strømmer én i møde, mens øjnene registrerer reproduktioner af klassiske gipsskulpturer og de mange malerier på væggene. Midt på det overfyldte skrivebord knejser en meterhøj kopi af Donatellos Amor-Atys og ved hans fødder ligger Tandrups nye bog, Mefistos Mareridt - Guds forødte hus.
"Jeg vil ikke kunne have lavet denne analyse, hvis ikke jeg havde været omgivet med kunstværker, først læst Sophus Claussens digte og læst Shakespeare og Cervantes," forklarer den 62-årige historiker og får et glimt i øjnene.
Det er ikke mere end fem år siden, at han tog livtag med en af kunstens allerstørste giganter i sin bog Michelangelo. Skønhedens gru. Denne bog var ved at knække Tandrup selv, men alligevel har han nu begået endnu en bog: 548 sider om det vestlige menneskes fødsel i gotikken og renæssancen, og om hvordan kunst og kultur er blevet udhulet og er forfaldet i de sidste tusind år.
Det er et voldsomt opgør med det herskende menneske- og kunstsyn blandt moderne kunstnere.
"De er blevet til ø-individualister, som ikke interesserer sig for de mennesker, der er deres publikum. Og når de ikke gør det, så er i de grunden ikke interesseret i fællesskabet mere. De moderne kunstnere er i udpræget grad repræsentanter for en civilisation, hvor fællesskabet er gået til grunde," siger Leo Tandrup.
I stedet for den herskende værdirelativisme og moralsk forfald håber han på skabelsen af en ny kultur, der igen søger mod Det skønne, Det gode og Det sande.
Men i dag befinder vi os nær et nulpunkt for kunsten og historien.
"Universaliteten og sansen for det fælles historiske rum er brudt. Tidligere mente man, at hvert slægtled står på skulderen af det foregående led. I kunsten illustreres det med at Jesus-barnet står på skulderen af Maria. Han overtager hendes erfaringer og behøver ikke at begå alle hendes fejltagelser."
"Men det sker ikke i dag. Et barn står ikke på skulderen af forældrene, men må gøre sine egne erfaringer, fordi forældrene lever så forhutlede med hinanden," siger han.
"Fortvivlelsen har næppe nogensinde været så dyb, melankolien så fortærende og tomheden så udtalt. En nihilistisk sukken, en sygelig træthed gennemsyrer alt."
Moral og skyld
"Jeg er altid blevet beskyldt for at være moralist, fordi jeg taler om moral. Det er jo nok i dag for at blive kaldt moralist," siger han og slår en mild latter op.
"Man må være klar over, at den moral, som man selv har, er utilstrækkelig og ufuldstændig. Der er altid noget i livet, som unddrager sig én. Moralen er ikke en fast figur, men noget man må arbejde på. Og en af hovedsætningerne i bogen er da også: Jeg er skyldig, altså er jeg."
- Skal kunsten igen turde - om ikke andet stamme på det - at være moralsk?
"Der er brug for en kunst, der viser, at hvis man ikke gør noget for hinanden, så bliver man ødelagt. Det er det Michelangelos kunst viser. Han sidder ofte ensom og indesluttet, fordi han ikke er i stand til at fungere med andre mennesker. Han er godt klar over, at der er noget galt med ham selv, men kan netop derfor vise et håb."
Leonardo da Vincis maleri, Leda med Svanen - som pryder omslaget på Tandrups bog - er et eksempel på det, mener Leo Tandrup. Han læner sig frem mod bordet og peger på den smukke Leda, der tilbejles og begæres af Zeus (svanen), men som kun vil elskes på kærlighedens vilkår og derfor kigger væk på de to krølhårede børn, der skal komme til verden:
"Det er et fantastisk billede, for det udtrykker håbet. Man må skabe et andet menneskesyn, hvor folk blev opdraget i at finde ud af, hvad kærligheden går ud på, og at der er nogle love for kærligheden. Børn i skolen må have at vide, hvad det betyder at leve i kærligheden og hvad det på den anden side betyder at leve i forførelsen."
- Jamen, de får dog seksualundervisning i skolen?
"Ja, det er teknisk undervisning, og det er det frygtelige. Man må igen til at lave en undervisning, der gør mennesker mere menneskelige, og lærer dem som Leda at gå frem ad igen."
"Mange kunsthistorikere, som bl.a. en af de store kunsthistorikere Kenneth Clark, har sagt, at Leonardo ikke har nogen sans for seksualiteten. Det kan han kun sige, fordi han ikke selv har noget forhold til sanseligheden."
- Hvorfor har så mange svært ved at sanse budskabet og meningen med et maleri som Leonardo da Vincis?
"Det, der er sket i det 20. århundrede er, at abstraktionen har vundet overalt; i erhvervslivet og på universiteterne. Det er også slået igennem i kunsthistorien. Man har været ude af stand til at analysere indholdet i billederne og kan ikke sige andet end overfladisk pladder om ikonografi, teknik og så videre," siger Leo Tandrup og slår et stort grin op.
"Det hænger sammen med, at man selv er blevet abstrakt i hovedet. Hele den intellektuelle verden lever så lidenskabsløst, at den kun kan skildre verden i et neutralt, såkaldt videnskabeligt sprog. Den konkrete og sanselige verden forsvinder, fordi man selv lever så lidenskabsløst. Og så får man slet ikke fat i nerven i kunstværkerne og opstiller i stedet alle mulige teorier, hvor det går ud på at dekonstruere og latterliggøre al mening. Postmodernismen er udtryk for, at lidenskabsløsheden har sejret. Man opfatter ikke historien som et kald, men kun som et arbejde."
"Hvis en kunsthistoriker ikke har noget forhold til kærligheden og er ret ligeglad med hende han lever sammen med, så kan vedkommende faktisk ikke give sig til at tale om kærligheden i et billede."
"For alle store kunstværker handler om kærlighed, om døden, om venskabet, om svig og hvordan vi lever med hinanden. Den store kunst er eksistentiel. Men mange kunstnere i det 20. århundrede har fjernet sig fra det og tager afstand fra det."
Penge, pis og porno
Den amerikanske kunstner Andy Warhol mente, at kunstens værdi hænger snævert sammen med evnen til at tjene penge - "making money is art, and working is art and good business is art".
Andre har som personlig strategi satset på selviscenesættelsen som magtmenneske:
"'Jeg pisser mit territorium af', erklærer han stolt over sit originale vovemod i formuleringen. Og det pæne publikum ved ferniseringen klukker saligt. Det er vel nok en rigtig kunstner. Han har erstattet budskabet, visionen, meningen, sindsbevægelsen med sine nye farvelader, abstrakte figurer og sin egen indbildskhed," siger Tandrup i en slet skjult henvisning til professor Claus Carstensen fra Kunstakademiet i København.
Tandrup har heller ikke meget til overs for amerikaneren Jeff Koons, der ellers af nogle kunsthistorikere er blevet kaldt for "den moderne kunstner, der skal bringe os ind i det 21. århundrede". I et billede i serien Made in Heaven kopulerer Koons med sin kone, den italienske pornodronning Ilona Staller i noget, der skal ligne et lyst-Paradis, men for Tandrup ligner det mere "et forterræn til nihilismens helvede."
"Det billede er ren voyeur-mentalitet. Der jo ikke anelse af liv i det billede, hvor han slikker Ilona Staller forneden. Han er jo helt forbenet. Koons er udtryk for, at den rene lyst, dyret i mennesket, har sejret. Man har fjernet al skam, al moral og alle hæmninger. Det eneste, der bliver tilbage, er banaliteten. Vi lever i en civilisation, hvor man fjerner kulturen, og lader forførerens liv være afgørende.Don Juan-mentaliteten ender med at vinde."
Forførelse og narcissistisk selviscenesættelse er blevet naturlige strategier i kunstverdenen. Man udstiller måske ikke længere kunstnerlort på dåse eller ødelægger flygler for at blive kendt, men happeningen som form lever i bedste velgående. De nye generationer af kunstnere lærer hurtigt, hvad der skal til for at komme frem eller komme ind på Kunstakademiet.
"Et år var der én, der søgte ind på Kunstakademiet, som blev båret ind i en papkasse, nøgen. Og da hun så kom ind, pissede hun i kassen, og så var hun fandeme optaget. Det er fuldstændig grotesk. Som om der er noget frigørende ved at pisse i en papkasse."
- Hun pissede vel sit eget territorium af?
"Ja, der er det igen."
- Det kan man blive professor af. Hvordan det ?
"Hvis man lever i banalitetens tidsalder, hvad vi gør, så kan man kun komme frem ved at gøre det banale sublimt. Den mentalitet breder sig, og derfor har kunstdaghøjskoler en utrolig succes i øjeblikket. Man kan bilde folk ind, at hvis de sætter et par farver sammen, så kan de blive store kunstnere."
"Og på kunstakademiet i København, der sidder Else Marie Bukdahl som leder, og hun er postmodernist. Hun er ude på at opløse det hele."
- Hvorfor det?
"I det øjeblik, at livet er gået i stykker for folk, så gælder det om at sige, at meningen ligger i brudstykker og ikke i helheder. Mange foretrækker skitser eller en torso fra antikken. Men i det øjeblik man har opgivet helheden, så opgiver man også kærligheden."
"Den fri vilje degenererer til at blive morderisk i det øjeblik, at den kun sættes ind på at gøre noget for én selv og ikke for andre. Når det kun drejer sig om ens egen lystfølelse, og ikke drejer som om, at dem man er sammen med får det bedre. Mennesket er ikke noget i sig selv, men det er kun de bånd, det knytter," siger Tandrup i et utvetydigt brud med den liberalistiske frihedsideologi.
Rå vold
- Du siger i din bog, at der er brug for at oparbejde en radikal åbenhed om det, der piner os og erkende nihilismen i al dens gru. Hvad mener du med det ?
"Der har aldrig været så mange tabuer i verden som i dag. Vi tror, vi lever i et frit samfund, hvor man kan sige alting til hinanden. Men det er faktisk løgn. I modernismen insisterer man på ikke at sige noget, der er privat. Man må ikke være kritisk overfor noget. Man må ikke være kritisk overfor sadomasochisme, og folk skal bare have lov til at være sadistiske og masochistiske på én gang."
"Det vil sige, at de skal have lov til at pine hinanden og have lov til at være den, der piner. Den trang hænger sammen med, at man bliver pint ude i erhvervslivet, og så kan man ikke undvære det i privatlivet. Men ville det ikke være bedre at skabe et samfund, hvor man ikke er nødt til at pine hinanden? Men i stedet gør man sadomasochismen fredhellig!"
- Nogle kunstnere har dyrket volden, og der er kuratorer, som mener, at det fashionabelt med brændte børnehaver, forulykkede busser. Senest har man på Royal Academy of Arts i London udstillet Dead Dad, en død far? Hvorfor dyrkes volden i den grad?
"Det gør man grundlæggende, fordi volden er i én selv. Jo mere tomt mennesket bliver - nihilismen gør mennesket tomt - jo mere kynisk ønsker man verden skal se ud."
- Men hvorfor vil kunstnere udstille volden?
"Det er, fordi de næsten selv er totalt smadret. Kunstnere udgør et udsnit af vor tid, og de er hyppigt nogle af de største ø-individualister. Mange bryder sig ikke om publikum, men guddommeliggør sig selv i foragt for verden."
- Men en forulykket bus er en del af virkeligheden?
"Det er jo ikke til glæde for nogen at udstille en rå vold i forbindelse med det. Det var bedre, hvis man kunne fremstille det ikke-kynisk og med medfølelse."
- Jamen, den moderne kunstner kan sige, at det er en ironisk kommentar til virkeligheden?
"Moderne kunst er netop blevet ironisk, og dermed tager den afstand fra verden. Ironikeren, det er ham, der med Kierkegaards ord, er den rene æstetiker. Jeff Koons er et eksempel på den rene ironi overfor verden."
"Det er mere kompliceret, hvis man tager en kunstner som Richard Mortensen.Han var venstreorienteret og optaget af at skabe fred på jorden. Men alligevel lavede han konkretistisk, abstrakt kunst, hvor virkeligheden er forsvundet. Det underlige er, at han tog så meget afstand fra gruen i verden, at han forsøgte at skabe en verden uden gru, altså en engleverden. Og han flyttede ud på landet, i en idyllisk verden, og foregøglede sig, at han kunne skabe en verden, som var det et paradis."
Leo Tandrup er stærkt kritisk overfor modernismens abstrakte kunst:
"I sidste instans er det eneste, et menneske kan identificere sig med og gøre sig til ét med, et andet menneske - ikke nogle farvefigurer."
"Den non-figurative kunst, der har været fremherskende i modernismen, har mest været tom. Kandinsky ville skabe nogle former og farver, som ikke havde med naturen at gøre, og han troede, at han kunne skabe en ny virkelighed. Det er hans store fejltagelse, og det er der modernismens store fejltagelse ligger. Det betød, at de fine damer og mænd kunne sidde og se på abstrakte figurer i deres hjem og erhvervsvirksomheder, og de ville ikke se den vold og ondskab, der er ude på gaden."
Den gode kunst
Den abstrakte pænhed passer ikke på maleren Michael Kvium, der uden omsvøb har skildret volden og det nihilistiske menneskes vilkår. En af illustrationerne i Tandrups bog er netop Kviums maleri, Naturens gave fra 1991, hvor et monster af en moder sprøjter modermælken ned i sønnens mund, hvor det straks forvandles til pis.
"Man skal som Michael Kvium kunne skildre mennesket i den forfærdelige gru," siger Tandrup og henviser bl.a. til Kviums seneste udstilling i Århus.
"Der viser han folk, der sidder i rullestole - som symbol på at mennesker er blevet forkrøblet. De har volden i sig i den måde, som de sidder på."
"Der, hvor den moderne kunstner - og også Kvium - har et problem, er, at han i en anden video sidder og gnider ansigtet og græder helt forfærdeligt, men har svært ved at vise vej frem til håbet. Så længe kunstneren ikke kan vise vej, så får vi ikke en ny kultur."
"Kvium adskiller sig fra en mand som Arne Haugen Sørensen, der insisterer på, at mennesket skal blive sig selv. Arne Haugen er begyndt at give sine figurer rummet tilbage, selvom det er utrolig vanskeligt, fordi der ikke rigtig er noget levende fællesskab tilbage. Mennesker skal have tid til at leve i rum sammen, ellers er der ingen grund til at skildre rummet. Trods udviklingens krav og stress, så skal der være tid til at skabe nyt liv i det den tjekkiske forfatter Milan Kundera har kaldt for langsomhedens univers."
- Men har kunstnere et ansvar for at vise vej til en ny kultur? En person som Georg Baselitz har sagt, at "kunstneren ikke er ansvarlig overfor nogen"?
"Ja, det er netop det modernistiske syn, at der egentlig kun er billedet, og at man skal lave et billede af et billede. Og det en opfattelse, der sætter sig igennem med Immanuel Kants æstetik og med Charles Baudelaire, og videreføres med modernismen. Billeder bliver funktionsløse, og man viser bare følelser. Følelser, som står og dirrer funktionsløst, er det mest ligegyldige af alt."
- Hvorfor er følelser blevet guddommeliggjort?
"Det, der sker i modernismen, er, at man opfatter verden som et helvede, man tager afstand fra. Man tager afstand fra virkeligheden, og man mener, at fornuften har ødelagt alt: Den kalkulerende forstand har smadret alt, mens pengene og erhvervslivet regerer verden. Man begynder i stedet at dyrke irrationaliteten og følelsen."
"Det, man i middelalderen kaldte den Guddommelige fornuft, er kaput. Men i middelalderen vidste man godt, at når følelsen står alene, så bliver det ens egen lystfølelse, der er afgørende," siger Tandrup, der vil have fornuften tilbage uden at sætte kærlighedens lidenskab over styr; det vil sige fornuften som følelsens samvittighed.
I modsætning til de, som ikke tror på, at der er en mening med kunsten, og de som vil dekonstruere enhver definition på "den gode kunst", forsøger Leo Tandrup at give en positiv definition.
I al god kunst fra Giotto over Michelangelo og Rembrandt til Goethe, Delacroix og Van Gogh, og helt op til Picasso har meningen med kunstværket være at højne mennesket, fastslår han.
"Hvad, der bevægede i det store kunstværk, var ikke tingene selv, ikke det bestemte træ eller menneskeansigt hos Giotto, men hvad de betød for det bedst mulige liv. At male og hugge var at skænke tingene forbindelse med de ideer, der gav mennesket til sig selv. Disse ideer er i den forstand religiøse. Al progressiv kunst er faustisk set religiøs kunst. Man skal nære omsorg for hinanden, gå op i hinanden så meget, at man glemmer sig selv."
Leo Tandrup er bl.a. betaget af Giottos Ognissanti-madonna, der er afbilledet som en meget stærk kvinde, der godt ved, hvad der skal blive af Jesus-barnet. Der er i maleriet "et klart budskab om, at 'mit barn skal vokse op, gøre noget for andre mennesker og sige sandheden' - imitatio Christi."
"Den gode kunstner vil altid forsøge at fastholde et håb midt i en nedgangstid. Selv om han ser to mennesker, der har mistet alt, så vil den gode kunstner skildre dem, så de i hvert fald har en svag mulighed for at klare sig. Det er det, vi har brug for i dag."
*Historikeren og kunsthistorikeren, dr. phil, Leo Tandrups bog, 'Mefistos Mareridt: Guds forødte hus', er udkommet på forlaget Centrum.
