Læsetid: 5 min.

Katten & Sækken 3

22. december 1997

Resumé: den navnløse ex-free lance-journalist ved avisen Bladet, som ellers har slået sig ned som privatopdager og iværksætter med firmaet NoName Inquiries, ser ud til at blive tvunget til at kvitte ex´et af den frembrusende redaktør Oosten. Samtidig føler han at der er kommet en kurre på den trådløse i forholdet til advokaten Bitten Ballerup og han ved stadig ikke, hvad der er hændt inspektør Eller. Og hvem fandt det egentlig umagen værd at dræbe ruinen Kurt?

Juleføljeton
Da jeg havde liret 50 linier af om drabet på Kurt og sendt dem med den interne mail til Arne i sekretariatet og Oosten selv forlod jeg Bladet. Ingen gjorde forsøg på at hindre mig udgang og jeg selv gjorde ikke noget forsøg på at opsøge forhindringer. Heller ikke Bitte, hvad det end var for en maskirovka hun havde gang i med Oosten brød jeg mig ikke om det.
Nede på Café Køkkenvejen var Robert klar med et sæt, så snart jeg dukkede op. Han ved præcis, hvad jeg har behov for, alt efter hvad tid på døgnet det er, når jeg stikker næsen indenfor. På den måde sparer man meget på stemmen. Jeg hang lidt på sættet og ridsede situationen op for ham.
"Har du ringet til Eller privat?" spurgte han.
Det var så indlysende at jeg kunne have sparket mig selv over skinnebenet. Bamsen kom frem og jeg bad kvinden indeni om at blive stillet om til inspektøren.
"Vi har ingen abonnent af det navn," meddelte hun. Jeg bad om Halmtorvets Politistation, det var Guldbrandsen der tog den, jeg kunne kende hans tøndebas.
"Det er mig," sagde jeg, "lad mig lige få Eller."
"Han har orlov," sagde Guldbrandsen.
"Og hvor tilbringer han den og hvor længe varer den?"
"Desværre har jeg ikke mulighed for at komme med oplysninger angående enkeltpersoners ansættelsesforhold," sagde han og lød som om han læste op af Politiets Interne Retningslinjer for Besvarelse af Telefonopkald fra Publikum.
Han afbrød samtalen.
Nede på hotel Vildumedop sad min gamle bekendt, den tidligere koncertpianist Egon Olesen, i receptionen og bladrede i en stak slidte pornoblade. Mens han rullede os en joint med den anden hånd bad jeg ham fortælle mig om jungletelegrafen havde mumlet noget om politiinspektør Eller. Efter mange forblommetheder (den slags mennesker lever jo af omsvøb, det kan man ligeså godt acceptere) stak han mig en adresse. Derudover ville han ikke sige et kvæk. Jeg efterlod ham med et saligt grin om de fyldige læber og lidt røde øjne, som han med noget besvær søgte at fokusere på en sværbarmet kvinde, der rigtig foldede sig ud over et midteropslag.
Huset lå i Lyngby på en stille villavej, komplet med bump og andre trafikforstyrrende tiltag. Kameraet havde jeg hjemmefra monteret med en 1200 mm tele og jeg fandt en ideel post på taget af en tilbygning, som dels var rygdækket af en sammenfiltret birkekrone, dels havde en muret skorsten, som jeg kunne skjule mig bag og bruge som stativ for apparatet. Det var hundekoldt og blodomløbet i mine ben havde det ikke for godt med at sidde på hug. Heldigvis havde jeg en lommeand fyldt med Fernet Branca i duffelcoatens inderlomme.
Det var ud på de meget små timer før jeg fik noget at skyde på. Pludselig blev der tændt lys i det gavlværelse, som jeg havde frit udsyn til. Et soveværelse. En nøgen kvinde sprang op over sengen og blev forfulgt af en ligeså nøgen mand. I telen kunne jeg se dem grine og råbe til hinanden og jeg kunne også se andet. Kvinden stoppede op og pegede hen mod vinduet og manden nikkede og gik hen og tog fat i gardinerne. Idet han begyndte at trække dem for fyrede jeg en hurtig serie af imod ham. Et var sikkert: han var ikke Eller.
Bladets fotolab gav den fuld skrue, fordi jeg snakkede om forsiden og Oosten, så jeg havde tre 18 x 24 kopier i løbet af fem minutter. Jeg fik lavet en udsnitsforstørrelse af mandens erigerede lem, hans ansigt var nemlig ikke at se på billederne, men manden er jo et mangehovedet uhyre, så måske kunne hans køn bruges som identifikationsobjekt.
"Det kan vi sgu' da ikke smække på forsiden," sagde fototeknikeren skeptisk.
"Hvis vi kan vise dem patter og røv, hvorfor så ikke pik?" spurgte jeg snusfornuftigt og snuppede kuverten med kopierne ud af hans tøvende hånd og hastede ud af huset, inden Oostens kommandorøst skulle få tag i mig.
Jeg tog en taxa tilbage til Lyngby og ringede på.
Mens jeg ventede på at høre hendes bløde trin på den anden side af slusen tog jeg udsnitsforstørrelsen af hendes elskers erigerede lem frem fra kuverten.
"Ja?" sagde hun, nok spørgende men mest afvisende.
"Kender De denne mand?" spurgte jeg.
Et hvin undslap hende, med hånden for munden lukkede hun døren så langsomt, at jeg under normale omstændigheder ville have opfattet det som en skjult invitation.
Jeg gik videre med sagen.
Et par matrikler derfra mødte jeg en senblind tigger, iført en T-shirt med teksten "Hvor er jeg?" under et kort, der viste det lokale vejnet. Jeg fandt en papirclip i min jakkelomme og rettede den ud og stak så den ene spidse ende ind i Lavendelstien.
Han gav et hyl fra sig.
"Tak," stønnede han, vendte rundt på sin tallerken og kom derved til at slå en ærværdig hundeluftende frue over skinnebenene med den stribede stok. Hunden var ligeglad for den var ved at skide i en indkørsel.
Næsten alle de store græsplæner foran Lavendelstiens villaer var prydet af små juletræer, behængt med elektriske lyskæder. Jeg gik og funderede over, hvordan jeg skulle fortsætte eftersøgningen af den forsvundne politiinspektør, da den stille vej pludselig blev forvandlet til en krigsskueplads. Fra begge retninger kom politibiler med blå blink og ud væltede en masse uniformerede betjente, som omringede mig. Til sidst steg en grumt grinende inspektør Rafsanjani ud og slentrede adstadigt hen og tog opstilling lige foran mig.
"Du er anholdt," sagde han og var så lykkelig i øjnene som et lille barn i Peters Jul.
"For hvad?" spurgte jeg.
"For at blotte dig, dit svin," hvæsede han med et så pludseligt stemningsomslag, at jeg kom til at bakke ind i en af betjentene bag mig. Han gav mig håndjern på.
"Men det ..."
"Nok! I lovens forstand er det lige meget om du viser den frem in natura eller som reproduktion. Ind i vognen med ham!"
"Men det er sgu' da slet ikke min på billedet!" hylede jeg.
Det tog han ingen notits af og jeg opgav yderligere protester. Hvem ved, måske var jeg på vej til at løse gåden om inspektør Ellers orlov?
Bamsen græd men hvad kunne jeg gøre for at trøste den med hænderne lænket sammen på ryggen? I mit urolige sind takkede jeg nogen eller noget for Mobilsvar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu