Læsetid: 15 min.

Kenyas næsten urørlige

29. december 1997

Tænk sig at have en landskendt politiker som nabo - hvor spændende! Men ikke i Kenya, der går til valg idag. En nabohistorie om skabelsen af en politiker - og hans fald

Der arbejder en mekaniker på hærens kaserne i Gilgil. Simon Kuria Kanyingi er hans navn og han står og glor i vejkanten, da vicepræsidenten kommer kørende i sin limousine. Limousinen går i stå, og Kuria Kanyingi tilbyder at lave den. Sådan begynder eventyret. 28 år er gået siden da. Vicepræsidenten er i dag præsident og Kuria Kanyingi er blevet en af landet rigeste mænd og min nabo. Begge stiller op, når kenyanerne i dag, mandag, går til demokratiske valg.
Men mens præsidenten ser ud til at vinde, så er eventyret om Kanyingi ved at udvikle sig til en tragedie.
Lad os gå lidt tilbage i tiden, dengang lige efter Golfkrigen.
Kuria Kanyingi købte sig endnu en kone, og sådan fik vi ham til nabo. Han byggede et hus ved siden af vores. Det var dengang folk talte meget om scud-missiler, så Kanyingis tag fik et ordentligt lag beton, før teglene blev lagt på. Ingen overraskelser skulle falde i hans hoved. Rundt om huset byggede han en høj, grå mur. To løver i samme grå cement satte han til at overvåge indgangen.
Men Kanyingi var ikke tilfreds. Han manglede en gangsti til sine ansatte, som havde deres tjenesteboliger i bunden af hans have. Det generede Kanyingi at have dem rendende op og ned i sin have morgen, frokost og aften. Så en søndag eftermiddag hørte vi rå mandelatter inde hos naboen. Duften af grillet ged sneg sig over muren. Et times tid senere kom de afgnavede ben nonchalant flyvende ind på vores græsplæne. Og næste morgen havde vi fem fremmede mænd i vores have i gang med at rydde blomsterbedet. Kuria Kanyingi havde besluttet at lave en gangsti i vores have.
Selvfølgelig er det ikke lovligt. Men det betyder ikke noget for Kuria Kanyingi eller for alle de andre mænd - vi kan kalde dem de næsten usårlige - som har præsidentens velsignelse.

Fra han blev præsident for 19 år siden, har Daniel arap Moi opbygget et sikkerhedsnet af folk fra alle stammer. Hans egen kalenjin-stamme er nemlig for lille til at holde ham ved magten. Langt den største stamme, kikuierne, er i opposition. Kanyingi er kikui. Handlen er, at folkene i netværket skal være loyale overfor Moi, mod at Moi giver dem lov til - helst lidt diskret - at bruge systemets muligheder til egen vinding.
For de næsten usårlige er alt muligt. Hvis de vil have jord, så køber de embedsmændene til at skrive, at de ejer jorden. Hvis de mangler cement til at bygge et hus, så "låner" de statens cement og statens lastbiler til at køre cementen hjem. Hvis de mangler et stykke vej i naboens have, så køber de distriktsofficeren og den lokale høvding til at sige, at jorden er deres. Nogle gange skal de lægge mange penge, andre gange kan de nøjes med en grillet ged og den gode kenyanske øl.
Pengene til den slags tjener de i jobs, de har fået af præsidenten. Daniel arap Moi udnævnte Kuria Kanyingi til chef for bilinspektionen, som tak for dengang han reparerede hans limousine. Det lyder måske ikke stort, men i Kenya er det et job med muligheder. Få får deres bil gennem syn uden at betale lidt ekstra til chefen. Kanyingis tid i bilinspektionen gav ham øgenavnet "Mr. Car'ngingi". En blanding af engelsk og swahili som betyder Hr. Mange-biler.
Da Kanyingi stillede op til valget i 1992, fik han en stemme fra ejeren af vores lokale byggemarked. Han er asiat og asiaterne udgør godt 15 procent af befolkningen. De står for en stor del af forretningslivet og kan vældigt godt lide at vide, hvem de har med at gøre.
Da præsidenten forleden inviterede 1.500 forretningsfolk til en fund-raising dinner for hans valgkamp var mange af gæsterne asiatere. At få fornøjelsen at sidde på et hotel i Nairobi til højbords med Daniel arap Moi kostede 540.000 kroner per person. For en plads ved ét af de andre borde skulle gæsterne kunne lægge 10.000 kroner.
Middagen indbragte Moi 10,8 millioner kroner. Arrangementet taler til hans fordel, for ved valget i 1992 satte han seddelpresserne til at trykke penge til valgkampen og det tog Kenya flere år at få rettet op på landets økonomi efter dét valg.
Ejeren af vores lokale byggemarked i Limuru har som så mange andre indere taget sine forholdsregler til valget i dag. Det handler om at tage kopier af alle vigtige papirer og sende dem ud af landet sammen med koner, børn og guldsmykker. Selv bliver han hjemme og stemmer på Moi. Asiaterne står i et underligt dilemma. På den ene side lænser Moi og hans slæng af de næsten-usårlige dem hæmningsløst. Det ved byggemarkeds-ejeren alt om. Dengang Kanyingi fik bygget sit hus, købte han varerne hos ham, men trods utallige rykkere har han endnu ikke fået en krone ud af Kanyingi.
På den anden side så er der noget sikkert ved Moi. Andre præsidentkandidater har langet ud efter asiaterne på en måde, der vækker minder om Idi Amin, som smed alle asiaterne ud af Uganda uden varsel. De mistede alt.

De næsten usårlige vækker alverdens følelser i folk her i Kenya. Mig selv inklusiv. Jeg mener: En mand skærer hul i din hæk og begynder at inddrage din have til gangsti for hans ansatte - og du udtænker alverdens verbale og fysiske angreb på manden. Men du gør ikke noget, fordi din fantasi samtidig forestiller sig alle de muligheder, han har for at slå igen. Politiet kunne for eksempel anholde dig for hvad som helst.
Kanyingi har ikke et godt ry. Under valgkampen i 1992 blev en 12-årig pige skudt under et af hans valgmøder i Limuru. Alle, der var til stede, siger, at Kanyingi var manden, der skød. Han skød i panik, da en flok af oppositionens tilhængere gik til angreb. Men den efterfølgende retssag rensede Kanyingi for al skyld, hans chauffør og bodyguard tog ansvaret for mordet og røg i fængsel. De næsten usårlige kommer ikke i fængsel.
Vi løste problemet med gangstien i haven ved at invitere Kanyingis ansatte til forhandlinger. De gik med til at gå udenom vores grund, en omvej på et par kilometer, når de skulle til og fra arbejde. Vi undgik en konfrontation med præsidentens ven og reparerede selv hullet i hækken.

Han har givet mig gode råd, sådan som han gør til sine børn, og jeg må indrømme, at det til en vis grad har hjulpet mig. Men jeg har tjent mine millioner selv." Sådan siger Kanyingi i interview- et i en af dagens aviser, hvor han har fået halvanden side til at fortælle om sit liv og sit forhold til præsidenten.
Uden for kører en bil med højtaler på taget. Den har kørt rundt i nabolaget i et par timer - når den er ovre på St. Davids Road, så er der bare en grød af ord som baggrundsfyld til fuglenes sang. Men tre gange har den kørt forbi her og ordene kan høres tydeligt. "Stem på Kanyingi - han kan hjælpe".
Første gang jeg så Kanyingi var ved valget i 1992. Han stod og hjalp omkring 500 kenyanere til en gladere jul. Kanyingi smed pengesedler ud i luften, da jeg kom kørende hjem. Folk sloges om byttet. Det gentog sig hver lørdag de sidste fire uger før valget. Temmelig irriterende, syntes vi naboer, fordi folk kom strømmende fra morgenstunden for at vente på stemmekøberens penge. Men vi brokkede os selvfølgelig ikke til Kanyingi.
Vi var ikke de eneste, der fik blokeret deres vej i Kenya i de dage. Jeg har aldrig helt forstået logikken i at smide om sig med pengene på den måde: Når en arbejdsløs kenyaner eller én med en indkomst på 200 kroner om måneden ser en mand tømme sin tegnebog på vejen, så samler de selvfølgelig pengene op. Men tror Kanyingi og de andre politikere virkelig på, at dén som samler pengene op, moralsk forpligter sig til at stemme på dem?
Moral er et svindende begreb i Kenya. I 1992 tog vælgerne Kanyingis penge og stemte på oppositionen, selv om han var opstillet for Mois KANU-parti. Kanyingi kom ikke i parlamentet.
Det var nu ingen katastrofe for ham. Eventyret om min 54-årige nabo begyndte først at udvikle sig til en tragedie for knap et år siden.

Det ligger ligesom i beskrivelsen - de næsten usårlige - at de kan rammes. Det er der én mand, der kan gøre. Præsident Daniel arap Moi gav på et offentligt møde min nabo en reprimande for at have udvist "diktatoriske tendenser", fordi han brugte politiet som personligt vagtselskab. Alle vidste, at Kanyingis dage var talte. Bare ikke Kanyingi.
Han kæmpede stædigt for at komme tilbage i varmen. Men Moi så ud til at være ubøjelig, så for fem uger siden tog Kanyingi konsekvensen og lod sig opstille for oppositionspartiet Ford-Kenya. 72 timer senere besluttede han sig for at prøve Moi igen.
Kanyingi udtalte, at de 72 timer i oppositionen var de 72 mest ensomme i hans liv. Han udsendte en pressemeddelse om, at "i mine år flyder der stadig Kanu-blod" og "at opgive partiet og præsident Moi er som at opgive min egen far". Kanyingi knælede for Moi og gik så vidt som til at sige, at han ville ønske, at Gud ville tage nogle år af hans liv og lægge til præsident Mois i stedet.
Men Moi var ubøjelig. Han antydede at vores nabo var oppositionsspion og krævede en tilbundsgående undersøgelse af hans handlinger, før han ville godkende hans genoptagelse i Kanu. Kanyingi havde imidlertid ikke tid til tilbundsgående undersøgelser. Med få uger til valget skulle han have et parti at stille op for. Så han skiftede parti igen - denne gang til FORD-asili.
Det lyder som en farce, men at skifte parti er noget af det mest normale, man kan gøre her i Kenya. Rekordindehaveren for tiden er en George Nyanja, som på knap to måneder har skiftet parti seks gange.
Nu ville det måske være på sin plads at komme med en beskrivelse af de kenyanske partiers valgprogrammer. På den anden side så betyder de ikke så meget. Generelt kan man sige, at de vil give gratis skolegang til børnene, afskaffe korruptionen, genopbygge vejnettet, give folk deres jord tilbage, hvis medlemmer af regeringen har stjålet den - hvad de ofte har - skabe millioner af arbejdspladser, vende fattigdomskurven, skaffe medicin til hospitalerne, eliminere stammestridighederne og i det hele taget gøre kenyanerne til et gladere folk.
De 13 præsidentkandidater mod Moi har som højeste prioritet at få Daniel-arap Mois job. Bagefter vil de rydde op. Men som Moi siger, så har de fleste af dem siddet i hans parti før, været med til at skabe korruptionen og de dårlige veje. Hvorfor tro på dem?

Stem på Kanyingi. Han kan hjælpe", lyder det fra højtalervognen igen. Jeg spekulerer på, hvem der kan hjælpe Kenya. Donorerne gider næsten ikke mere - de trak for mange år siden en seddel med navnet Kenya op af posen med korrupte afrikanske lande og besluttede at skære i bistanden, nægte lån og tale dårligt om landet. De kunne have valgt 10-15 andre lande, men de kunne ikke have valgt dem alle på en gang, for hvad skulle vi så bruge alle vores bistandspenge til? Eftersom donorerne aldrig har brudt sig om Moi, så valgte de Kenya som syndebuk for manglende demokrati, korruption og dårlig regeringsførelse.
Siden har Daniel arap Moi ført en ping-pong-politik - én dag forsøger han at gøre donorerne glade, som ved at indføre demokratiske valg i 1992, den næste forsikrer han de næsten usårlige om deres usårlighed.
Helt dårligt har han ikke gjort det. Under hans 12 år lange styre har flere kenyanere lært at læse og skrive og levealderen er steget til 59 år, én af de højeste i Afrika. Han har sluppet tøjlerne på pressen. Og mens andre afrikanske lande stadig betaler prisen for deres lederes eksperimenter med socialisme, så plukker det kenyanske forretningsliv fortsat frugterne af præsident Moi faste tilslutning til markedskræfterne. Fred er her også.
Hvorfor så alle de sure donorer? Hvorfor alle de negative røster? Fordi Kenya ganske vist er en succes sammenlignet med de fleste andre lande syd for Sahara, men bestemt ikke er det, når man ser på landets potentiale.
Senest har politiske uroligheder ved de hvide sandstrande omkring Mombasa medført, at landets største indtægtskilde, turismen, er styrtdykket. IMF har suspenderet lån på grund af mænd som min nabo, som har gjort mindre for landet, end landet har gjort for ham. Alle statens hospitaler er lukkede for fjerde uge i træk, fordi sygeplejerskerne i 11 år har bedt om lønforhøjelse og nu endelig er gået i strejke. Kolera er brudt ud over hele landet, fordi statsbudgettet ikke rummer en post for kloakering. Sammen med vejene er folkets moral ved at smuldre.
Moi bor med udsigt over et af Nairobis voksende slumkvarterer. Han ved godt, at Kenya kunne have gjort det bedre. I en slags bondeanger over landets tilstand beder han høfligt folket om at give ham fem år mere, så skal han nok få rettet op på det hele.
Landsfaderen står op kl. 5.30 hver morgen og er på kontoret klokken syv. Sådan har han gjort, siden han gik ind i parlamentet for 42 år siden. Mens oppositions-politikerne fører valgkamp en måned, fører han valgkamp året rundt. Han må være én af de præsidenter i verden, der holder flest taler til folket.
Han holder heller aldrig op med at overraske én. I lørdags gav han for første gang interview til en kenyansk journalist på kenyansk tv. De spørgsmål, han fik stillet, havde ingen turde stille til ham for fem år siden: "Folk kalder dig Moibuto og råber 'Ud med Moibuto'. Hvad siger du til det?" Eller "Kan man sige, at kenyanerne ikke er modne til demokrati, og at de derfor får den præsident, som de har fortjent".
Moi sad afslappet med et rævesmil om munden. Han svarede, at Zaire og Mobuto ikke kan sammenlignes med Kenya og Moi, fordi Kenya har veje, fordi Kenya har demokrati, fordi Kenya har udviklet sig økonomisk. Han svarede ikke på, om kenyanerne er politisk umodne.
Men han sagde, at han ikke går ind for en koalitions-regering, fordi en sådan ville føre til stammefavorisering. Og at han gerne ville huskes som manden, som ønskede at bringe folket sammen og ikke splitte det. Som manden der byggede ét land ved navn Kenya.

Kanyingi asfalterede vores vej ved valget i 1992. Det har han ikke gjort i år - han har jo ikke længere adgang til vejtromlerne og asfalten. Så her bor vi så, hr. Kanyingi og jeg, på en vej der ser ud som om, den har været angrebet af scud-missiler.
Jeg, som inderst inde havde håbet på, at præsidenten havde tilgivet Kanyingi og taget ham tilbage i partiet. Udover gode veje har der nemlig været en anden stor fordel ved at bo ved siden af kanyingi: Vi har aldrig haft indbrud. Han brugte jo politiet som privat vagtværn.
Kenya har ufatteligt mange meget efterlyste kriminelle, men de kom aldrig på vores vej, dengang Kanyingi hørte til de næsten usårlige.
Alle kenyanere frygter politiet. Her i landet skyder politiet formodede tyve, før de spørger om noget. De skyder ikke efter benene, de skyder efter hjertet. Næste dag står der i avisen, at politiet har "fanget én af de mest efterlyste kriminelle. Han døde, da han gik til angreb mod politiet".
Enten er det skæbnens ironi eller også har præsidenten haft en finger med i spillet. Men efter at have haft politiets beskyttelse i årevis kom Kanyingi for to uger siden kørende i sin sportsvogn, da tre biler kørte ind foran ham og blokerede vejen. Fire politimænd sprang ud, hev Kanyingi ud af bilen og kastede ham ind i en af politibilerne.
Min nabo kom i fængsel.
Kenyanske fængsler er hård kost. Man siger, at en straf på fem år i Kenya er det samme som dødsstraf for de fleste. Kanyingi kom ud mod kaution efter fem dage. Til februar skal han i retten, han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og forsøg på bestikkelse af den ene af de betjente, som anholdt ham.
I 1992 troede de fleste, at Moi og de næsten usårlige ville tabe valget stort og tanken om alternativet gav en smag af chokolademousse krydret med chili. Eufori koblet med en stærk frygt for det ukendte.
Men Moi vandt valget, dels på grund af valgfusk, dels fordi folk ikke kunne se et bedre alternativ. Og donorerne valgte at godkende valget med begrundelsen, at det var så frit og fair, som Kenya nu engang var modent til. De havde med i deres overvejelser, at krig og kaos kunne være alternativet. Og måske om fem år var Kenya modent til rigtigt demokrati...
Og så er der den kendsgerning ved kenyansk politik, at hvis oppositionen i 1992 havde stillet med én præsidentkandidat i stedet for seks, så havde den vundet. Denne gang stiller oppositionen med 13 præsidentkandidater...
Denne gang har regeringspartiet også gjort ting, som må betegnes som unfair. Vælgere i partiets højborge har ikke haft problemer med at få valgkort, men andre steder har staten meddelt sin beklagelse over, at den ikke kunne nå at udstede valgkort til mange vælgere, før fristen udløb. Regeringen har også lavet flere valgkredse - men ikke i de områder, hvor oppositionen står stærkest. Det er ved at være et accepteret faktum, at et sted mellem 1-3 millioner stemmer allerede inden valget er flyttet til Mois fordel på grund af valgsvindel.

Kanyingis cementløver har ikke tabt hovedet, og Kanyingi har ikke tabt kampgejsten. Men Kanyingi har tabt sin status, og stemningen på vores vej er sådan lidt afslappet, en slags "uanset hvad, så går det jo nok"-stemning. Ikke at Kenya kan sammenlignes med Danmark under et valg. Eller Kenya for et halvt år siden. Her er råt; folk mister livet af at gå til valgmøder, fordi de forskellige partiers tilhængere kaster sig ud i heftige slåskampe, eller fordi politiet for ivrigt tager del i valgkampen. Oveni kommer de etniske uroligheder, nogle iværksat af regeringen, andre af ren og skær stammehad og begge årsag til mord og titusinder af internt fordrevne. Som ikke kan stemme i dag.
Men sammenlignet med optakten til valget i 1992 ånder Kenya fred og idyl.
Min nabo kommer selvfølgelig ikke ind i parlamentet. At tro det modsatte svarer til at tro på, at AIDS bliver udryddet i Afrika i 1998. Jeg gætter på, at Kanyingi i sit stille sind håber, at hans gamle nestor vinder valget og en dag tilgiver ham og tager ham tilbage i varmen. Ganske vist er han røget ydmygende langt ud i kulden, men det er sket for andre før ham.
Moi skal have over 25 procent af stemmerne i fem provinser for at være genvalgt. Får han ikke det, skal han i tomandskamp med kandidaten med næstflest stemmer. Den kamp kan han ikke være sikker på at vinde.
Men her på min vej tror de fleste, at Moi vinder valget i første runde. Så får vi fem år med chilipeber, sprættet op og fyldt med chokolademousse. Det er hård kost, kradser i næsen, giver en sødmefyldt svie på tungen. Kan dog ædes i mangel af bedre.
Og måske om fem år....

Helle Maj er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu