Læsetid: 2 min.

Kirkelige organisationer i gavehumør

22. december 1997

Støttegruppe giver julegaver til afviste asylansøgere, der har fået inddraget lommepenge. Aktionen finansieres af kirkelige organisationer

Udlændingestyrelsen, politiet og Dansk Røde Kors samarbejder om de såkaldte "motivationsfremmende foranstaltninger", der skal tilskynde afviste asylansøgere til at se at komme ud af landet i en fart. Foranstaltningerne består blandt andet i, at de afviste asylansøgere får inddraget deres kost-, tøj- og lommepenge.
Mandag gør den til lejligheden dannede Støttegruppen for afviste asylansøgere en indsats for at modvirke de "motivationsfremmende foranstaltninger" og dermed gøre det muligt for de asylansøgere, der ikke vil samarbejde om deres hjemrejse, at blive længere i landet.
I formiddag vil repræsentanter for gruppen i Sandholmlejren i Nordsjælland udlevere kontante julegaver à 300 kroner til de usamarbejdsvillige asylansøgere. Pengene kommer fra Kirkens Korshær, De Samvirkende Menighedsplejer, Folkekirkens Nødhjælp og Komiteen Flygtninge Under Jorden, der hver har bidraget med 10.000 kroner.

Ikke politisk
Formanden for Folkekirkens Nødhjælp, landsdommer Stig Glent-Madsen, understreger, at organisationens støtte er rent humanitær - ikke politisk. Stig Glent-Madsen er også næstformand i Dansk Flygtningehjælp, der ved sin repræsentation i Flygtningenævnet er med til at garantere, at de afviste asylansøgere har fået en fair sagsbehandling. Der ligger ikke i den økonomiske støtte til aktionen en underkendelse af Flygtningenævnets afgørelser, understreger han.
- Men de "motivationsfremmende foranstaltninger" består i at inddrage deres penge. Og dem modvirker I ved at give dem kontanter?
"Vi giver dem en gave. De skal også mærke, det er jul," siger Stig Glent-Madsen.
De motivationsfremmende foranstaltninger er et resultat af en lovændring fra juni måned i år. Den gør det muligt at genere asylansøgere, der er blevet afvist, og som ikke vil samarbejde med de danske myndigheder om at fremskaffe rejsedokumenter til hjemrejsen, eller asylansøgere, hvis sag stadig behandles, men som ikke bidrager til sagens oplysning.

Daglige rejser
Ud over inddragelsen af pengene er en række afviste asylansøgere - under trussel om frihedsberøvelse - blevet tvunget til dagligt at rejse over store afstande til Sandholmlejren - blot for dér at sætte deres underskrift på et stykke papir.
Sognepræst Anders Gadegaard fra Støttegruppen for afviste asylansøgere oplyser, at gruppen består af en halv snes mennesker, hvoraf nogle har tilknytning til Komiteen Flygtninge Under Jorden, Landsforeningen af Danske Flygtningevenner eller Amnesty International.
Ifølge Anders Gadegaard er det især Kosovo-albanere og algierere, der rammes af de "motivationsfremmende foranstaltninger":
Anders Gadegaard kalder metoden "straffeforanstaltninger helt ude af trit med dansk retstradition".
Ifølge Indenrigsministeriets og Udlændingestyrelsens Nyhedsbrev om Danmarks Udlændinge havde styrelsen frem til 26. november inddraget kost-, tøj-, og lommepenge for 166 asylansøgere. Nyhedsbrevet skriver også, at "i alt 18 personer er udrejst som følge af de motivationsfremmende foranstaltninger".
"Jeg har hørt, at nogen i Udlændingestyrelsen kalder det 'en delvis succes'. Jeg vil betegne det som en eklatant fiasko. Det viser, at sådan et middel ikke fremmer samarbejdet, men gør det sværere for asylansøgere og politi at tale sammen," siger Gadegaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her