Læsetid: 5 min.

I klarhedens tjeneste

17. december 1997

Til forståelsen af vort århundredes kultur- og idéhistorie er Olav Harsløfs mursten om de danske Monde-grupper et uomgængeligt værk

NY BOG
"Madsens Regnskab godkendes fuldtud. Kirstein og Boserup exkluderes". I denne lakoniske indføring i Mondegruppens regnskabsjournal i sommeren 1932 har Olav Harsløf fundet nøglen til en radikal revison af venstre-fløjens historie i mellemkrigstiden. Historien har efter Harsløfs opfattelse i mange år været underlagt et tolkningsmonopol fra den kommunistisk orienterede kulturradikalisme, der har hævdet en ubrudt kontinuitet fra grundlæggelsen af tidsskrifterne Clarté og Kritisk Revy i midten af tyverne til Kulturkampens ophør i 1939. Med udgangspunkt i den sprængning af Monde-gruppen, som det anførte citat markerer, etablerer Olav Harsløf en alternativ historie.
De kulturradikales tolkningsmonopol har usynliggjort en socialistisk-marxistisk, men parti-uafhængig gruppering i mellemkrigstidens politik og kultur på venstrefløjen, en Clarté-linje, der også har sit udspring i det oprindelige Clarté, men som videreføres i Monde, delvis Plan, senere i Frem for at afrundes med det nye Clarté, der udkom i årene 1936-43.

'De fire store'
Størstedelen af detaljerede og detaljerige bog handler om de blot fire år, hvor Mondegruppen fungerede omkring 'De fire Store' skikkelser, socialdemokraten, den lærde akademiker og kulturhistoriker Hartvig Frisch, den kulturelt vidtfavnende Rudolf Broby Johansen, litteraturkritikeren Harald Rue og forfatteren Hans Kirk. Omkring disse grupperede sig en perlerække af periodens mest dynamiske personligheder indenfor kulturliv og politik. I en årrække fra grundlæggelsen af Clarté til bruddet i begyndelsen af 30'rne var Hartvig Frisch 'inspirator og idébank' for de venstreintellektuelle, uanset om de var socialdemokrater, partiløse eller (kommende) kommunister. Hans og Brobys inspiration fra den franske clartébevægelse og den norske Mot Dag gruppe blev afsættet for dansk Clarté og for bestræbelsen på at holde sammen på de venstreintellektuelle på tværs af de politisk-ideologiske og partimæssige skillelinjer.
Idégrundlaget var en forening af traditionen fra Georg Brandes' kritiske videnskabelighed og en marxistisk inspireret socialisme. Det lykkedes i en periode at holde vandene åbne, men i 30'rnes begyndelse frøs de til under den polarkulde, som den kommunistiske bevægelses fatale 'ultravenstrelinje' lagde ned over venstrefløjen med de uforenelige ønsker om at opbygge enhedsfronter og samtidig overtage og dominere alt, hvad der rørte sig.

Uudtømmeligt reservoir
Det kan være lidt vanskeligt at følge Olav Harsløfs argumentation for kontinuiteten i clartélinjen. Dels er bogen disponeret strengt kronologisk, bygget op om de enkelte numre af Monde. Det bringer undervejs mange bolde i spil, som ikke i sig selv berører tesen. Dels rummer bogen mange direkte og indirekte afregninger med tidligere skribenter på feltet. Endelig underspiller Harsløf de vidt forskellige politisk-ideologiske kontekster for praktiseringen af den uafhængige socialistiske linje, og navnlig efter midten af 30'rne tynder dokumentationen ud. I virkeligheden var der vel på personplanet kun en enkelt, Broby Johansen, der holdt linjen hele vejen igennem. Kan han bære det?
Selvom tesen således kan diskuteres, så forekommer det næsten som et underordnet problem i forhold til den rigdom af materiale, som Harsløf præsenterer fra den centrale periode 1928-32.
Dokumentationen finder han i et væld af breve, artikler og interviews med datidens aktører, og det er just under et interview med Carl Madsen, en af hovedmændene bag sprængningen, at den famøse kassejournal kommer for dagen. Meget af dette stof er nyt eller kendte sager, der tolkes ind i en ny sammenhæng og får ny mening, selv når man nogenlunde kender periodens historie og de involverede personer fra tidligere værker, bl.a. Morten Things disputats om Kommunismen og de intellektuelle. Ikke mindst som kildesamling til venstrefløjens historie er Harsløfs bog et næsten uudtømmeligt reservoir.

I frontlinie
Stærkest i fremstillingen står imidlertid selve mondegruppen. Det er nærmest utroligt, hvad denne forholdsvis lille gruppe præsterede af kreativitet, kulturel og politisk fantasi og energi. Med sin placering som del af en større international politisk-kulturel bevægelse placerede gruppen sig i en frontlinje med introduktion og diskussion af tidens mest avancerede kunstnere og kulturarbejdere på den internationale scene. Der var en forbløffende omfattende udveksling mellem de internationale miljøer og de danske aktører.
Monde-gruppens talenter udfoldede sig i det hjemlige kulturliv med banebrydende indsatser inden for teatret med etableringen af forsøgsscenen, hvor mange senere fremtrædende skikkelser i teaterlivet fik deres ilddåb.
Inden for filmen udfoldede Ebbe Neergaard sit analytiske talent, og i diskussionerne af arkitektur, planlægning og design møder vi Edvard Heiberg, der efterhånden fik lidt af en kommissærrolle, og den allestedsnærværende Poul Henningsen.
På litteraturfronten opererede den højt begavede kritiker og inspirator Harald Rue.
På det politiske område gik Monde-gruppen i felten med fremsynede analyser af fascismen. Mange af gruppens medlemmer var på dannelses- eller pilgrimsrejse til Sovjetunionen, og de støttede det fremtidsprojekt, som Sovjetunionen efter deres opfattelse repræsenterede, men var samtidig kritiske over for de hjemlige kommunisters stadig mere dogmatiske forvaltning af marxismen. Gruppens svaghed var det politisk-strategiske og taktiske, hvor den kom til kort overfor de trænede partiorganiserede socialister.

Tribut til Monde-gruppen
På det organisatoriske plan skabte Monde-gruppen sig en base i det endnu vitale Studentersamfundet og gjorde til til debatforum og rekrutteringsbase for venstrefløjen på linje med Mondes aflægger Vi Gymnasiaster, hvor redaktionen i en periode lå i hænderne på medlemmer af gruppen. Monde-gruppen satsede stort med etablering af et eget forlag, hvor de påbegyndte en aldrig afsluttet nyoversættelse af Karl Marx' Kapitalen, udgav nogle af Frederik Dreiers skrifter, bøger om Social Kunst og meget mere. Kort sagt Monde udviklede sig til en koncern, som Harsløf kalder det.
I sig selv blev tidsskriftet Monde en kulturel bedrift, banebrydende i lay out og med et sprælsk og seriøst indhold, en uvurderlig kilde til tidens formeksperimenter, uden respekt for autoriteter. Det havde rødder i pionertidsskriftet Klingen, der udkom ved slutningen af første verdenskrig og har haft virkninger for danske publikationer helt ind i vor tid.
Olav Harsløfs bog er en fornem tribut til Monde-gruppens indsats, også i det ydre. Med en smuk opsætning og en overdådig rigdom af illustrationer og tekster fører den læseren ind i et univers af kreativitet og kunstnerisk fantasi. Indholdsmæssigt er den fascinerende, informerende, men også lidt deprimerende, fordi der i udkæmpelse af de indre konflikter på venstrefløjen blev lagt så megen energi, som kunne være anvendt bedre. Til forståelsen af vort århundredes kultur- og idéhistorie er det et uomgængeligt værk.

*Olav Harsløf: Monde-gruppen. Kampen om kunsten og socialismen i Danmark 1928-1932. Museum Tusculanums Forlag. 639 sider, 365 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu