Læsetid: 6 min.

Klassekampen er ikke forbi

30. december 1997

Ny bog om skraldemændenes kamp i Århus, der handler om mere end løn eller ejendomsforhold - den handler om demokrati

NY BOG
Alting går så stærkt, at selv de avislæsere, der fulgte med i skraldemandskonflikten i Århus 95/96, kan være i tvivl om, hvad det hele i grunden handlede om. Var det en lønkonflikt? En konflikt om arbejdsforhold eller om tillidsmænds rettigheder? Hans Erik Madsens bog, Vi tog skraldet, vil vise, at der stod helt anderledes grundlæggende principper på spil, og det gør den godt.
Ingen tvivl om, at de rigtige skraldemænd, som de kaldte sig, var nogle værre rødder. Forfatteren starter meget fornuftigt med en stribe anekdoter, som handler om, hvordan man tryner arbejdsledere, skaffer sig ekstra genetillæg på tunge dage, eller hjælper folk af med besværligt skrald for en bajer eller tre. Det fornuftige ved at fortælle den slags - uanset risikoen for, at mange vil blive bekræftet i deres opfattelse af de rigtige skraldemænd som ballademagere - består i, at man meget hurtigt kommer ind i miljøet og arbejdet. Det hjælper også bogens sprog godt med til - set fra et akademisk eller litterært synspunkt er det synd at sige, at bogen er godt skrevet, men på sine egne præmisser er den uhyre effektiv. Og altså velskrevet, for så vidt som den taler et klart og enkelt sprog, der direkte vil kunne forstås på de fleste frokoststuer. Man er lynhurtigt inde i et miljø, som virker på samme tid fremmed og inderligt velkendt - fremmed, fordi det ud fra moderne virksomhedsopfattelse er gammeldags; velkendt, fordi det var sådan, man indtil for ganske kort tid siden havde det på de fleste, gode arbejdspladser, hvor arbejderne kunne føle stolthed ved dét, de lavede, og havde en vis frihed til at tilrettelægge dét, de direkte havde med at gøre.
Og dét var i følge forfatteren (og formodentlig også i virkeligheden) hovedsagen i konflikten: Det drejede sig om frie mennesker, som forsvarede deres hårdt tilkæmpede frihed, da man ville tage den fra dem. Skraldemændene havde opdaget, at de kunne gøre deres arbejde bedre og mere effektivt, hvis de ignorerede firmaets ledelse. Og under konflikten beviste de i praksis, at ledelsen var overflødig.

De kunne selv
Torsdag d.11. januar 1996, da konflikten var 11 døgn gammel, havde tillidsmand Louie Andersen indgået en aftale med Thorkild Simonsen om, at borgmesteren ville få løst konflikten mod, at skraldemændene de følgende dage ville gøre indhug på de dynger af affald, som havde hobet sig op i byen. Firmaledelsen satte sig imod og forsøgte at hindre skraldebilerne i at køre ud, men det lykkedes ikke. Ved normal arbejdstids begyndelse rullede vognene ud, efter at Finn Kristensen, tidligere tillidsmand og formand for arbejdernes klub, havde overtaget ledelsen.
Funktionærerne nedlagde arbejdet og satte telefonsvareren til at tage imod alle henvendelser til firmaet. Kantinen blev lukket, og mekanikerne fik ordre til at nedlægge arbejdet. Men den nye ledelse på tillidsmandskontoret tog kontakt med alle, lige fra viceværter til lederen af forbrændingsanstalten, og ved dagens slutning var der blevet ryddet grundigt op i affaldsdyngerne. Senere, da alle de rigtige skraldemænd var blevet fyret, og Århus byråd i sin konflikt med Renholdningsselskabet havde gjort renoveringen til en kommunal opgave, styrede de rigtige skraldemænd denne kommunale skraldindsamling 100 procent - "lige fra afhentning af skraldet, at sørge for at materiellet var i orden, til udarbejdelse af lønbilag (...) Vi havde ingen ledelse over os (...) Vi havde en arbejdsgiver, kommunen, som vi udførte et arbejde for, og som de ikke blandede sig i," skriver Hans Erik Madsen. Og et andet sted: "Det værste, der kunne ske, var sket. Vi skraldemænd havde taget kontrollen over vores eget arbejde og selskabet. Vi havde bevist det, der absolut ikke måtte komme frem, nemlig at vi selv kunne køre en virksomhed."

Arbejdsløs ledelse
Der var flere grunde til, at det kunne ske. Dels var ledelsen efter alt at dømme både svag og uduelig. En række direktører havde ladet skraldemændenes klub KAOS - Klubben Af Organiserede Skraldemænd - overtage en stor del af ledelsen af det daglige arbejde, og på et tidspunkt, da en ny direktør tiltrådte, og en ny ordning med rullende beholdere til afløsning af de gamle spande var ved at blive indført (hvad der gav anledning til lønkonflikt), kom der pres på ledelsen fra byrådet.
Det var på et tidspunkt, hvor udliciteringer af statslige og kommunale opgaver var kommet på mode, og ledelsen må have følt det som en meget reel trussel, at kommunen kunne tage renoveringen fra firmaet. Desværre forklarer bogen ikke videre godt, hvad det egentlig var for problemer, bystyret havde i forhold til sit renholdningsselskab, og hvorfor det blev nødvendigt at tilkalde et konsulentfirma - Mercuri Urval - til at kortlægge virksomheden. Forfatteren hævder gentagne gange, at selve renoveringen foregik effektivt, og han citerer flere i 'fjendens' lejr for rosende bemærkninger desangående. Man kan jo gætte på, at Renholdningsselskabet var for dyrt i drift.
En anden grund til, at skraldemændene i Århus fik mulighed for at vise, at arbejdere faktisk godt kan drive deres virksomhed, var naturligvis selve arbejdets karakter. Arbejderne var væk fra virksomheden i praktisk talt hele arbejdstiden, for de var ude i byen og hente affald. Ud fra et helt praktisk synspunkt burde sådan en virksomhed ikke have brug for ret meget mere ledelse end en bogholder og en telefonpasser. Som det var, forsøgte ledelsen at lede ved at udsende kontrollanter, der skulle overvåge, om arbejdet blev udført ordentligt (hvad de, efter bogen at dømme, sjældent fik lejlighed til), samt ved at forhandle regler for løn, arbejdsforhold og lønninger.
Over for denne ledelse, som ikke rigtigt kunne finde ud af sine egne opgaver, og som i 'rationaliseringstider' savnede instrumenter til at gennemføre omstruktureringer, stod en arbejderklub, der havde udviklet et direkte demokrati med faste morgenmøder, hvor alle problemer blev afgjort ved almindeligt flertal, og som på grund af arbejdets karakter havde stor selvstændighed.

Solidarisk politisk kultur
Det mest bemærkelsesværdige - og opmuntrende - ved bogen er, at den overbevisende viser, hvordan en flok arbejdere med uhyre forskellige, politiske synspunkter ved daglig praksis igennem en årrække kunne udvikle en selvstændig og radikal politisk kultur, der ikke bare kunne bidrage med noget så nytænkende som den berømte skraldemands-model, men også betød en solidaritet, trods alle meningsforskelle, som ikke kun bar igennem meget barske konflikter, men i det daglige betød en omsorg for både fysisk og moralsk svage kolleger.
Det er rimeligt at citere Kim Knudsen, som var den, der opfandt skraldemands-modellen, for der er nok en del, som efterhånden har glemt, hvad den egentlig gik ud på:
"Idéen opstod løbende. Jeg havde en arbejdsløs kollega, der gerne ville i arbejde, og jeg ville gerne arbejde mindre og nå noget mere, have et bedre liv (...) Så jeg gik og snakkede lidt med de andre to på skraldevognen om, hvorvidt de kunne tænke sig at have fri hver fjerde uge. Så kunne vi tage en arbejdsløs ind, så passede det jo lige med at holde fri hver fjerde uge.
Jeg havde ikke lavet nogen beregninger eller noget. Det var klart, det ville koste noget for den enkelte, nemlig forskellen mellem dagpengene og så lønnen hver fjerde uge. Men så havde vi jo også fri. For samfundet ville det jo ikke koste en disse.
Alle kunne se, det var en god idé, lige bortset fra de 5-10 procent, der bestemmer herhjemme. De syntes ikke, det var nogen god idé."
Hans Erik Madsens bog rejser umiddelbart det spørgsmål, om ikke hele samfundets ledelse i alt væsentligt ligner Renholdningsselskabets direktion? Og om, hvornår dét vil gå op for tilstrækkeligt mange?

*Hans Erik Madsen: Vi tog skraldet. 220 s. 235 kr. Klim. Udkommer i dag.

Tørk Haxthausen er filminstruktør og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her