Læsetid: 13 min.

Kønnet i opløsning

13. december 1997

Friheden til selv at skabe sin kønsidentitet har aldrig været større - det kønnede udtryk aldrig mere stereotypt. Men hvad er perspektiverne i kønsopløsningen seksuelt, samfunds- og kønspolitisk? Fire fagfolk giver deres bud på et svar

De traditionelle kønsroller står i opløsningsmiddel til halsen, og ud af turbulensens tåger tegner sig først og fremmest de mange muligheders land.
Aldrig har friheden til at skabe sig sin helt egen kønsrolle været mere tilgængelig. Og aldrig - eller i hvert fald sjældent - har vi samtidig set mere kønnede udtryk end dem, vi ser i dag. Mere stereotypt mands- og kvinde-outfit end det, man lige nu støder ind i på gaden, på caféen - i bussen for ikke at snakke om medierne skal man lede længe efter.
"Vi har fat i et paradoks," konstaterer lederen af Kvinfo, litteraturforskeren Elisabeth Møller Jensen.
Ja, mon ikke. Spørgsmålet er, om vi nøjes med et?
Signalerne fra kønsdebattører og fagfolk er ikke bare hidsige og bombastiske, men søgende og famlende og nogen gange modsatrettede i forsøg på at indkredse udviklingen og for behandlernes vedkommende lappe på den.
Hør bare korte udpluk af de samtaler og den dugfriske litteratur, der er fundamentet for denne artikel:
Kvindelig kønsdebattør: "Jeg er bange for, hvad der sker med den kvindelige protest mod det patriarkalske samfund, hvis vi opløser kønskategorierne."
Kvindelig kønsforsker: "Der er ingen perspektiver i at kæmpe for kønskategorien kvinder. Der er meget mere ide i politisk at følge op på den teori, der siger, at kønnet er til forhandling."
Mandlig kønsdebattør: "Hvis kønsopløsningen lykkes ultimativt, har vi også overflødiggjort hinanden. Så er der kun kærligheden tilbage, og den kan ikke holde et helt liv igennem."
Mandlig psykiater: "Når familien er væk, søger man sin identitet andre steder - uden rigtigt at have det indre med. Resultatet kan blive en stereotyp."
Mandlig sexolog: "Kønnet er blevet en iscenesættelse. En iscenesættelse, der bliver mere og mere forceret. Presset på seksualiteten har aldrig været større end i dag."
Mandlig psykiater: "Det bliver mere og mere karakteristisk for danske piger at hige og søge efter en perfekt skikkelse og en perfekt adfærd."
Kvindelig kønsforsker: "Piger og drenge krydsidentificerer sig i dag med henholdsvis deres fædre og mødre på en måde, som vi slet ikke har kendt til i nyere tid."
Kvindelig forsker: "Far ligger som en klangbund af forventninger i alt, hvad disse piger gør."
Mandlig psykiater: "Den klassiske, typiske europæiske maskulinitet er truet. Jeg tror, at flere og flere mænd i fremtiden vil samle sig i 'ghettoer' samtidig med, at kvinderne generelt vil sprede sig mere og mere ud over hele samfundet. ... Det ville ikke undre mig, om det altsammen vil udløse en samfundskrise."
Kvindelig kønsforsker: "Farmand står i hjørnet, han er kæmpestor og fylder utrolig meget i verden."
Den samme forsker om de unge mænd på universitetet: "De mestrer de egenskaber, vi traditionelt har defineret som kvindelige samtidig med, at de har et godt maskulint intellekt... Det er unge mænd, som virkelig har fået gavn af de forandringer, som er sket i familiestrukturen og mellem kønnene de sidste 25 år."

Når kønnet gør syg
Hvordan hænger det sammen? Og hvad er i det hele taget perspektiverne - samfundspolitisk, kønspolitisk og seksuelt - i de poststrukturalistiske kønsforskeres påpegning af, at de traditionelle kønsroller er out, og pakkeløsningerne byttet ud med en kønsrolle, der hele tiden er til forhandling?
Elisabeth Møller Jensen mener ikke, at man kan skære de respektive køn over en kam:
"Det er rigtigt, at f.eks. en stor, veluddannet, ressourcestærk elite fryder sig over en åben kønsrolle, som man i princippet kan fylde hvad som helst i. Den gruppe profiterer maksimalt af udviklingen. For de kvinder ligger verden parat til at blive indtaget. Kønnet opleves ikke på nogen måde som en forhindring, måske tværtimod. Disse kvinders stærkere selvfølelse inspirerer til et meget kraftigere erotisk udspil i forhold til mænd - de kan score de højeste karakterer, de kan forhandle deres kønsrolle, de kan det hele."
"Så er der en anden gruppe, som også er højtuddannet, og som har fået kvindeligheden så meget i klemme i paradokserne, at de er ved at dø af det: De får spiseforstyrrelser, anorexi eller bulimi. - Mens en tredie gruppe kvinder befinder sig i bunden af samfundet. Fanget i den traditionelle klasse- og kønsdeling og uden uddannelse eller udsigt til udvikling og eksperimenter."
Netop den samfundsramme, der omgiver de to køn, og som ligestillingskampen mener at have gode argumenter for at sætte kløerne i, optager forfatteren og kønsdebattøren Bente Schwartz. Hun, der netop har udsendt lærebogen - Køn - om piger og drenge, kvinder og mænd (Kroghs Forlag), langer ud efter de kønsteoretikere, der - siger hun - fokuserer så meget på forskellene indenfor det enkelte køn, at det bliver irrelevant at tale om forskelle mellem kønnene.
"Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, hvad den dekonstruktion af kønnet, de poststrukturalistiske kønsforskere præsenterer, får af politiske konsekvenser. Personligt er jeg bange for, at den fokusering på forskelle indenfor kategorien kvinder - al den snak om hvor forskellige kvinder er i dag - skal kvæle den politiske kraft, der ligger i at sammenligne vilkårene for mænd og kvinder. Fokuserer man på fænomener indenfor ét køn, bliver det simpelthen vanskeligt at opfange de fælles bagvedliggende strukturer. Og virkeligheden er jo, at vi stadigvæk lever i et kapitalistisk, patriarkalsk samfund, der godt kunne trænge til kritik."
- Men ligger der ikke en befrielse i ophævelsen af de begrænsninger, der ligger i de traditionelle kønsroller?
"Såvidt jeg kan se, ligger friheden ifølge kønsteoretikerne i at fraskrive sig det biologiske køn og den biologiske krop. Man forestiller sig, at hvis de biologiske forskelle nedtones, så er enhver fri til at fortælle en hvilken som helst historie om sig selv, og så forsvinder uligheden."
"Som jeg tolker det, skal kønnet dekonstrueres, fordi man så bl.a. kan lægge afstand til de traditionelle roller, især omsorgsrollen. Men hvad er det for et samfund, vi får, hvis omsorgsdelen forsvinder? Jeg kan godt forstå, at de mange forpligtelser, der tilskrives den enkelte kvinde, kan opleves belastende. Men set i en større sammenhæng, finder jeg det problematisk, at ingen vil belastes af forpligtelser. Er det et frigørelsesprojekt? Tror kvinder, at de får lighed og gode liv ved at eliminere kønnet, kunne jeg også spørge?"
"Jeg opfatter faktisk det at lægge afstand til den biologiske krop som et ønske om at overvinde den sidste barriere i et totalt individualistisk projekt."
- Kan den dekonstruktion ikke være et nødvendigt stadie i et større projekt?
"Jo, det siger de poststrukturalistiske kønsforskere jo: At der er et nedbrydnings- og et opbygningsprojekt. Jeg kan sagtens forstå, at det er nødvendigt at nuancere kønsstereotyper, men det er også nødvendigt at tænke over, hvad der kan ligge af begrundelser for - og konsekvenser af - at fornægte den biologiske forskelighed og den ukontrollerbare krop? Er det ikke et forsøg på at gøre os til marionetter, der kan fungere gnidningsfrit i det moderne samfund? Hvor skal protesten komme fra hvis ikke fra kroppen?" spørger Bente Schwartz.

Et ufrit samfund
Elisabeth Møller Jensen: "Det er indlysende, at det er meget, meget politisk forpligtende at opløse kønskategorierne. For man går jo ikke fra en forestilling om en fri forhandling af kønnet til et frit samfund. Hvis du slår op i Ligestillingsrådets statistikker, ser de ud, som de plejer. Samfundets strukturelle organisering og de forventninger og bindinger til køn, vi kender fra bl.a. arbejdsmarkedet og lovgivningen, viser fortsat, at man lægger byrder og ansvar på kvinder, som man ikke lægger på mænd osv. Teorien har altså et forklaringsproblem. Kendsgerningerne pålægger således kønsteoretikeren en høj grad af politisk bevidsthed."
- Men hvordan vurderer du teorien om kønsopløsningen?
"Som en utrolig manøvrefrihed, det er vigtigt, at vi allesammen indser. Jeg synes, der er meget mere perspektiv i at kæmpe for den fri forhandling af kønnet end for at bevare kønskategorierne. Der er jo ingen, der eksempelvis siger, at biologien behøver at stille kvinder dårligere end mænd. Personligt mener jeg, at der i kvinders biologi ligger en kæmpekraft. Biologien sætter kvinder på jorden med en helt særlig styrke. Det er altså ikke biologien, men vores holdning til den, der bør ændres. Det er vores måde at indrette arbejdsmarkedet på - vores måde af forvalte afkommet på, der bør ændres."
- Bente Schwartz kalder kroppen for den sidste barriere i et totalt individualistisk projekt?
"Sludder. Kønnet kan ikke fjernes fra den individuelle udfoldelse. Vi er ikke invider på trods af kønnet, men også i kraft af kønnet."
For en voksende gruppe unge sker der imidlertid det, at kønsidentiteten ikke udvikler sig i en retning, der opfattes som normalt. De unge, som i psykologisk fagsprog kaldes psykisk borderline-organiserede, er identitetsusikre unge, der i højere grad end andre bruger forestillinger om omverdenen og andre mennesker i deres søgen efter identitet. Det er unge, der f.eks. kæmper med spiseforstyrrelser og har problemer med at placere sig selv seksuelt.
Dem arbejder psykiateren Kristian Valbak, Psykiatrisk Hospital i Århus, med. I Bertill Nordahls nye debatbog Pigerne og drengene - ni samtaler om kønnets betydning, forklarer psykiateren de unges voksende identitetsproblemer med ikke mindst den stereotype fremstilling af kønsrollerne i reklamer og fjernsyn.
"Hvad vi ser optræde er jo ikke mennesker, men form uden indhold," siger han.
Den udvikling er dybt problematisk, siger han, fordi de unge i dag mere end nogensinde spejler deres individuelle identitetsprojekt i den ydre verden."
"Fjernsyn og reklamer har en enorm effekt på de unges identitetsdannelse. Når man så fokuserer på udseendet i en grad, som ikke er sund, så er det problematisk. Det man viser, er jo ikke mennesker, men typer, som er perfekte. En tendens, der bliver mere og mere ekstrem. De mænd og kvinder, der fremstilles, er helt stereotype: De gør karriere, de ser godt ud, de kan det seksuelle - de kan det hele. Og sådan er virkeligheden jo ikke."

Vil have familien tilbage
Ikke desto mindre er det de tomme skaller, de unge efter psykiaterens opfattelse er henvist til at identificere sig med, ikke mindst fordi familien ikke på samme måder som tidligere er leverandør af mænd og kvinder som identitetsfigurer.
"I takt med at familien udtyndes bliver vennekredsen og de ydre billeder i fjernsyn og på caféer vigtigere og vigtigere. Jo mere usikker, man er, des mere kan man vælge at kompensere med det ydre."
Om de spiseforstyrrede piger siger han, at både anorexi og bulimi handler om en underliggende mangel på selvværd: Pigerne bliver bombarderet med, hvordan kvinder skal være tiltrækkende og succesfulde. De skal være tjekkede og appetitlige, kort sagt lige til at spise. Samtidig skal de helst ligne en blanding af Renée Toft Simonsen og Helena Christensen eller figurerne i Beverly Hills, Baywatch, Venner, eller hvad de nu hedder alle tv-serierne... Der sker med andre ord en voldsom idealisering af udseendet og det at have styr på alting. Svært at leve op til for den almindelige pubertetspige. En måde at få kontrol over tingene på kan være at tage kontrol over sin spisning," siger Kristian Valbak i Bertill Nordahls bog.
- Det lyder, som om du ville ønske familien i den gamle skikkelse tilbage?
"Jeg har selv været med til at gøre op med familien. Senere har jeg fundet ud af, at nogle af de borgerlige dyder ikke var så dumme. I hvert fald kan man ikke overvurdere betydningen af en mor og en far. Af det at have to forældre."
Kristian Valbak mener, at begge forældre er lige vigtige for begge køn - modsat hvad kønsdebatten har sagt i flere år. Både den konkrete mor og far og symbolerne på mor og far er afgørende.
"Hvis vi har for mange negative oplevelser af vores mor og far i barndommen, får vi billeder af mor og far som værende farlige og ikke nærende nok. Derfor går meget psykoterapeutisk arbejde ud på at opbygge indre billeder af mor og far, fordi vi jo livet igennem har disse billeder med os," siger han og understreger, at billedernes betydning ligger i, at de ustandselig dukker op og styrer vores møde med autoriteter og nye mænd og kvinder.
På spørgsmålet om hvorvidt de opløste traditioner og det ekstremt kønnede udtryk på gader og i medier er udtryk for, at seksualiteten blomstrer, svarer sexologen Bo Møhl fra Rigshospitalets Sexologiske Klinik "både ja og nej."
"Jeg tror, kønnet mere end nogensinde er blevet en iscenesættelse. En konstruktion. Specielt de unge oplever en mulighedseufori og iscenesætter sig selv ud fra nogle idealforestillinger. Mange forstyrrelser og identitetsproblemer kan forstås ud fra den tanke, at en mand ikke bare er en mand, men en iscenesættelse. Og en kvinde bestemt heller ikke bare en kvinde, men en iscenesat forestilling."

Den nedsatte lyst
"Derfor er vi mere end nogensinde parate til at vurdere hinanden - søge hinandens blikke for at få bekræftelse eller det modsatte. Det betyder, at det kønnede rum er mere angstfuldt end nogensinde."
- Hvordan har seksualiteten det så inde i det iscenesatte, angstprægede rum?
"Derinde ser vi jo bl.a. den den nedsatte seksuelle lyst. Mange mennesker har simpelthen ikke der, midt i iscenesættelsen, en gedigen kontakt med deres seksuelle lyst. Samtidig stilles der i iscenesættelsen paradoksalt nok stadig større krav til, at vi skal være seksuelt velfungerende. Der ligger nogle enorme præstationskrav i disse iscenesættelser af den rigtige mand og - kvinde. Vi skal være hengivne, spontane, sensuelle osv."
"Presset på seksualiteten er således større end nogensinde. Jeg er sikker på, at seksualiteten for mange fungerer. Men jeg tror ikke, det er tilfældigt, at eksempelvis en iscenesættelse som sadomasochisme er mere almindelig end nogensinde. Sansepirringen skal tilsyneladende være stadig mere pågående og voldsom for at have effekt. Så den seksualitet, der trives ud over landet ser anderledes ud, end dengang det hed hver onsdag og lørdag, og hvor vi var anderledes nøgne overfor hinanden."
Bo Møhl ser den gensidige erobring af retten til at praktisere både feminine og maskuline sider som en kæmpegevinst.
"Problemet ligger alene der, hvor du mister dig selv og eksempelvis ikke er identitetsstærk nok til at insistere på også selv at få noget ud af det seksuelle samvær. Men udelukkende er optaget af at blive bekræftet af den andens reaktioner," siger han.

Køn og kærlighed
Historikeren og mandeforskeren, Hans Bonde er ingen tilhænger af den del af den feministiske ligestillingsstrategi, der - siger han - bærer skylden for den kulturelle kønsopløsning, der vil gøre kvinder til borebisser og mænd til sygeplejersker. "At de to køn partout skal gøre tingene på samme måde er et dødsygt koncept. Ligesom definitionen af en frigjort arbejdsplads er en, hvor der er 50 pct. af hvert køn. Jeg vil påstå, at man sociologisk lige så godt kan finde arbejdspladser, hvor koncentrationen af køn giver en helt særlig produktiv og kreativ stemning," siger han.
Men Hans Bonde er helt blød med tre andre punkter i feminismens officielle krav til mændene 1) Mændene skal være fædre. 2) Mændene skal være seksualobjekter. 3) Mændene skal være husførere.
"At måtte tage begærsrollen på sig er vidunderligt for en mand. Tænk på min fars generation - de mænd kunne aldrig vide, om en kvinde virkelig begærede og elskede dem. At enhver seksuel situation har hvilet på vores initiativ er et umådeligt pres. Men hvad der ofte sker i dag er, at i det øjeblik manden holder op med at anskue kvinden som et seksuelt objekt, så bliver hun for alvor sur. For er der noget, hun elsker, er det den priviligerende status som attrået. At manden bevæger sig over dansegulvet til hende."
"Hvis manden lægger sig på sengen og spørger: 'Er jeg ikke dejlig' får kvinden for alvor problemer. Så er det, at hun begynder at opdage hvilken magt, der er forbundet med de kvindelige positioner, som feminismen ikke vil anerkende som magt. Og derfor ser vi for øjeblikket masser af kvinder, der siger stop til kønsopløsningen: De vil ikke dele mandens rolle som den seksuelle initiativtager," mener Hans Bonde.
Kvindernes krav til mændene om at føre hus og tage sig af børnene opfatter han personligt som en kæmpegevinst for mændene.
"Feminismen er den største gave til mændene. De har bare ikke opdaget det," siger han og beskriver glæden ved selv at bestemme, hvordan tekstilerne skal vaskes og maden laves.
"Men hvis manden spørger, om han ikke lige så godt kan tage en måneds barselsorlov, så skal du se rovdyrblikket i kvindens ansigt, for så skal han jo have fjorten dage af hendes orlov. Mændene bliver altså bombarderet med en helt utrolig dobbelttydighed: Hvis han gør det, den officielle feminisme siger, så får han rovdyrblikket derhjemme, og hvis han gør, som konen ønsker, bliver han bagefter hængt ud i ligestillingsrådets statistikker."
Hans Bonde siger også, at selvom de gamle kønsroller kunne være meget stereotype, betød de, at man havde brug for hinanden.
"Alle de kvinder, der absolut har villet kunne slå sømmet lige så godt i som deres mand, har været med til at kastrere ham," siger han.
På samme måde kan en kvinde føle sig overflødig, når hendes særegne position er udraderet.
Hans Bonde: "Hvis kønsopløsningen lykkes ultimativt har vi også overflødiggjort hinanden, og så er der kun en ting tilbage: Kærligheden. Og den kan ikke holde et helt liv igennem. Derfor må vi have det noget af det gamle fornuftsægteskab tilbage - det, der handler om, at når kærligheden ikke er der, holder vi sammen alligevel. Fordi vi har brug for hinanden."
- Solidariteten og den gensidige støtte kan måske også danne grobund for, at kærligheden kan udvikle sig igen?
"Lige præcis. Den cocktail har en langt større holdbarhed."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu