Læsetid: 2 min.

Komponister under kniven

16. december 1997

Bortset fra at hovedet blev savet af Den Lille Havfrue, var der ikke meget at udsætte på Manfred Honecks effektive obduktion af tre store wienere

KONCERT
Det var en fornøjelse at overvære den begavede østriger Manfred Honeck dissekere Die wiener Moderne - uden at musikken blev slået ihjel.
Tværtimod livede Alexander Zemlinskys symfoniske digt Die Seejungfrau i den grad op under Honecks hænder, alt imens manden ube-sværet demonstrerede for auditoriet, hvad dette senromantiske luksuspartitur består af for orkestreringsmæssige raffinementer.
Kun må man beklage, at koncertarrangør og dirigent råt og brutalt havde kappet hovedet af H.C. Andersens eventyr om Den Lille Havfrue, som komponisten Zemlinsky har genfortalt i smukt svungen jugendstil. Det kan godt være, vore dages konventioner om koncertprogrammer tilsiger, at der skal være pause efter cirka tre kvarter - men hvis musikken siger noget andet, så er det den, der bestemmer. En længere koncert ville i øvrigt ikke have været noget problem, da Ho-neck så afgjort er mand for at holde publikums opmærksomhed fanget.
Løsningen må i hvert fald ikke blive, at man som her begynder in medias res med den uhyggesprudlende vandring til Havheksen og simpelt hen springer første sats og dermed begyndelsen af eventyret over! Den var ikke gået med et værk fra standardlitteraturen - hvor Die Seejungfrau i øvrigt allerede er ved at have sneget sig ind med denne sin anden danske opførelse i år efter Radioens i februar.

Præcist tegnet
Kapellet ydede en proper indsats. Kun en af førsteviolinerne burde skamme sig, som hun sad dér med benene over kors og strøg som vinden blæser, stik imod resten af gruppen. Den slags høres faktisk, selvom musikken spiller. Sidder kapelmedlemmerne lidt for bekvemt i deres stillinger, eller hvad?
At indlede en ren wienerkoncert med valsekongen Johann Strauss - repræsentanten par excellence for Die Welt von Gestern - og så fortsætte med progressiviteten og det modernistiske brud repræ-senteret ved overgangsfiguren Zemlinsky og profeten Mahler, det var til gengæld flot programsætning. En mere præcist tegnet musikhistorisk skitse af Wien omkring århundredeskiftet fås ikke - når nu der per konvention kun må spilles tre værker på en aften.
Lige så skarpt som programmet opridsede koncertens tema, lige så præcist stod detaljerne i Gustav Mahlers letfordøjelige, ligefrem fornøjelige 4. symfoni.
Det var lige ved, man helt glemte de store linjer. Men det varede kun til pausen inden tredje sats.
Publikum larmede ufortrødent løs - indtil de opdagede en afventende Manfred Ho-neck, der med sin tavse ryg vendt mod salen var i stand til at fremtvinge den ro, han med rette krævede. I Honecks håndformede version blev denne rolige sats et rent, intenst nydelsesobjekt - midt imellem dødedans og himmelske glæder.
Den svenske sopran Lisa Larsson tog sig pænt og nydeligt af det himmelske i fjerde sats, og publikum kunne opmuntret forlade Tivoli med fornemmelsen af at have brugt aftenen udbytterigt.

*Johann Strauss: KaiserWalzer, Alexander Zemlinsky: Die Seejungfrau, Gustav Mahler: Symfoni nr. 4. Lisa Larsson (sopran) og Det Kongelige Kapel dirigeret af Manfred Honeck, Tivolis Koncertsal, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her