Læsetid: 4 min.

Kontoret som rædselskabinet

23. december 1997

Billedkunstneren Cindy Shermans med spænding ventede filmdebut vil for lidt

KUNST
NEW YORK - Cindy Sherman debuterer som filminstruktør med en kunstfærdig horror-komedie om kvindelig identitet og dæmoni. Som stil-øvelse i at overføre det fotografiske tableau til den filmiske fortælling viser den sikkert blik for det makabre og overgjorte, men er dog mest af alt et underholdende appendiks til hendes værk.
Det synes at ligge i umiddelbar forlængelse af Cindy Shermans udvikling, at hun med Office Killer føjer sig til rækken af samtidskunstere, som Julian Schnabel (Basquiet) og David Salle (Search and Destroy), der forsøger sig som filminstruktører. Gennem snart tyve år har hun mere indgående end nogen anden kunstner arbejdet med filmiske virkemidler som en del af det fotografiske udtryk. I de tidlige Untitled Film Stills fra midten af 70'erne er det det psykologiske drama fra barndommens film noir og ny-bølge film, som er inspirationen til situationerne med de skæbnesvangre kvinder og anti-heltinder. Senere i serien Untitled fra 80'erne og 90'erne er det rekvistter og effekter fra splatter- og pornofilm, som ligger til grund for de groteske opstillinger og udstyrstykker.
Shermans iscenesatte fotografier er et udtalt eksempel på den postmoderne æstetiks interesse for at blande medierne, og som sådan er hendes værk uden tvivl et af tidens mest indflydelsesrige. Office Killer er da også en meget omtalt og længe ventet begivenhed både kunst- og filmkredse, og premieren falder sammen med en retrospektiv udstilling på The Museum of Contemporary Art i Los Angeles, og i juli blev Untitled Film Stills solgt til The Museum of Modern Art for en rekordsum på en million dollars.

Morder i arbejdstiden
Dorine Douglas (Carol Kane) er en undertrykt, men pligtopfyldende korrekturlæser på sladderbladet Constant Consumer styret af den tyranniske redaktør Virginia (Barbara Sokuwa). Selvom hun bliver isoleret af de andre medarbejdere, er kontoret Dorines eneste form for menneskelig kontakt uden for barndomshjemmet, hvor hun passer sin syge mor, Carlotta.
På grund af besparelser tvinges hun imidlertid til delvist at arbejde hjemme og det vækker hendes dystre indre. Under indlæringen af det nye program kommer Dorine til at slå kollegaen Gary ihjel og bliver oplivet af den magt tilfældet giver hende.
Systematisk begynder hun at tage hævn over dem, der har svigtet hendes tillid, hun udfører mordene med en kynisk koldblodighed, som da hun skifter iltbeholderen i Virginias astmaflaske ud med gift. Dorine udnytter den kritiske situation på magasinet til at vinde sympati hos den ambitiøse Norah (Jeanne Tripplehorn), og det er kun den intrigante sekretær Kim (Molly Ringwald), som mistænker Dorine for at stå bag det forsvundne personale.

Som i gode, gamle dage
Et for et bringer Dorine ofrene hjem til sin kælder, hvor hun iscenesætter deres rådnende kroppe og afskårne lemmer til hendes eget kontor og forestiller sig, at alt er som før. Det ligner noget, man kunne finde i Shermans studie, og også i sin nænsomme omgang med de døde minder Dorine selv om Sherman i forberedelserne til et fotografi.
Ligeledes er nærbillederne overfyldte askebægere, og af Dorine, der piller neglene af Virginias hænder eller lapper Garys halvt opløste mave med tape som detaljer taget ud af et Untitled.
Office Killer fungerer bedst i disse makabre og kitschede sekvenser, men de er samtidigt også et af de mest sigende udtryk for, at filmen rent æstetisk ikke vil noget nyt. Tværtimod samler den alle elementerne fra Shermans fotografier, fra de forkrøblede skabninger til de teatralske kvinder, og er som sådan en lille retrospektiv i sig selv.
Selvom de mange referencer bekræfter effekten i hendes værk, yder Office Killer det ikke noget decideret modspil, og det er spørgsmålet, om filmen er noget uden dette fotografiske forlæg?

Fotografi og film
Det største problem i Office Killer er, at den ikke giver sig den nødvendige tid til billederne og ikke formår at udnytte det visuelle potentiale fuldt ud. Den på en gang ekspressive og antydende stil, som giver den karakteristiske fornemmelse af suspense og mise-en-scene i Shermans fotografier er afløst af en alt for jævn historiefortælling.
De fotografiske tableauer mister dybde og skarphed som filmiske sekvenser og skaber ikke den spænding mellem det sete og det skete, som er styrken i såvel Untitled Film Stills som Untitled-serien. På den måde bruger Sherman ikke fotografiets visuelle fastholdelse til at udfordre filmen med samme målrettethed, som hun hidtil har brugt filmens narrative forløb til at gøre det med fotografiet.
Ideen med at lade Sherman instruerer Office Killer er ikke hendes egen, men produceren Christine Vachons, og efter færdiggørelsen af filmen har hun da også sagt, at hun i hvert fald foreløbigt holder sig til fotografiet. Hendes værk er i al forstand selvstændigt, og det er som sin egen instruktør, skuespiller og påklædningsdukke, at hun har udvidet og forfinet sit æstetiske udtryk. Samarbejdet og de tekniske færdigheder, som en filmproduktion kræver, er nyt for Sherman, og det synes at be-grænse hendes visuelle kreativitet og finesse. Office Killer indeholder for mange kunstneriske kompromiser og klicheer fra andre horror-film til at den, trods sin kvaliteter, for alvor overbeviser som selvstændigt værk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu