Den 5. januar indleder DR2 en overdådig serie af kortfilm
Den korte fiktionsfilm har generelt haft problemer med at nå frem til publikum. Biograferne er tøvende over for at vise forfilm, og selv om der i perioder har været tiltag i den retning, løber de gode intentioner som regel snart ud i sandet, ikke mindst fordi spillefilmene i de senere år har lidt af vokseværk og sjældent levner plads til andet end reklamerne. I biografsammenhæng har en anden løsning været at bundte filmene under en fiks overskrift, men heller ikke denne model har i nævneværdig grad lokket publikum ind i mørket.
Så er der tv, hvor en kortfilm i ny og næ forvilder sig ind i sendefladen, men her er det oftest som fyld mellem to 'rigtige' udsendelser. Og i det store og hele synes fjernsynets programlæggere at have vanskeligt ved at finde plads til de stilistisk stærkt varierende småfilm med skæve spilletider.
Tilbage er filmfestivalerne, som da også er et udmærket forum for kortfilmene. Her er problemet blot, at enten skal man rejse for at komme til disse, eller også omgives de af en sekterisk aura, der betyder, at et bredere publikum ikke føler sig velkomment.
Hele dette problemkompleks forsøger DR2 nu at tage fat på ved at indføre et fast ugentligt programpunkt for kortfilm: en halv time hver mandag kl. 18. Premieren finder sted den 5. januar, og serien fortsætter i første omgang frem til maj. I løbet af foråret vises i alt 48 værker fra sytten lande.
Det nye tiltag lanceres under den lidet farverige overskrift Kortfilm, men hvad programtitlen savner af spræl og fantasi, findes til gengæld i det imponerende udvalg.
Klummeskriveren slog straks efter i programmet for at se, om de sidste års mest minderige festivaløjeblikke var kommet med, og efter et hastigt vue var der ikke umiddelbart alvorlige udeladelsessynder at få øje på i dén retning.
Frisk i erindring fra forårets kortfilmfestival i Kraków står stadig den norske instruktør Eva F. Dahrs eksemplariske kortfilm, Transit, en historie om to piger, skilsmissebørn i puberteten, som krydser veje i en lufthavn. I løbet af blot fem minutter formår filmen at give indtryk af de to pigers karakter og situation, og i forlængelse heraf afleveres en svidende pointe om et velfærdssamfund, der behandler børn som pakkepost. (2. februar).
Fra augusts Odense Film Festival huskes ikke mindst den unge tyske instruktør Veit Helmers Surprise!, en galskabsstruttende og håndkoloreret (!) historie om en ung mand, der anbringer sin sovende kæreste i en helvedesmaskine, som overrasker filmens publikum lige så meget som kæresten. (11. maj).
Ligeledes fra Odense er hentet svenske Per Carlesons festivalfræser Seneste nyheder, en tre-minutters oneliner om en kvinde, der arbejder i køkkenet med radioen tændt. Gradvist rykker radionyhederne stadig tættere på kvindens hverdag, indtil afstanden elimineres. Pointens dybde kan man stille spørgsmålstegn ved, men filmen er uden tvivl effektiv og overraskende. (11. maj).
DR2's serie lægger ud den første mandag i det nye år med en belgisk film, Koen Mortiers En hård dags arbejde, en crazykomisk og ironisk slap-stick pastiche om en ung mand, hvis far gerne ser, at han søger arbejde i den finansielle sektor. Filmen holder et hæsblæsende tempo og scorer en del point ved at sammenstille farens idealer med sønnens mislykkede forsøg på at blive bankrøver. Men som helhed er En hård dags arbejde en af den type kortfilm, hvor et opskruet tempo og en påtrængende idérigdom synes at skulle kompensere for historiens manglende dybde. (5. januar).
Noget lignende kan man sige om britiske Paul Bamboroughs science fiction-satire Arcadia. Filmen udspiller sig i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor alle bærer våben og lever i konstant angst for at blive overfaldet, selv af den nærmeste familien. Hovedpersonen er en ung mand Kevin, der dyrker et videospil, hvor det handler om at være høflig og beherske aftrækkerkløen. (12. januar).
En hård dags arbejde og Arcadia er begge velfortalte og afleverer deres pointer effektivt, men de er også hurtigt glemt, hvilket siger noget om det korte formats begrænsninger.
Mere bid er der i den Oscar-belønnede Sort passager af den tyske instruktør Pepe Danquart. En ung sort mand kommer i en sporvogn i Berlin til at sidde ved siden af en ældre hvid dame, som højlydt lufter sine racistiske fordomme. Den sorte mand forholder sig tavs, men tager alligevel det sidste stik, da han ved en ganske simpel manøvre sætter sin plage-ånd i en slem kattepine ved en billetkontrol. (19. januar).
Et højdepumkt
Januars højdepunkt i DR2's serie vil indfinde sig den 26., hvor der bliver lejlighed til at se den britiske instruktør Mike Leighs mesterlige Sans for historie, et af hovednumrene ved Odense Film Festival i 1993. Leigh er jo mest kendt for spillefilm som Life is Sweet, Naked og Hemmeligheder og løgne, men med Sans for historie demonstrerer han en anden side af sit talent. Ved en umiddelbar betragtning er der tale om et autentisk portræt af en noget excentrisk engelsk jarl, men undervejs udvikler historien sig langt ud i det groteske. Mere skal ikke afsløres, da det ville være synd at tage luften ud af filmens fornemt gennemførte humor.
De fleste af filmene i DR2's nye satsning på kortfilmområdet er af nyere dato, men der er også blevet plads til en række klassikere. Til disse hører den lettiske dokumentarist Herz Franks Ti minutter ældre (1978). Filmen igennem vises et nærbillede af en drengs ansigt. Optagelsen er lavet, mens drengen ser et dramatisk teaterstykke, og indstillingen holdes så længe, at man efterhånden får fornemmelsen af at se direkte ind i barnets sjæl. (23. marts).
Også den svenske instruktør Roy Anderssons nyklassiske Dejlig er Jorden (1991) bør fremhæves. Filmen er lavet i Anderssons særlige stil med faste totalbilleder, og de groteske tableauer tegner tilsammen en frysende vision af velfærdssamfundets skyggesider. (6. april).
Initiativet til Kortfilm kommer fra undervisningsredaktionen på TV-Åben, og supplerende materiale kan findes på internettet. Filmene genudsendes søndag formiddag på DR1.
Kortfilm på DR2. Første gang mandag den 5. jan. kl. 18
