Læsetid: 7 min.

Kreative katastrofer

13. december 1997

Den amerikanske videokunstner Gary Hill er i disse dage i København i forbindelse med forestillingen 'Splayed Mind Out' på Dansescenen

VIDEOKUNST
Siden Gary Hill i 1990 var i København for at vise sine værker i Video Galleriet i Huset og på Glyptoteket, har hans status ændret sig fra at være en af videokunstens pionerer til at være en af 90'ernes mest anerkendte amerikanske billedkunstnere i bred forstand. I 1995 repræsenterede han USA på Biennalen i Venedig, hvor hans installation Withershins høstede prisen som bedste pavillon. Samme år viste Guggenheim museet i New York en retrospektiv udstilling af Hills installationer. Og siden har kunstmuseer verden over nærmest stået i kø for at lave soloudstillinger med den nu 46-årige Seattle-kunstner.
Gary Hill er uddannet billedkunstner, men efter at han i 1973 første gang stiftede bekendtskab med videokunsten, har han stort set kun arbejdet inden for denne kategori. Det var især mediets muligheder med henblik på at optage, transmittere og afspille simultant, der fascinerede Hill, og i de første år var hans værker - typisk for tiden - en slags performances udført i dialog med videokameraet. Senere har han forladt den enkle form og bevæget sig ind i mere teknisk avancerede udforskninger af videoteknikken, først og fremmest kredsende om forhold mellem kroppen, sproget og det elektroniske billede.
Det var netop optagetheden af disse relationer, der for et par år siden bragte Hill i forbindelse med koreografen Meg Stuart. Resultatet er blevet forestillingen Splayed Mind Out, som er den aktuelle anledning til, at Hill i disse dage er tilbage i København.
"Jeg har kun et meget perifert forhold til dans," fortalte en noget forkølet og uoplagt Hill, da han torsdag formiddag svarede på spørgsmål ved et arrangement på Kunstakademiet.
"I 1975 havde jeg en kort berøring med en mixed media-gruppe, men siden har jeg faktisk ikke beskæftiget mig med dans, før dette projekt blev aktuelt. Da en kurator for et par år siden spurgte, om jeg var interesseret i at lave noget sammen med en koreograf, må jeg indrømme, at jeg ikke ligefrem hoppede i sædet af begejstring. Alligevel besluttede jeg at give det en chance, og allerede under det første møde med Meg Stuart følte jeg et slægtskab. Jeg behøvede ikke engang at se hendes forstillinger for at vide, at vi kunne samarbejde."
"Først og fremmest deler vi en interesse for kroppen - og for katastrofer og entropi. Derfor besluttede vi ikke nødvendigvis at fordele rollerne som koreograf og scenograf, men at lade det være mere flydende. Derfor endte det med at være en langt mere kompliceret proces, end den slags samarbejder normalt er."

Gennembruddet
Hills egentlige gennembrud i kunstens verden kom i 1992, da han udstillede den imponerende installation Tall Ships i forbindelse med Documenta IX i Kassel. Det interaktive værk fremstår som en lang, mørk korridor. Publikum træder ind i den ene ende, og efterhånden som man bevæger sig igennem korridoren, toner menneskeskikkelser frem på væggene. Skikkelserne er projiceret med en særlig videoteknik, så man har en fornemmelse af, at de træder ud af mørket og kommer hen imod én, hvis man standser op.
Tall Ships tilhører en kategori af Hills værker, der beskæftiger sig med 'det andet'. På akademiet fortalte Hill, at hans interesse for dette tema ikke mindst hidrører fra mødet med en bestemt bog, nemlig Thomas l'Obscure af den franske filosof Maurice Blanchot.
"Jeg havde en meget intens oplevelse, da jeg læste den bog. Jeg følte, at forfatteren stod bagved mig, måske endda med sin hånd på min skulder. Og jeg havde en fornemmelse af, at mens jeg læste bogen, læste den også mig. Det endte med, at inspirationen fra denne ene bog indgik i tre eller fire af mine værker."
I nogle af
Hills seneste installationer arbejder han videre med tematikken fra Tall Ships. Værket Viewer består af sytten projektioner, som tilsammen danner ét stort billede på en lang væg. Hver projektion viser et menneske i fuld figur. De sytten skikkelser står stille og ser ud mod beskueren.
"I nærheden af mit atelier i Seattle er der et sted, hvor folk kommer for at søge arbejde. Der står altid en gruppe mennesker - latinos, mexicanere, daglejere - på fortovet foran bygningen og venter på forefaldende arbejde. Jeg passerer dem hver dag, og på et tidspunkt fik jeg den idé at hyre dem én ad gangen med henblik på at optage dem på video. Jeg placerede mig ved siden af kameraet og bad dem om bare at stirre på mig. Vi stod i op til en halv time og kiggede på hinanden, hvorefter jeg monterede optagelserne sammen til lange forløb."
I forlængelse af Viewer lavede Hill en anden installation, Facing Faces, hvor det kun er én af personerne - en mand af indiansk oprindelse - som ser på publikum fra to forskellige positioner på samme tid.
"Undervejs udviklede jeg et venskab med denne person, jeg forsøgte at skaffe ham et job og hjælpe ham på andre måder, men desværre endte han i fængsel. Siden har vi holdt forbindelsen ved lige. For mig var dette interessant, fordi jeg i processen havde overskredet en usynlig grænse mellem kunstens verden og den virkelige verden. For at vinde hans tillid havde jeg måttet diskutere forholdet mellem indianerne og hvide amerikanere med ham i lang tid, og derfor finder jeg det ironisk, at han nu befinder sig i et system, der er ekstremt undertrykkende i forhold til 'andethed', samtidig med at hans billede distribueres og betragtes af mennesker andre steder i verden. Han sidder i fængsel i USA, mens hans billede stirrer på folk i et galleri i Wien."

Katastrofen som fænomen
En anden kategori af Hills værker beskæftiger sig med forholdet mellem billede, sprog og tekst som fysisk manifestation.
"I Red Technology har jeg taget en tekst af Martin Heid-egger og ladet en professionel tysk speaker indlæse den i sin fulde længde. Derefter fjernede jeg alle mellemrum mellem ord og stavelser. Man kan stadig forstå, hvad der siges, men talestrømmen er ekstremt komprimeret - den kommer som en maskingeværsalve. Værket består af to projektioner, begge med tekst, der står og vibrerer, så de får en nærmest elektrisk fornemmelse. Lyden er meget høj, og det er i det hele taget et temmelig brutalt værk. Man ser teksten, mens man hører oplæsningen over højttalere."
"I dette værk er jeg interesseret i at præsentere teksten på en måde, der vedrører dens fysiske karakter. Tekstens fysiske manifestation er lige så vigtig som betydningen. Og faktisk handler Heideggers tekst om netop dette."
- Kan du uddybe din interesse for katastrofen som fænomen?
"Katastrofen er en matematisk figur, hvor der pludselig sker noget uventet. For mig at se er al kreativitet en fortsat serie af katastrofer, som man forhåbentlig kan forbinde til noget meningsfyldt. Jo flere katastrofer der sker, des mere komplekst bliver det."

At se for første gang
"I dag er mine interesser dog flyttet andre steder hen. Lige nu er jeg optaget af to ting: Den ene er en meget fysisk, neurologisk måde at forholde sig til billeder på. Og den anden har at gøre med lys i ekstreme situationer. Mit seneste værk, Midnight Crossing, består af en slags bill-board, noget i retning af et lærred i en drive-in biograf. Lærredet er anbragt i et rum, der er komplet mørklagt. I rummet projiceres et billede, der er så svagt, at det på det mest klare punkt svarer til omkring fem procent af et almindeligt videobillede. Efter nogle fastlagte intervaller - de kan variere mellem femten sekunder og to minutter - tændes seks meget skarpe lamper. Samtidig høres en stemme, der udtaler en sætning. Umiddelbart efter at stemmen er forstummet, ser man et enormt efterbillede af noget, der ligner et skelet, som flyder i mørket. Derefter toner et andet billede gradvist frem og smelter sammen med skelettet. Forløbet gentages med forskellige motiver."
"Værket berører dette at se billeder for første gang, at se verden for første gang. Det etablerer en slags rum, nærmest en afgrund, hvor billeder kan komme til syne på en måde, så man får mulighed for at erfare, hvordan det føles at se dem for første gang."
Til slut ville forsamlingen gerne vide, hvordan Hill efter mere end tyve år fortsat kan være fascineret af videomediet?
"Først og fremmest har jeg vænnet mig til det. Jeg har arbejdet med elektronik så længe, at det er som at lave mad - jeg ved præcis, hvilke ingredienser jeg skal bruge Det centrale ved video og visse andre elektroniske medier er, at de kan skabe en form for feedback, som ingen andre teknikker tilbyder. Efter min opfattelse er video på en måde det første ikke-medium. Tidligere talte man en del om mediespecifikke træk ved video, hvilket jeg ikke nødvendigvis finder passende. For mig er video snarere et medium, der iværksætter nye koncepter for måder at tænke på, et medium, der ikke blot tilbyder kapaciteter vedrørende elektroniske fænomener, men som også reflekterer sociale og politiske topologier. Når jeg anvender video, føler jeg ikke, at jeg blot arbejder med et medium, men med en hel verden, fordi video efterhån-den indgår i så mange sammenhænge."
I går åbnede en større præsentation af Gary Hills værker på udstillingsstedet MonteVideo i Amsterdam, og i 1998 planlægger Århus Kunstmuseum at udstille en række af Hills installationer, heriblandt Tall Ships. Endelig kan det nævnes, at en række af Gary Hills videoer er i distribution fra Det Danske Filminstitut, Kort- og Dokumentarfilm (tidligere Statens Filmcentral).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her