Læsetid: 4 min.

Kunstigt åndedræt eller barmhjertighedsdrab?

17. december 1997

Han har hvidt skæg og er gammel, men ikke helt så gammel som vi tror. Han går
i rødt tøj og er en krydsning mellem en helgen og en cola-reklame. Han er sæson-arbejder. Men han er også meget mere end det

Herhjemme
December nærmer sig og pakken med julestads flås ned fra loftet. Minderne vælter frem og på trods af alle årene imellem er det stadig barndomsjulen, der huskes bedst. Det er stadig mors æbleskiver og forventningerne til selve juleaften, der fylder mest.
Jeg finder min gamle julesok og falder i staver over den himmelråbende glæde, jeg følte hver morgen, jeg listede ind og fandt små godter til mig fra julemanden. Jeg smiler for mig selv over den rene og tillidsfulde glæde, der var forbundet med det at tro på julemanden. Spændingen og begejstringen.

Tillidsbrud
Men jeg husker også, da det hørte op. Så mange år efter kan jeg stadig mærke smerten og skuffelsen over at opdage de barske realiteter. Jeg kan stadig mærke svigtet og det tillidsbrud, jeg dengang blev udsat for i forhold til voksne. Ført bag lyset. Røvrendt på det groveste og af de mennesker, jeg elskede allerhøjst og stolede allermest på.
Spørgsmålene havde været uendelige: "Jamen, hvad med alle de tegninger, som jeg lavede til julemanden?" - "Dem har jeg da gemt", havde min mor bedyret i håb om at det ville hjælpe på skuffelsen. "Jamen, hvad med dengang der var fodspor i stuen?" Min mor havde nærmest set lidt snedig ud da hun havde svaret: "Ja, det var jo din far!"
Jeg husker det, som var det i går og det ville være løgn, hvis jeg ikke tilstod, at en tåre eller to presser i øjenkrogen. Så mange år efter. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde er kommet mig over, at mine højtelskede forældre helt åbenlyst løj for mig. Ikke bare én gang, men systematisk i en årrække. Jeg ved ikke om, jeg er kommet mig over erkendelsen af, at jeg jo bare var et barn, og at børn ikke tager skade af at få bundet en historie på ærmet - slet ikke når det er i den 'gode sags tjeneste'!
Jeg ved heller ikke, om det hjalp, at alle årene forinden havde været magiske og ganske forunderlige - og at løgnen jo netop var ment i allerbedste hensigt. Jeg ved det ikke, men jeg tror det ikke.

Gammel nok
Mens jeg sidder med min sok, alle kravlenisserne og de fine, gamle kugler. Mens jeg sidder der og gennemlever både jublende glæde og afgrundsdyb smerte, kommer han løbende til. Han er snart fire år og dette vil være den første jul, hvor han er gammel nok til at forstå det meste af postyret. "Hvad er det?" spørger han, og jeg fortæller ham, at det er julepynten, som vi skal til at pynte op med. Sokken får jeg snildt gemt lidt nedenunder. Jeg er nødt til at vinde tid.
Da han sover, og min kæreste og jeg sidder om aftenen i vores oppyntede julestue, melder det skæbnesvangre spørgsmål sig. Skal vi vælge at lade ham tro på julemanden eller ej? Skal vi føre ham ind i dette forunderlige, fantastiske univers for en årrække senere brutalt at flå ham ud igen? Skal vi skænke ham magien for at tage den væk igen?
Eller skal vi være ærlige og tilstå, at det er os og fætter BR, der står bag gaverne i sokken? Skal vi være ærlige og fortælle ham, at julen er blevet én stor fidus, hvor følelser og sentimentalitet hovedsageligt tjener som næring for de forretningsdrivende?
Vi er nødt til at have cognacen frem. Det her er en af de svære.

Livet i hænderne
Et af de svære valg man som forældre stilles overfor. Pludselig at skulle stå med julemandens liv i sine hænder. Det havde aldrig strejfet os. Vi havde aldrig tænkt over, at vi pludselig en dag ville være dem, der skulle afgøre, om julemanden skal have kunstigt åndedræt eller aflives ved en barmhjertighedsgerning. Det havde aldrig strejfet os, men nu står vi dér, og vi er i syv sind.
Beslutningen bliver et kompromis, eller et både og, om man vil. Et forsøg på af tage det bedste fra de to verdener, som vi synes, vi står imellem. Et forsøg på at bibeholde både magien og ærligheden. Julemanden afliver vi, og Fætter BR bliver holdt på sultegrænsen, men nisserne holder vi liv i - eller rettere vi lader muligheden for at holde liv i dem være til stede. Ikke noget med at fremelske en tro på nisser, men heller ikke noget med at afvise dem.

Magien
Når alt kommer til alt, er det stof, som drømme er gjort af, ens eget. Når alt kommer til alt, er vores fire-årige som alle andre børn mester i at drømme og skabe magi. Det behøver vi ikke hjælpe ham med. Måske er det i virkeligheden omvendt. Måske har voksne haft brug for børns tro på julemanden for at bevare en lille bid af den magi, som de ellers ville have mistet. Måske har troen på julemanden således været til for de voksnes skyld og ikke for børnenes? Hvem ved?
I vores hjem er julemanden hermed afgået ved døden, men bestemt ikke magien - som vel heller ikke kun skal være forbeholdt juletiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu