Læsetid: 5 min.

Kvindemyter

2. december 1997

På Horsens Kunstmuseum giver udstillingen 'Kvinden' et broget bud på kvindeligheden
anno 1997

UDSTILLING
Umiddelbart lyder det som en forlængst glemt parole fra midten af 70'erne: Kvinden, hende med stort K, hende der er noget andet end manden, er udstillet på Horsens
Kunstmuseum. Dokumenteret, registreret, udstillet, sat til skue og iscenesat.
En smule træt spørger man sig selv, om kvinden kan bære endnu en iscenesættelse, endnu en postuleret konstruktion, som vedbliver et fastholde hende i denne andethed, som vi troede var passé. Da kvinderne i 70'erne tog bladet fra munden og rev kunsten ud af mændenes greb for endelig selv at vise, hvem de var, var opgøret vitterligt frugtbart. Gennem århundreder var kvinden blevet fremstillet som en konstruktion, der først fik sin plads i verden efter en tur gennem den mandlige optik. Men da et nyt kvindebillede for et par årtier siden voksede frem, var konstruktionen ikke mindre nærværende. For spørgsmålet er, om man ved at isolere kvinden og give hende en særplads i historien og samfundet ikke i samme greb lader andetheden være kvindens triste lod i en verden, som mændene tilsyneladende har monopol på.

Ikke kvindepolitisk
Dette spørgsmål stiller man sig selv i Horsens, hvor udstillingen Kvinden, der er et samarbejde mellem Horsens Kunstmuseum, Horsens Museum og Industrimuseet, forsøger at unddrage sig kvindehistoriens problematik. "Det var ikke en kvindepolitisk manifestation, men snarere en kærlig/kritisk udstilling om kvinden, der var ønsket og målet," skriver museumsdirektør Claus Hage-dorn-Olsen om udstillingen. Men er det overhovedet muligt at barbere det politiske væk, når selve valget af tema i sig selv er politisk, idet det rundt regnet implicerer halvdelen af jordens befolkning med dertil hørende historie, kunsthistorie og sociologi? Ville man med andre ord have lavet en udstilling, der i samme frejdige tonefald kaldtes 'Manden'?
I Horsens har man imidlertid valgt at se stort på de disse problematikker, der ikke desto mindre er pulserende nærværende parenteser omkring oplevelsen. Ingen forklarende manifester ledsager udstillingen, der i stedet præ-senterer sig sobert visuelt i en lang række udstillingsrum, der hver for sig griber fat i dét, man nu engang har defineret som det kvindelige: Moderskabet, forfængeligheden, det erotisk pirrende (ud fra et maskulint synspunkt!) - men også dagligdagen, arbejdslivet og de hjemlige sysler. Synsvinken ændrer sig hele tiden.
Snart er det den kvindelige kunstner, der gennem en eksponeret og ironisk kommentar til kvindeligheden stiller det konstruerede køn til skue; snart er det det maskuline blik, der eksplicit ironiseres over i fremvisningen af mandlige kunstneres til tider forskrækkede kvindesyn.
På trods af den tætpakkede præsentation af kunstværker på tværs af tid og køn er det dog snarere alverdens forunderlige genstande, som hører med til kvindeligheden, der sætter sit præg på udstillingen. Venus fra Willendorf og Barbie fra BR har fået hver deres montre; hofteholdere, koste, kyskhedsbælter, afrikanske perler, pessarer, nederlandske renæssancekjoler, elfenbenskamme og Silk-Epil, Moder Jord og madonna, døbefonte og kinesiske tøfler - er det kvindeligt, er det her!

Kvinden som konstruktion
I dette virvar af kunst, etnografika og ganske almindelige brugsgenstande håber udstillingen at kunne finde et frirum i en ellers politisk beåndet problemstilling. Fyldt til randen med ting og sager, der fra hver deres isolerede felt korresponderer med kvinden, peger udstillingen på den ene side på en postuleret objektivitet, der hævder at lade tingene "tale for sig selv". Men på den anden side henviser udstillingen gennem udvalget af kunstværker glimtvis til sit eget paradoks - at en udstilling aldrig kan være objektiv, men tværtimod selv puster liv i den konstruktion, der er kvinden til del.
Mest markant bliver denne position hos to af de internationale bud: Den franske kunstner Orlan, hvis kunstværk slet og ret er hende selv, fremviser et politisk, humoristisk og makabert billede af kvindekønnets skæbne. Gennem flere år har hun gradvist ladet sig transformere til en konstruktion, idet utallige plastiske operationer har tilføjet hende træk fra kunst-historiens store skønheder - Botticellis Venus, Leonardo da Vincis Mona Lisa og andre yndigheder, hvis fællesnævner er, at de er konstrueret ud fra det mandlige blik. Under disse operationer har Orlan ladet sig filme, mens hun omgivet af kirurger, der er
iklædt hippe designeres kreationer, inciterende læser højt fra bogen La robeaf Lemoine-Luccioni. Iscenesat på et overdrev, der både mimer den banale soap-opera og samtidig er kvalmende virkelig og kødelig, henviser Orlans livsværk kontinuerligt til sig selv som en bekræftelse af den myte, den kvindelige maske-rade er omgærdet af.
Mindre spektakulær og mere subtil er amerikaneren Cindy Sherman, der gennem en ekstrem selviscenesættelse sætter gang i et fælles kulturelt leksikon over repræ-sentationsformer.
På udstillingen bidrager hun med et fotografisk værk fra serien History portraits, hvor hun selv optræder som en højgravid renæssance-madonna og således umiddelbart vækker fortrolighed og genkendelse i beskueren. Imidlertid peger billedet på sin egen kunstighed gennem inkorporeringen af en svulmende plastic-torso samt en næsten rørende brug af rekvisitter og teatersminke, der understreger fiktionens vilkår. Selvet er hos Sherman en imaginær konstruktion, og kvinden er dens ypperste repræsentant.

Alt for Damerne
Fælles for Orlan og Sherman er, at de bevidst udnytter deres eget køn i et ironisk og kritisk spil om identitet. Deres styrke ligger i den næsten imiterende identifikation med deres eget køn, og det er ud fra denne position, at deres angreb bliver knivskarpe og vedkommende. Derfor er det ærgerligt, at udstillingen som helhed af angst for at tage stilling til sit eget oplæg selv falder hovedkulds i den fælde, hvis tilstedeværelse den selv har skabt. Udstillingen fremviser en konstruktion af kvindeligheden, der mest læner sig op ad en misforstået og selvhøjtidelig solidarisk Alt-for-Damerne æstetik i stedet for at præsentere en begavet og nytænkende kritik af andetheden, der kunne have været på sin plads små to årtier efter kønnenes ligestilling. Vi præsenteres blandt andet for en rekonstruktion af en kvindelig direktørs attachémappe, der både indeholder mobiltelefon og læbestift, børnetegniner og timemanager. Frem for at levere et kritisk portræt af en konstrueret andethed pu-ster en sådan gestus liv i de moderne myter, som nutidens kvinder placerer sig selv i.
"Hunnerne hos denne Art er akkurat lige så forskellige, som de altid har været," konkluderer antropologen Anne Knudsen om kvinden i sin bidende satiriske artikel om kvindekønnets konstruktion i den for øvrigt meget udmærkede bog, der ledsager udstillingen. Mens udstillingen på den ene side gerne vil give hende ret ved at levere et så broget billede af kvinden, at den røde tråd fortaber sig, skaber den samtidig en ny konstruktion af kvinden, der ikke råber højt som rejekællingen på havnen, men i stedet nikkende bekræfter sig selv som venindernes snak over tekopperne.

*Kvinden. Horsens Kunstmuseum Lunden, Caroline-lundsvej 2, 8700 Horsens. Ti.-fre. 11-16, lø.-sø. 11-17. Til 11. jan. 1998

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu