NGO'er og stater bag forbudet mod landminer bør arbejde for et forbud mod angrebsrifler og lignende våben
Den traktat om forbud mod landminer, der underskrives i Ottawa i morgen, blev for nylig af den canadiske udenrigsminister Lloyd Axworthy, beskrevet som skelsættende på nedrustningsområdet.
"Den har støtte i alle verdens regioner, og der er ingen undtagelser eller smuthuller," sagde han.
Men hvad gør han og de andre drivende kræfter bag traktaten for at følge succes'en op?
Der mangler stadig meget, før man kan sige, at landmine-traktaten er ført ud i livet: Mange lande har ikke ratificeret den, op mod 100 millioner landminer skal ryddes, og to stormagter - Kina og USA - nægter stadig at skrive under. Men det kommer altsammen efterhånden, og den slags detaljer skal ikke forhindre den koalition, der fik traktaten gennemført, i at udvikle sig videre.
Der er nemlig tale om noget noget helt nyt i international politik: Koalitionen kombinerede NGO'ers entusiasme og frivillige arbejdskraft med regeringers diplomatiske og økonomiske ressourcer, og på den måde lykkedes det at presse en nedrustningstraktat igennem uden nævneværdig støtte fra stormagterne.
Koalitionen er altså et nyt redskab i verdenspolitikken, men redskaber ruster, hvis de ikke bruges. Hvis koalitionen skal bevares, må den sætte sig et nyt mål nu. Hvad skal det være?
NGO'er må sætte nye mål
Der er ingen fornuft i at gå efter atomvåben. Der er allerede mange traktater og forhandlingsrunder, som har til formål at nedbringe antallet af disse våben og forhindre geografisk spredning af dem - og ingen af de store atommagter er alligevel med i koalitionen mod miner. Det samme gælder kemiske og biologiske våben.
Desuden er denne koalitions særtræk netop NGO'ernes aktive deltagelse. Det var grunden til, at årets Nobel-fredspris gik til Den Internationale Kampagne for et Forbud mod Landminer og dens amerikanske koordinator, Jody Williams.
For at bevare NGO'ernes støtte må det nye mål være et våben, der producerer meget synlige ofre i den slags krigszoner, hvor NGO'erne er aktive. Den slags internationale kampagner er stærkt afhængige af den følelsesmæssige genklang, deres sag vækker, og folk vil ikke lade sig påvirke af våben, som de sjældent eller aldrig ser i brug.
På den anden side er der ingen mening i at beskæftige sig med de våben, som alle verdens hære virkelig har brug for på slagmarken. Artilleri og morterer er de store dræbere i konventionel krig, mens armerede helikoptere og kampfly, som hyppigt sættes ind i guerillakrig, kommer lige efter. Men dem vil hærene ikke af med, og diplomaterne er ikke så naive, at de prøver på at få dem til det.
Næste mål angrebsrifler
Landminer er et ideelt mål, fordi de kan mobilisere NGO'er, samtidig med at de er et modbydeligt, men militært ubetydeligt våben, som de fleste hære faktisk ikke har noget imod at undvære. Desværre er der ikke ét eneste andet våben, der passer ind i denne skabelon.
Den mindst ringe kandidat er angrebsrifler og lignende våben. I den lavere ende af konflikt-spektret, hvor NGO'er for det meste opererer, koster småkalibrede automatiske våben mange menneskeliv, så derfor hader NGO'erne dem.
De regulære hære vil naturligvis aldrig opgive deres AK-47 og M-16 rifler, men de har ikke noget imod at holde disse våben væk fra de paramilitære styrker bestående af permanent berusede eller narkotikapåvirkede teenagere, der er blevet et standardtræk ved borgerkrige i fattige lande. Derfor kan diplomaterne også se en vis fornuft i at forfølge dette mål.
Men denne gang kan det ikke blive en enkel, ukompliceret kampagne for et direkte forbud. Den bedste, man kan gøre, er at sætte snævre grænser for, hvem der kan købe disse våben, og så sørge for, at grænserne ikke bliver overskredet. Angrebsrifler bør overhovedet kun produceres, når en legitim hær afgiver en ordre på dem, og det skal være muligt at kontrollere salg med brugte våben.
Det er også muligt at indføre streng international kontrol med produktion og salg af kugler til disse våben, fordi man overalt er gået over til småkalibret, hurtig ammunition til militære håndvåben (så soldaterne kan bære mere ammunition på sig). Det betyder, at ammunitionen til angrebsrifler nu er helt anderledes end den, der bruges til jagt eller målskydning.
Nyttig koalition
Det er værd at forsøge, og det vil formentlig blive forsøgt. Hvis det går godt, vil den tid komme, hvor døddrukne teenagere i camouflage-jakke og baseball-kasket bliver et mindre almindeligt syn ved vejspærringer end nu, og tusindvis af menneskeliv vil kunne reddes.
Men i betragtning af de mange millioner af den slags våben, der allerede flyder rundt på verdens sorte og grå våbenmarkeder, vil det vare længe, før selv skrappe kontrolforanstaltninger gør indhug i problemet.
Hvis det eneste resultat af en sådan kampagne er, at det bliver sværere for ikke-statslige aktører at få fat i angrebsrifler, vil det næppe være umagen værd. Den ekstra dimension består i at bevare den nye og potentielt meget nyttige koalition, der blev indgået i forbindelse med kampagnen mod landminer.
Hvis alle disse stater og NGO'er kan gøre det til en vane at arbejde sammen, kan deres forskellige evner og kollektive indflydelse måske engang sættes ind i en international humanitær krise, som ingen endnu har drømt om - og som ikke nødvendigvis har noget med våben at gøre.
Gwynne Dyer er britisk freelance-journalist.
Oversat af Birgit Ibsen.
