Læsetid: 6 min.

Liberalisering i ukendt farvand

16. december 1997

WTO-aftalen om liberalisering af globale finansmarked er et opgør med handels- protektionister i USA og den tredie verden. Men aftalen vil ikke kunne dæmme op for den mistillid, der er årsagen til den aktuelle asiatiske finanskrise

På et yderst kritisk tidspunkt, hvor den asiatiske finanskrise og devalueringsbølge truer med at give verdensøkonomien forfrysninger og skyde væksten i sænk, blev 102 medlemslande af verdenshandelsorganisationen WTO i lørdags enige om en banebrydende aftale om liberalisering af det globale finansmarked.
Ikke alle WTO's 132 medlemslande var parate til at underskrive aftalen, men da EU, USA, Japan og en række store asiatiske lande har sagt ja til at være med, vil 95 procent af verdenshandelen med finansielle serviceydelser blive liberaliseret fra marts 1999.
På finansmarkedet omsættes værdipapirer til en anslået værdi af 17.800 mia. dollar, der laves bank-udlån til en værdi af 38.000 mia. dollar og sælges forsikringsydelser til en værdi af 22.000 mia. dollar. Den største del af omsætningen sker indenfor de enkelte lande-grænser, men man forudser en kraftig vækst i handelen over landegrænserne som følge af f.eks. vestlige bankers øgede direkte investeringer i udviklingslandenes bank- og finanssektorer. I dag har den grænseoverskridende handel med varer og serviceydelser til sammenligning kun en samlet værdi af omkring 6.000 mia. dollar.
Finansaftalen følger i kølvandet på en global liberaliseringsaftale for telekommunikation i februar måned og en lignende liberaliseringspakke for informationsteknologi, der blev aftalt mellem en større gruppe WTO-lande i marts måned.

Den nye aftale for finansielle serviceydelser er opsigtsvækkende af ikke mindst to grunde:
For det første troede mange, at efterårets uro på finansmarkedet i Asien ville få de berørte lande - Malaysia, Indonesien, Thailand og Sydkorea - til at vende blikket indad og slikke sårene bag protektio-nistiske mure. Aftalen viser, at regeringerne i disse lande - trods voldsom retorik fra bl.a. Malaysias ministerpræsident Mahathir Mohamad - fortsat ser globale handelsliberaliseringer som vejen til øget velstand.
Den anden grund er den stadig mere udtalte handelsprotektionisme i den amerikanske Kongres. USA's præsident Bill Clinton måtte i sidste måned opgive at få forlænget sine udvidede fast-track -beføjelser til hurtigt at indgå handelsaftaler. De protektionistiske America First politikere i Kongressen er dominerende, og mange iagttagere frygtede, at USA derfor i sidste ende ville løbe skrigende bort fra den finansielle liberaliseringspakke, præcis som det skete i 1995. Det skete imidlertid ikke denne gang.
Indtil det sidste var WTO-aftalen ved at falde på gulvet, da en af de store amerikanske lobbyister, Maurice Greenberg fra forsikringsselskabet American International Group, lagde et stort pres på de amerikanske forhandlere i Geneve. Sagen er, at AIG ejer 100 procent af et malaysisk datterselskab, og man frygtede, at malayerne vil tvinge AIG til at sælge i hvert fald 49 procent af aktierne. Den malaysiske regering ville ikke gå med til en total åbning af sit forsikringsmarked og kun tillade udenlandske selskaber at eje 51 procent af aktierne i eksisterende forsikringsselskaber, der er registreret i Malaysia. Tilsvarende særaftaler har Egypten og Filippinerne fået for at acceptere finanspakken. Men det stillede ikke USA og de amerikanske lobbyister tilfreds. I sidste øjeblik fik USA derfor indføjet en lex Malaysia-klausul, der giver USA lov til at lave handelssanktioner mod lande, der tvinger amerikanske finanselskaber til at sælge aktier, de allerede ejer.
På samme måde fik de amerikanske erhvervslobbyister via USA's forhandlere i Geneve presset Japan til at give en sidste øjebliks indrømmelse - hvis ikke truede USA med, som i 1995, at nægte at underskrive aftalen. Japan accepterede at åbne sit forsikringsmarked for udenlandske konkurrenter.
Og det var overraskende, at et ellers så tilknappet land som Indonesien gik så vidt som til at acceptere 100 procent udenlandsk ejerskab af finansvirksomheder (dog minus banker).
Alle lande, der tilslutter sig aftalen, har mulighed for at forbedre deres tilbud om markedsåbninger inden marts måned 1999.

De "historiske" hyldest-erklæringer er som forventet blevet fremsat siden i lørdags.
WTO's generalsekretær Renato Ruggiero mener, at aftalen "vil give mere konkurrence og dermed bedre og billigere finansielle serviceydelser til almindelige borgere overalt." Den liberale handelsteori giver ham ret, men mener at tiden vil vise, om det bliver "de almindelige forbrugere" eller de store erhvervskunder, der nyder godt af det. Liberaliseringerne baner i hvert fald vej for en bestemt forretningslogik: Større er bedre og giver mere magt. Ergo sum est, flere megafusioner mellem verdens største finansvirksomheder er på vej.
USA's chefforhandler Charlene Barshefsky jubler og siger, at "det er den største handelsaftale, som USA nogensinde vil indgå, da ingen sektor af den amerikanske økonomi nogensinde vil komme i nærheden af den finansielle servicesektors størrelse."
Egyptens handelsambassadør Mounir Zahran mener, at Egypten har en egeninteresse i at gå med til åbne for udenlandsk konkurrence og investeringer i finansektoren: "Vi har brug for at få finansieret handel og investeringer."
Der ingen tvivl om, at det bliver mere attraktivt for europæiske og amerikanske banker og forsikringsselskaber at gå ind på markedet i udviklingslandene. For det første får de mulighed for at købe op til 100 procent af aktierne i lokale finansvirksomheder (i nogle lande dog kun 51 procent af aktiekapitalen). For det andet vil selskaberne få større retssikkerhed, da de underskrivende lande har lovet at bøje nakken for WTO's almindelige handelsregler og acceptere afgørelser i WTO's konfliktløsningssystem.
Spørgsmålet er så, om det er en fordel for de enkelte udviklingslande at åbne for det finansielle marked ?
Udenlandske investeringer og ekstra kapital vil umiddelbart give udviklingslandene og de nyindustrialiserede lande ny vind i ryggen, men omkostningerne kan samtidig blive omfattende rationaliseringer i bank- og forsikringsverdenen med mere arbejdsløshed til følge. Det centrale spørgsmål er så, om den frigjorte kapital, den i teorien mere effektive udnyttelse af ressourcerne og de udenlandske investeringer bliver anvendt til nogle fornuftige nyinvesteringer, der kan skabe ny beskæftigelse i andre sektorer. Det spørgsmål kan kun besvares i praksis - ikke gennem højpandede teoretiske analyser.

EU's chefforhandler Sir Leon Brittan har været mest optaget af, om aftalen vil kunne dæmme op for den asiatiske finans-krise. Aftalen vil ifølge ham "kunne genskabe tilliden til investeringer i den asiatiske region."
På det punkt er han nok lovlig optimistisk. Selv om liberaliseringsaftalen måske giver nogle markedsdeltagere en ekstra krog at hænge håbet på, så skal der mere end en enkelt WTO-aftale til at genskabe tilliden til de enkelte landes økonomiske politik.
Tag bare Sydkorea, verdens 11. største industrination. Trods en dristig lånepakke på 57 mia. dollar fra IMF er den sydkoreanske fi-nanskrise forværret yderligere i den forløbne uge og den nationale valuta, won'en, er devalueret med ekstra 27 procent overfor den amerikanske dollar. Det kan gå endnu værre, flere konkurser i den koreanske finansektor er på vej, og regeringen i Seoul presser på for at få endnu flere internationale lån.
Det sker netop som de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD har udsendt en ny halvårsrapport, der vurderer, at væksten i verdens førende økonomier som følge af finanskrisen i Asien vil blive een procent lavere end forventet næste år. I Japan kan krisen skære op til halvanden procent af næste års vækst, og i USA og Europa kan det blive nødvendigt at hæve renten med færre investeringer og lavere vækst til følge.
Det er første gang, at en af de internationale organisationer så åbent erkender, at den asiatiske finanskrise - i et stadig mere integreret og liberaliseret globalt finansmarked - har direkte og mærkbare økonomiske konsekvenser for forbrugerne i Danmark og andre europæiske lande.
Cheføkonomen i Zurich Kemper Securities i Chicago, David Hale, siger til avisen International Herald Tribune, at "hvis folk er en smule ærlige, så må de også være en smule skræmte og bange. Vi befinder os i midten af en global tillidskrise, som er mere alvorlig end nogen anden krise i den moderne æra. (..)Vi befinder os i ukendt farvand."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu