Læsetid: 1 min.

Litauen skuffet over EU

15. december 1997

Litauens ministerpræsident deler ikke sine østeuropæiske kollegers begejstring over EU's udvidelsesplaner

Luxembourg
Mens alle øvrige deltagere i weekendens EU-topmøde i Luxembourg talte om en historisk beslutning om at udvide EU mod Øst, var Litauens ministerpræsident Gediminas Vagnorius alt andet end begejstret.
EU-landenes stats- og regeringschefer besluttede, at Polen, Tjekkiet, Slovenien, Ungarn, Estland og Cypern fra april kan indlede egentlige optagelsesforhandlinger med EU. Mens Litauen sammen med Letland, Rumænien, Bulgarien og Slovakiet i stedet må indlede deres første flirt med EU i form af en række møder, som skal forberede disse fem resterende lande på EU-medlemskabet.
Litauens ministerpræsident lagde ikke skjul på, at han havde forventet, at Litauen ville få samme behandling som Estland og blive indbudt til egentlige forhandlinger i Bruxelles.

Stadig håb
"Vi er ikke så glade, som vi kunne have været, men heller ikke så kede af det, som vi havde frygtet," sagde Vagnorius med henvisning til, at Litauens værste frygt var, at landet simpelthen havde fået besked på, at EU først ville indlede drøftelser med landet, når det var nået længere i sin reformproces.
"Selv om ikke alle vore drømme er opfyldt, så er der realistisk håb. Jeg mener, at den beslutning, der er truffet i dag gør det muligt for Litauen af indlede udvidelses-processen," sagde Litauens ministerpræsident.
Gediminas Vagnorius forklarede, at Litauen primært var skuffet, "fordi vi ikke er blevet garanteret, at vores skæbne i Europa udelukkende afhænger af vores egen indsats." Denne udtalelse baserer sig på, at EU-landenes udenrigsministre en gang om året - første gang i december 1998 - skal vurdere, om et land som Litauen er nået så langt med sine reformer, at der kan indledes egentlige optagelses-forhandlinger.
Gediminas Vagnorius er dog overbevist om, at Litauen næste år vil være nået så langt med reformerne , at EU ikke kan komme udenom at indbyde dem forhandling.

Tema side 3:
Vesteuropas
ulidelige lethed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her