Læsetid: 5 min.

Om liv i Mars-debat

8. december 1997

Det lille stykke Mars, AHL84001 har endnu engang bragt forskersindene i kog: Har der været liv på Mars?

Sailors figthing in the dance hall
Oh man! Look at those cavemen go
It's the freakiest show
Take a look at the Lawman
Beating up the wrong guy
Oh man! Wonder if he'll ever know
He's in the best selling show
Is there life on Mars?

David Bowie: Life On Mars?

Vel er de hverken sømænd eller huleboere, men der er ingen tvivl om, at David Bowies 25 år gamle strofer passer fint på forskerne, der beskæftiger sig med muligheden for liv på Mars.
Videnskabsmændene opfører et verdensomspændende show, hvor der af og til også uddeles øretæver (dog af den verbale slags) - og det sælger! Både i medierne og hos de instanser, der bevilger penge til forskningen.
En af de store aktører er NASA, den amerikanske rumfartsorganisation, der senest har fodret alverdens medier med billeder af plantens overflade taget på Pathfinder-missionen. Det var også forskere fra NASA, som i august sidste år kunne offentliggøre, at de havde fundet spor af liv på Mars på en meteorit, fundet på Antarktisk.
Siden har debatten kørt frem og tilbage. Andre forskergrupper har analyseret samme meteorit, og har fundet indicier både for og - i de fleste tilfælde - imod, at det kartoffelstore himmellegeme skulle have huset biologisk liv, da det var en del af den røde planet.
I sidste uge blev linierne trukket yderligere op, da en forskergruppe i en artikel i det amerikanske tidsskrift Nature kunne konstatere, at der ikke findes rester af liv på meteoritten. De fik i samme nummer modspil, af de forskere fra NASA, som først fremkom med påstanden om det livlige stykke Mars.

Liv på meteorit
Forskerne er enige om meteorittens herkomst: Den blev revet løs af Mars' overflade ved et meteornedslag på planeten for 15 millioner år siden. Derefter fløj det lille stykke klippe rundt i rummet i 13.000 år, for at bryde gennem jordens atmosfære og lande på Antarktisk, hvor det blev fundet i 1984.
Men det var først sidste år, at projektørerne for alvor blev indstillet på meteoritten, der er blevet døbt ALH84001. Dr. David McKay og hans hold af forskere på Johnson Space Center og Stanford University kunne midt på året i en artikel i et andet stort amerikansk tidsskrift Science berette, at de havde fundet strukturer i ALH84001, der mindede om fossiler af mikroorganismer.
Ud over disse strukturer mente de også at kunne underbygge deres påstand med fundet af nogle kemiske forbindelser, som de mener er tegn på tilstedeværelsen af biologisk liv.
Blandt andet skulle nogle små karbonatkugler og nogle jernholdige krystaller af mineralerne megnetit og jernsulfid være af bakteriel oprindelse.
Det blev omkring julen sidste år anfægtet af de amerikanske forskere Ralph Harvey, Harry McSween og John Bradley. Ved en nærmere analyse, hvor de skar karbonatkuglerne i skiver nogle hundretusindedele millimeter tykke, kunne de vise, at magnetitkrystallerne var dannet på en måde, som man ikke kan finde hos bakterier her på Jorden (og derfor heller ikke kan forvente at finde hos eventuelle bakterier på Mars).

Nanobakterier
De tre forskeres undersøgelser ændrede dog på ingen måde Johnson-Stanford-holdets overbevisning. I foråret kunne en af forskerholdets ledere, NASA-forskeren Everett Gibson på et pressemøde fortælle, at han mente, der var 90 procents chance for, at deres teori - at ALH84001 bærer spor af liv - ville blive bevist af det enorme stykke forskningsarbejde, der blev udført rundt om i verden.
Gibsons spådom har vist sig at være lige lovlig optimistisk. Det store forskningsarbejde er ikke faldet ud til 'liv på AHL84001'-tilhængernes fordel.
Et af de sidste afgørende dødsstød skulle være sidste uges artikel i Nature. Igen er det de tre amerikanere Harvey, McSween og Bradley, som deler øretæver ud.
De har brugt de samme metoder, som Johnson-Stanford-holdet til at undersøge de strukturer, som angiveligt skulle være fossiler af nogle såkaldte nanobakterier. For det er ikke fossiler på størrelse med normale jordiske bakterier, som Gibsons hold mener de har fundet. De påståede marsiske rester af bakterier er meget mindre end de mindste kendte jordiske bakterier, hvilket i sig selv ikke er et særlig godt indicie, for at 'nanobakterierne' rent faktisk har været levende engang.
Alligevel har Bradley og hans to kolleger undersøgt dem, og mener nu - på baggrund af en grundig gennemfotografering af strukturerne - at have vist, at deres oprindelse er udelukkende ikke-biologisk.

Uberettiget kritik
Johnson-Stanford-holdet får i samme nummer af Nature lov til at forsvare sig overfor kritikken, som de mener er uberettiget.
Everet Gibson har i den forbindelse i et interview udtalt, at deres hold føler stærkere end nogensinde for teorien, og at Bradleyholdet bare kigger de forkerte steder i meteoritten.
Samtidig slår han et slag for nanobakterierne, som han mener det 'videnskabelige samfund' først nu er ved at anerkende som en realitet - her på Jorden.
Det er jo argumenter, som er svære at danne modargumenter overfor, og Ralph Harvey udtaler sig heller ikke lige så kategorisk som Gibson: "vi har endnu ikke slået det sidste søm i kisten, men vores seneste artikel giver en stor indsigt, som viser, at strukturerne i meteoritten er utrolig komplekse, og at det er meget farligt at opstille hypoteser ud fra nogle få billeder her og der"
Hele diskussionen vil selvfølgelig blive ligegyldig den dag, den første grønne marsmand lander på Jorden - men mindre kan nu også gøre det: Ralph Harvey er i dette øjeblik endnu engang på Antarktis for at opstøve nye meteoritter, og heller ikke NASA ligger på den lade side. Selvom Pathfinders lille bil Sojourner nu kører hvileløst rundt på Mars overflade uden kontakt med Jorden, er det ikke slut med udflugter til den røde planet.
Nye dyre projekter er på tegnebrættet - og når det drejer sig om projekter af Pathfinders størrelse, (som dog har ry for at give meget for pengene), så får udsigten til at finde liv uden for vores egen planet nok pengene til at løbe lidt hurtigere.
Når David Bowie i Life On Mars? spørger, om aktørerne i forestillingen nogensinde finder ud af, at de er med i det mest sælgende show, er svaret derfor ganske givet: ja.
Anderledes forholder det sig med det sidste, afgørende spørgsmål: Er der liv på Mars?
Johnson-Stanford-holdet mener, de har fundet svaret: ja; mens andre, med Harvey og co. i spidsen (heldigvis for showets underholdningsværdi) er mere tvivlende: vi har ikke fundet det endnu - men måske med den næste meteorit?... eller den næste rumsonde?phy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu