Læsetid: 8 min.

Lort og lyrik - imod den pæne løgn

12. december 1997

Om vores samfunds udstødelser

FRIE ORD
Hvad gør en satiriker som Dario Fo, når virkeligheden indhenter hans kunst? Han kræver sin forfatterroyalty! Denne uges nobelprismodtager gjorde det i sin tid med selvfølgelig ret, da dommer Di Pietro (og andre) afslørede Italiens magthavere, for magen til korruption var ikke set - andre steder end i Dario Fos satiriske kunst over den.
Men ellers har satiren det ikke let. "Poul Nyrup kan man ikke engang lave en parodi på, fordi vi allerede har gennemskuet ham", sagde filminstruktøren Lotte Svendsen for et par måneder siden i Weekendavisen. Og i Information for en uge siden konstaterede de tre satirikere, Jens Korse, Oliver Zahle og Lars le Dous, fra det snart hedengangne P3-program Selvsving, at "Jytte Hilden står og klapper i sine små fedtede hænder, når vi laver en parodi på hende." Lars le Dous vidste "snart ikke hvad man skal gøre, om man virkelig skal trække bukserne ned på folk og jage en stor jernstang op i røven på dem".
I en diskussion forleden erklærede en samfundsfagsstuderende fra Københavns Universitet magten for så "immun overfor angreb, at selv ikke den skarpeste satire eller mest aggressive kunst - med forfatteren Jan Sonnergaard som lykkelig/ ulykkelig undtagelse - længere kan nå den eller på nogen måde ryste den. Satiren er vendt til sin modsætning: den er blevet god reklame, positiv reklame for magthaverne."
Så vidt jeg forstod ham, var det derfor den gennemførte "dekonstruktion" af alt og alle tiltrak ham og ligesindede: "Vil man gøre en forskel og kan man ikke holde ud at se paa magtens urørlige arrogance, hopper man på Foucault, Derrida, Mouffe og de andre hysterisk aggressive filosoffer. De er de eneste der byder sig til med et program der er radikalt nok til at sætte magten på plads, nemlig gennem den totale demaskering. Foucault er blevet hævn. Hævn over et samfund, der ikke længere ønsker nogen form for inputs udefra og hvis idealer er så kanoniserede og døbte, at alle efterhånden kan sige "konvergenskriterier" og "samfundsmæssig nødvendighed" og "på forkant af udviklingen" i kor med Marianne Jelveds departementschef. Dekonstruktionen er den humorforladte satire. Den er ikke til grin, men en tanke værd."
Nævnte Jan Sonnergaard, der som undtagelsen hævdes at bekræfte reglen om satirens død, skrev da også her i bladet i onsdags, at "alt for lidt litteratur brokker sig i disse dage. Og litteraturens selvvalgte eksil (...) gør kun ét. Den efterlader en scene, der er alt for åbent for idioterne".

SOM VAR DER ikke noget af betydning at brokke sig satirisk over. USA's supermægtige handel i Kyoto med terrorlicenser (kaldet "udledningstilladelser" eller "kultveiltekvoter") rettet mod menneskehedens overlevelse, kørsel over Storebæltsbroen til takster på 38 kr. rettet mod forbedring af livskvaliteten og de danske kultveilteudledninger samt den danske landbrugstops støtte til 450 økonomikonsulenters udvikling af skattefiduser rettet mod landmændenes skatteudskydelser og senere totaleliminering af skattegælden ved gårdslagtninger. Kan det ikke udstilles så bidende ondt og grotesk lattervækkende, at ingen magthaver får lyst til at klappe i sine små fedtede hænder?
Eller er det satirens ulykke, at heller ikke publikum ville klappe, hvis satiren gjorde det af med USA, bilen og skattefiduserne? Den skal netop ikke være ond men idiotisk, så magthaverne og deres loyale undersåtter kan inkassere den som underholdende bidrag til konvergenskriteriernes overholdelse, opfyldelse af den samfundsmæssige nødvendighed og skærpelse af udviklingens forkant. En satire over et samfund som det danske, der foregiver social sammenhængskraft under systematisk udstødelse af mellem en femtedel og op imod en tredjedel af befolkningen, betragter Lotte Svendsen tilsyneladende som håbløs:
"Fra mine år som bartender på Vesterbro har jeg stadig en meget stor loyalitet over for den klasse i vores samfund, som efterhånden er helt udenfor. Det er en voksende gruppe, som vi faktisk føler kun er til besvær, og den følelse skal vi nok sørge for hele tiden at konfrontere dem med."
Satiren finder man (med visse undtagelser) ikke i kunsten men for eksempel i Pernille Dues og Bjørn Holsteins nylig offentliggjorte danske bidrag til en international undersøgelse af sundhed og trivsel blandt børn og unge fra 11 til 15 år. Uden for de gængse fem socialgrupper, der alle sigter mod beskæftigede fra direktører og akademikere i gruppe I til ufaglærte i gruppe V, har de to forskere måttet tilføje en gruppe VI til alle de forældre, der lever af overførselsindkomster, skønt det ellers skulle være så pænt velfærdsdemokratisk at stikke folk en check, når velfærdssamfundet ikke har andet at bruge dem til. Det er bare ikke pænt, det er skadevoldende, og derfor er det i virkeligheden en sensation, at kendsgerningerne har tvunget forskerne til at skabe begrebet om "gruppe VI". Men da sensationen afslører magtens pæne løgn - lader magthaverne og deres undersåtter som ingenting.
"På visse områder er der en påfaldende lighed med 30'erne," siger seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra Socialforskningsinstituttet i et interview i seneste nummer af Ugebrevet Mandag Morgen. Med rapporten Opvækst og arbejdsløshed (1996) kortlagde han som den første konsekvenserne af at vokse op i familier med tung ledighed. "Hvis man ser på det generelle billede, så går det godt for flertallet. Men hvis man i stedet ser på specielle og udsatte grupper, så er der nogle bemærkelsesværdige fællestræk med tidligere tider. Allerede i 30'erne kunne man se, at ledighed ofte medførte forliste ægteskaber, og det går igen i dag. Vi har fået større økonomisk lighed, men dét at blive sat uden for samfundet uden at kunne bidrage, er meget mere fundamentalt. Vi kan se, hvordan det aflejrer sig i næste generation."
Allerede i skolealderen, hvor Due og Holstein registrerer, at ikke mindre end 34 procent af de 11 til 15 årige fra socialgruppe VI har et sygdomssymptom hver dag. "Der er tydelige sociale forskelle i symptombelastning. I socialgruppe I (direktører, akademikere mv) er der 16 procent, der har symptomer hver dag, i de midterste socialgrupper (II-IV) er det 20 procent, i socialgruppe V (ikke faglærte arbejdere) er det 27 procent."
21 procent af de unge bruger mere tid ved tv-skærmen end i skolen. 19 procent kan ikke tale fortroligt med deres forældre og 23 procent ikke med deres venner/veninder. 21 procent bryder sig ikke om at gå i skole. 25 procent oplever jævnligt, at de bliver mobbet. "Det er tydeligt, at et stort mindretal af børn og unge har store helbredsproblemer. (...) Udviklingen over en ti års periode tyder alt i alt på en forværring."
Skønt magthaverne og deres undersåtter ellers er enige om, at det egentlig går meget pænt, ja, ufattelig godt, eller i hvert fald bedre.
Satiren ligger lige for. Men i dag fungerer den som reklame for magten. Med hæderlige undtagelser.

"VELFÆRDSSAMFUNDET udvikler sig paradoksalt," konkluderer Mandag Morgen. "På den ene side er den økonomiske udjævning stadig mere effektiv. På den anden side vokser skellene i befolkningen socialt og kulturelt. Ghettodannelsen tager til på en måde, som ingen havde drømt om for 15 år siden. Ambitioner om at bryde den sociale arv i uddannelsesvalget kollapsede allerede i 70'erne. Selv i højkonjunkturen er det kun én ud af fire langtidsledige, som formår at få et almindeligt job. Og hårrejsende statistikker kortlægger konsekvenserne for den første generation af unge, som er vokset op i skyggen af forældrenes arbejdsløshed og udstødning."
Og så er det endda for pænt. Den store levevilkårsundersøgelse, som Danmarks Statistik og Socialforskningsinstituttet offentliggjorde i går, indeholder følgende iagttagelser:
"Den tiendedel af familierne, der i 1993 havde de laveste indkomster, havde 1,3 pct. af den samlede indkomstmasse, mens den tiendedel med de højeste disponible indkomster havde 22,7 pct. Sammenlignet med situationen i 1990 har der været en svag tendens til øget indkomstulighed."
"Frem til 1970'erne er der en vis udjævning af formuefordelingen, en udvikling der vender i 1980'erne og fortsætter med voksende ulighed i begyndelsen af 1990erne."
"Sammenlignet med indkomstfordelingen er formuefordelingen langt mere skæv. I 1993 er det navnlig familier, der tilhører grupperne selvstændige samt direktører og overordnede funktionærer, som har formue, i gennemsnit knap 1/2 mio. kr. Pensionistfamilier har også betydelige formuer, i gennemsnit mellem 300.000 og 400.000 kr i 1993."

MIN GODE kollega her på bladet gennem mere end fire årtier, Torben Brostrøm, skrev meget præcist i onsdagsavisen om også Jan Sonnergaard - og sandelig også om min begejstring for hans novellesamling Radiator: "Det afgørende er tekstens troværdighed, for ikke at sige dens retorik. Og det er et sprogligt, artistisk fænomen. Her kan der være så megen power, at Informations Ejvind Larsen i påkommende tilfælde ligger søvnløs og læser og får lyst til at sende bogen som 'hadegave' til hele Slotsholmen og Kommunernes Landsforening. Der kan være en sådan appel i den drevne fortælling, at læseren mobiliserer sine fornemmelser for alt det, der ligger uden om teksten, og forarges på virkeligheden."
Forfatterskolens leder, Niels Frank, mener derimod, ifølge gårsdagens referat fra Palmehaven, at mit "stikord om, at Radiator er den sorteste og derfor sandeste bog i mange år, er de mest forvrøvlede mangeord, fordi de antyder, at bogen er skrevet ud fra en sand metode. Den der særlige måde at gå fra A til B uden at have mellemregningerne med forekommer mig (Niels Frank) helt absurd."
Ak ja, alt er sociale konstruktioner bestemt af særlige diskurser og mellemregninger, som det vist hedder på de finere skoler og universiteter for tiden. Dekonstruktionernes tid er inde og mens afsløringerne af diskurser og mellemregninger finder sted, kan magthaverne uanfægtet øve deres magt.
Når jeg kalder Sonnergaards sorte radiator for den sandeste bog, er det fordi tekstens power viser, at det véd Sonnergaard - også. Gør Frank dét?
Jeg ønsker af ærlig hjerte Niels Frank og hans skole held og lykke med alle mellemregningerne, når hans mål ifølge Palmehave-referatet er "at tilvejebringe en slags ubehagelighedslitteratur, der sætter læseren i tvivl."
Men jeg fastholder, at når Due og Holstein er blevet tvunget til at konstruere en ny socialgruppe VI, er det fordi de - også - forholder sig til noget andet end deres egne diskurser og konstruktioner. Kald det bare den forargelige virkelighed. Der skriger på satire.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu