Læsetid: 7 min.

Lotteri og underholdning

19. december 1997

Information har talt med den unge, britiske instruktør Stefan Schwartz, der var i Danmark for at promovere sin nye film, svindlerkomedien Shooting Fish

INTERVIEW
"Hvorfor laver Storbritannien ikke sjove, energiske film, der er lyse og solrige og viser London, som vi ser det?" Stefan Schwartz tænker tilbage på dengang for ikke så længe siden, hvor han selv - en ung, britisk instruktør - og hans producent og skrive-makker Richard Holmes fik ideen til deres anden fælles spillefilm, den forrygende svindlerkomedie Shooting Fish.
Schwartz og Holmes, der har arbejdet sammen i 14 år, skrev oprindeligt på en anden film, da de begyndte at fortælle hinanden historier om fup-numre.
"Det var en temmelig forskrækkelig, euro-budding manuskript-thriller, der fandt sted i fire forskellige europæiske lande med fire forskellige europæiske skuespillere. Vi ventede på, at computeren skulle blive færdig med en stavekontrol af manuskriptet, og begyndte så at fortælle hinanden fup-historier - det vi kalder urban
myths. Vi havde det ikke særligt sjovt med det manuskript, og jeg havde lige set en række meget deprimerende og barske britiske film om meget alvorstunge emner, hjemløshed og arbejdsløshed. Og mens vi snakkede om disse fupnumre, gik det op for os, at der ikke havde været en god og sjov fupmager-film siden Sidste stik."
I Shooting Fish (titlen betyder simpelt hen at snyde folk) møder vi Dylan og Jez, to for-ældreløse drengerøve, der har fundet sammen i den fælles drøm om et stort herskabeligt hus på landet, hvor de kan være hinanden den familie, de aldrig selv har haft. Dylan er den glatte amerikaner, der kan sælge sand i Sahara, og som samtidig er totalt ordblind, mens Jez er tekno-nørden med brit-pop-looket, der ikke kan kommunikere med ret mange andre end Dylan, og som skaber den tekniske baggrund for de mange svindlerier, som de to tjener deres penge på.
To karakterer, isoleret fra omverdenen i deres egen lille, tætte enhed, og baseret på Holmes og Schwartz selv (dog er den spinkle Schwartz ikke særligt hip, men nærmest en smule sjusket at se på). "Jeg har teknisk snilde, men er en smule anti-social, og Richard, der er amerikaner, er meget velformuleret, men han kan ikke samle en forlængerledning. Så vi startede med to karakterer, som helt og aldeles komplementerer hinanden."
Man kan så spekulere en smule over, at det er amerikaneren, der kan snakke og ikke læse, mens det er englænderen, der har hovedet med sig. "Det var for at øge forskellene, og når jeg ser på det i bakspejlet, på vej til USA for at promovere filmen, så kan jeg da godt se, at det vi siger er, at alle amerikanere er gode til at tale, men analfabeter, mens alle briter er sky, men meget intelligente. Det var udelukkende for at få to ekstreme karakterer frem, som så kunne smelte sammen... Og selvfølgelig, det er sandheden - vi bliver nødt til at se i øjnene, at alle amerikanere er dumme, og alle briter er smarte - men jeg har fået fortalt, at ironi ikke virker på papiret, så jeg skal være forsigtig."

Samarbejdet
Schwartz og Holmes mødte hinanden på universitetet og dannede en komiker-duo med navnet The Gruber Brothers, der senere også blev navnet på deres fælles uafhængige filmselskab. Og selvom de har arbejdet sammen i 14 år, så blander de ikke tingene for meget sammen.
"Jeg synes, at producent-delen er så kedelig. Når vi skal fastlægge et budget, bliver Richard helt opstemt, mens jeg synes, at det er så uinteressant. Og når jeg har fået en virkelig god idé til hvordan, jeg skal skyde en scene, så er han ikke interesseret i at høre det. Så vi bliver aldrig for alvor involveret i hinandens områder."
Men selvfølgelig er der en eller anden form for kreativ udveksling. "Men når jeg skyder en scene, og jeg ikke synes, at det er sjovt eller troværdigt, så kalder jeg på ham og beder ham se scenen, og han giver mig en udenfor-ståendes mening, og pludselig vækkes scenen måske til live. Og han bruger ind i mellem mig, hvis noget måske er gået galt med finansieringen, og så foreslår jeg et eller andet. Vi hjælper hele tiden hinanden."

Mere underholdning
Forældreløshed og social utilpassethed er ikke just det første, man tænker på, når det drejer sig om præmisserne for en vellykket komedie, men bemærkelsesværdigt er det, at mange britiske film, både de morsomme og de alvorlige, cirkler omkring alvorlige sociale aspekter. I Det er bare mænd begynder de fem hovedpersoner at strippe, fordi de bliver arbejdsløse, og i Brassed Off lurer tragedien i form af minelukninger og massearbejdsløshed.
"Når man skriver en film, så kan man ikke undgå at være opmærksom på det samfund, man lever i. Men jeg var træt af film, der altid efterlod én deprimeret, og som tog disse emner under behandling på en meget rå og hård måde."
"Mike Leigh og Ken Loach, deres film er fremragende til en bestemt slags publikum, som gerne vil opleve nogle temmeligt rystende situationer. Men der er et kæmpestort publikum i Storbritannien, som gerne vil flygte fra de film. De har de samme problemer derhjemme og går i biografen for at slippe væk fra alt det. Jeg ville ikke have, at min film tvang en social kommentar eller besked ned i halsen på dem. Jeg ville gerne lave et stykke ren underholdning, hvor de kunne slappe af og forsvinde ind i en slags magisk forstærket verden, hvor alt var muligt. Jeg er ikke interesseret i, at folk går ud af biografen og tænker, at filmen er en kommentar til Thatchers England - selvom gabet mellem de rige og de fattige er blevet større og større."

Humor fra det uventede
Humoren er altså det vigtigste for Schwartz. "Jeg kan godt lide humor, som kommer fra, at man vender forventningerne om. Når man tror, at noget går i en bestemt retning, og det så bliver vredet i en helt anden retning. Dét får én til at grine, fordi det er så uventet. Som instruktør kan man i en sjov film bruge det til at få folk til at grine, og i en gyserfilm til at få folk til at hoppe i deres stole."
"Når man prøver på at være morsom, så er man bare så umorsom. Hvis man derimod bare skriver og bliver fanget af situationen, så kommer det. Man sidder derhjemme og skiver situationerne frem, prøver at more sig over det og skubber dem hele tiden en smule længere og længere." Og derfor har adskillige af filmens mange vanvittige episoder også lige fået et ekstra hak i retning af det absurd-komiske.

Filmfornyelse
Shooting Fish har fået en positiv modtagelse, overalt hvor den er blevet vist. F.eks. er filmen blevet udnævnt til "den sjoveste britiske film siden Fire bryllupper og en begravelse!" Hvad man så end kan bruge det til.
"Det er frustrerende og rart på én og samme tid. Det er frustrerende, fordi jeg ikke synes, at Shooting Fish er lig Fire bryllupper og en begravelse overhovedet - nogen har endda sagt, at den er en blanding af Fire bryllupper... og Trainspotting. Men det var også de to eneste succesfulde film fra Storbritannien på det tidspunkt. Det er rart, at blive sammenlignet med filmsucceser, men vores referenceramme er så lille, at det er for generaliserende at sammeligne Shooting Fish med de to film. Vi har vel alle brug for en referenceramme, så jo flere succesfulde film, der kommer fra Storbritannien, jo bedre bliver den ramme."
Men sammenligningen med Trainspotting er ikke helt forkert, idet Stefan Schwartz med Shooting Fish for alvor er blevet en del af den gruppe unge britiske instruktører, der inden for de senere år har vendt op og ned på den ellers noget tungsindige britiske filmverden med deres respektløse og energiske film: Bl.a. Twin Town af Kevin Allen, Trainspotting af Danny Boyle og den amerikansk finansierede Det er bare mænd af Peter Cattaneo for at nævne nogle få.
En del af forklaringen på opblomstringen er, mener Schwartz, at det nationale engelske lotteri for et par år siden øremærkede en hel del millioner pund til netop britisk filmproduktion. Systemet fungerer efter en slags 50/50-princip, som vi kender det herhjemmefra, og vægten lægges på underholdningsfilm - altså den slags eskapistiske udskejelser som Shooting Fish, der også har fået halvdelen af sit budget dækket af lotteri-pengene.
"Filmproduktionen i Storbritannien har hidtil været domineret af tv-finansierede projekter med både dagsorden og store budskaber. Nu skal man 'bare' sikre sig en distributør og vise dem et færdigt og underholdende manuskript, og så udfylde en masse formularer."
Stefan Schwartz smiler tilfreds og slutter af med at fortælle, at hans næste projekt er en mere hverdagsnær historie baseret på en nutidig bog, og at han i øvrigt gerne snart vil lave den thriller, han aldrig blev færdig med.

Dan Nissen anmelder 'Shooting Fish' til højre på denne side

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her