Læsetid: 7 min.

Lucia og liderligheden

13. december 1997

Intermetzo

Lussi, du blide
skal lade mig vide,
hvis dug jeg skal brede
hvis seng jeg skal rede,
hvis kæreste jeg skal være,
hvis barn jeg skal bære,
hvis arm jeg skal sove i.

Det hævdes, at en ung pige altid kan få sin elskede at se igen, såfremt hun tager et lys i hver hånd, glor ind i et spejl og fremsiger ovenstående vrøvlevers med hentydning til Sankta Lucia. Prøv blot selv, I kvindfolk, hvis stodderen er på bodega.
Som alle andre gode gamle danske juleskikke, adventskrans, juletræ o.s.v. er Luciabruden indført fra udlandet. Ganske vist fra Sverige, men det er jo alt taget i betragtning også en slags udland.
Luciabruden, som vi kender, med tændte stearinlys anbragt i en adventskrans om hovedet, og folk parat med en spand vand i kulissen, blev dog ikke ophøjet som helgen ved at færdes i de store skove i det hinsidan - derfra kan helgener tælles på få fingre - Lucia kan spores til en egn, så fjernt, så fjernt fra det høje nord og i tidsmæssig forstand helt tilbage til det tidlige 4. århundrede. Ifølge helgenhåndbøgerne tyder noget på, at Lucia har sat sine sarte fod på Guds afsvedne jord i den sene sicilianske oldtid eller årle middelalder. En del hagiografer er så dristige at sætte konkrete årstal på jomfru Lucia: 283-304, hvilken præcision sikkert ikke har noget på sig og associativt minder én om Storm P.:
"Hvor gammel er denne vase?" spørger museumsgæsten.
"3008 år gammel," svarer kustoden.
"Hvordan kan man vide det så sikkert?" spørger gæsten.
"Det skal jeg sige Dem", svarer kustoden, "Den var 3000 år gammel, da jeg kom her til museet, og det er lige præcis 8 år siden".

Lucias skæbne sættes i forbindelse med de voldsomme kristenforfølgelser, indledt 24. februar 305 på ordre af kejser Diokletian (284-305). Som det fremgår har Lucia og kejseren, såfremt Lucias årstal altså er til at stole på, været så nogenlunde samtidige, han som kejser, hun som sig selv, i parallelle levnedsløb.
Kejserkronen sikrede Diokletian sig ved møjsommeligt at tjene sig op i graderne fra soldat til chef for den kejserlige livgarde og omsider kejser selv. I - på længere sigt - et forgæves forsøg på at redde Romerriget ved at effektivisere det kriseplagede administrationsapparat og tæmme inflationen, opdelte Diokletian sit enorme rige i et Vest og et Østrom. Vennen Maximianus overtog vest, Diokletian det mere velstående øst. For at vise alverdenen, at han trods alt var en rigtig romersk kejser, byggede han i Rom sine berømte termer, endog større og mere pragtfulde end Caracallas to hundrede år før. Diokletians termer indeholdt med sine over 3000 enkeltrum, foruden svømmepøler, dampbade, skyllerum og alt det kedelige - også bordeller, biblioteker og restauranter. Opmærksomme Rom-rejsende kan den dag i dag få en instruktivt forestilling om formatet på dette vældige anlæg, idet Michelangelo ombyggede - og reddede derfor - hele historien til kirken Santa Maria degli Angeli halvskråt over for Roms hovedbanegård.
Med henblik på at fremhæve og ophjælpe øvrige gammelromerske dyder, der rent bortset fra kravet om det rene og afstressede legeme også fordrede respekt for guderne, fik den gode kejser en lys idé og iværksatte en ny runde kristenforfølgelser. Den slags var der perspektiv i. De romerske myndigheder fór frem med bål og brand mod kristi disciple over hele det vidtstrakte rige, men mest i Diokletians rigshalvdel, hvor altså Lucia var så uheldig at dvæle og dér møde sin skæbne i byen Syrakus.

Det fortælles at mama Luciae, der var velhavende gift med papa Luciae, på den tid havde lovet datteren bort til en lokal, hedensk, ung mand, der imidlertid - og inden det var for sent at redde sit skind - opdagede den tilkomnes skjulte tilbøjeligheder. Muligvis har Lucia i et forsøg på at efterforske bejlerens rette sindelag skitseret en fiskefigur i det sicilianske sand med sin yndige lille tå. På denne måde - jvf. røverhistorier som Ouo Vadis og Ben Hur - gav skabskristne sig diskret til kende for hverandre. En grafitti-kode, idet de lige så gerne ridsede deres symboler varigt ind i murværket. Og således siger det sig selv, kom de jo tilsvarende galt afsted, hvis de var så uforsigtige at afsende sådanne gedulgte signaler til forkerte folk. For nu at gøre en lang historie kortere, kunne Lucias håbefulde tilbeder ikke få øje på det sexede i Lucias monoteistiske tilkendegivelser og meldte på det skammeligste Lucia til myndighederne. Ifølge nogle fremstillinger skete dette i en usympatisk blanding af liderlighed og raseri, i hvilken tilstand han forlangte hende med det vuns afskibet til nærmeste bordello. Flink fyr.
Den opførsel mente Lucia var i overkanten, men rustede sig midt i sin bitterhed mod de fremstormende myndighedspersoner til klippefast modstand. Så bogstaveligt klippefast, at de der skulle føre hende bort, måtte opgive deres forehavende. De havde simpelthen ikke kræfter til at flytte det viljefaste pigebarn. Akkurat som Petrus godt 250 år før stod Lucia fast som den klippe, hvorpå Peter byggede kirkens hellige hus. Stærk kost i december.
Derfor måtte de rasende soldater til sidst opgive deres ærinde og lade den klippefaste blive stående, hvor hun stod. En af disse ufølsomme skiderikker, der således havde tabt ansigt og var sat ynkeligt til vægs af den viljefaste jomfru, drog herefter sit sværd og leverede den påbudte hovedforkortning. Helgenværdigheden var herefter Lucia vis. Samtiden og den umiddelbare eftertid var tilfreds med historien. Denne indbefattede jo som helgenberetning alt, hvad en sådan skulle. Og det vil man jo vide, at når martyrdøden endelig rammer kristne jomfruer sker det næsten altid som følge af en eller anden overnaturlig sabotage mod det morderiske anslag: Bøddelsværdet preller af mod halsen, flammerne i heksebålet dør hen, vandet ved drukningen bærer oppe, giften i skarntydebægeret bliver som nektar, hovedet falder for hugget, men den halsløse jomfrukrop bøjer sig og tager det selv på igen og smiler til sin bøddel. Tema med variationer. Det ender dog altid med at de onde gennemfører henrettelsen eller piner livet af martyren. Dét siger jo sig selv. For hvis det nu ikke var lykkedes at fuldbyrde udåden, ville det udvalgte offer jo ikke kunne blive martyr. Og hvad skal man så med hele forhistorien!

I kunsten optræder den sædvanligvis ufatteligt skønne Lucia med silkehår og ferskenteint og nu og da i en noget overraskende eller ligefrem og makaber tolkning. På et medbragt fad bærer helgeninden således to stirrende menneskeøjne. Dette skulle ifølge traditionen hentyde til at Lucia i smertelig erkendelse af det begær, den brynde, som hun med sin skønhed vakte i hin hedenske ungersvend, med et rask snuptag rev sine egne øjne ud for at forpurre hans distraherende begær. Det var netop disse overjordisk dejlige øjne, der fik den geskæftige ungersvend til at savle af lystenhed. Inden han altså hævnede sig på det troløse kvindekøn, der uden at skælve i stemmen valgte frelsermanden Krist frem for det jordiske ægteskab på ordentlig hedensk manér.
Men denne gimmick: et stk. øjenpar anrettet på fad, hentyder måske snarere til at Lucia under henvisning til navnet (lux=lys) ofte påkaldtes i tilfælde af sygdomme i øjet eller stær, som jo før i tiden var en alvorlig sag.
Derfor skulle man jo også tro, at Lucia ville være blevet stærstikkernes eller senere øjenlægernes eller optikernes skytshelgen. Dette er ifølge Verdenshelgenalmanakken ikke tilfældet. I stedet er det noget så moderne som elektrikerne, der har stillet sig under Lucias ægide. Hvilket selvfølgelig også har noget med lys at gøre, skønt tilhørsforholdet unægteligt er lidt svært at forbinde med jomfrumord i det eksotiske Syrakus i det 4. århundrede.
Ejheller er det videre foreneligt med forestillingen om lilla frk. Jönson i Esplöv, der går Luciabrud med forstærkede strømpebukser, knævarmere og striktrøje under det hvide, samt transportable elektriske julelys i den brandsikrede adventskrans. I sandhed er der langt fra Syrakus til Esplöv, hvorfra skikken så småningom bredte sig til det gamle danske herrefolk uden at slå alt for overbevisende an. Givetvis er den lysende Lucia en kende for højkirkelig eller ligefrem katolsk til den noget fladbundede og ufestlige danske folkekirke.
Dertil kommer, at svenskerne med deres mere markerede klassedeling i historisk forstand forbeholdt Lucia-dyrkelsen til overklassen.

Karakteristisk er det, at Lucia-bruden tidligt i århundredet udviklede sig til noget nær en maskeret skønhedskonkurrence blandt højborgerskabets giftemodne døtre. Etmarked for højkasteungmøer. Dér kom de jo skridende, disse purunge mandbare kvinder, i lange folderige gevandter, hvorunder det benovede mandfolk jo kunne forstille sig det utænkelige. Med lys i håret og hænderne ærbart presset mod hinanden gav de løfte om medgørlighed og underkastelse. I følget bag bruden Lucia-ternernes atter yngre pigebørn, parate næste år og næste år igen i evig vandring mod målet, mandens favn. Et defloreringsoptog, som man oven i købet uden dårlig samvittighed og med Guds velsignelse kunne tillade sig at glo på med (næsten) utilsløret klump i halsen af lyst og behag. Dette plukkemodne øjeblik indtrådte igen og igen. Min sjæl hvad forlangtes mere?
Således har forstandige kirkefolk altid evnet at forene det overjordiske med det liderlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu