Læsetid: 4 min.

Mænd som simpelt legetøj

5. december 1997

Terry McMillan har skrevet en romantisk fortælling om en erotisk tabu-drøm: den ældre kvinde og den unge mand

Roman
Terry (Waiting to Exhale) McMillan har bestemt flyttet sig som forfatter. Man kan hverken beskylde hende for firkantethed eller for at gentage sig selv.
Hun debuterede med Mama (som kom på dansk i 1988) - en socialrealistisk fortælling fra et sort underklassematriarkat i en af de nordvestlige industristater i USA. Den kvindelige hovedperson var udstyret med et klicheagtigt stort hjerte - og som mor var hun da en succes: I hvert fald hendes døtre klarede sig og fik bedre materielle liv end hun havde haft.
Forsvindingsnumre (på dansk 1992) var en kærlighedsroman fra New York og temaet en anden kliche fra amerikansk folklore: den sorte mand, som er ude af stand til at påtage sig et forpligtende ansvar. Den sorte mand er - i hendes roman og ifølge myten - psykisk umoden, og kan hverken klare et faderskab eller en karriere.
Indtil videre er Terry McMillan bedst kendt for Åndenød, der kom på dansk for et par år siden og blev en kanonsucces som film under romanens originaltitel Waiting to Exhale - man vil huske bl.a. Whitney Huston og Angela Bassett som to af de dominerende karakterer i skildringer af et hold veninder i 30-40-års alderen.
Klassemæssigt havde de vel i filmen fået et lille pift opad til den højere middelstand. Mænd, børn, sygdomme, penge var noget der kom og forsvandt igen - det eneste der bar igennem var det særlige pigevenskab.
Stellas lyst, som netop er kommet på dansk, er som skabt til en ny filmsucces, selv om jeg ikke er ganske sikker på, hvem, der vil turde tage rollen som Stella i den letflydende historie om en 42-årig kvindes besættelse af en mand, der kun er halvt så gammel som hende selv.
Fra socialrealisme til glat sex-pop i løbet af fire titler.

Royalty-forskud
I en følgeskrivelse citerer forlaget McMillans amerikanske forlagsredaktør: Terry McMillan er "vores første store sorte kvindelige kommercielle forfatter". Da romanen udkom i USA var der store reportager i aviserne om McMillans helt enorme royalty-forskud og hendes nye liv som skrivende millionær på den californiske kyst.
Stella bor i nærheden af San Francisco, hun er investeringsrådgiver og - efter en skilsmisse - enlig mor med den 12-årige søn Quincy. Hun keder sig. Hun har siden skilsmissen for tre år siden holdt sig på dydens smalle sti. Men pludselig en dag, hvor Quincy er på ferie hos sin far, ser Stella en tv-reklame for en pakketur til Jamaica. Og så tager fanden ved hende. Nu skal det være. Nu skal hun ud og føre sig frem.
Allerede på førstedagen på feriehotellet kaster hun sig ud i en vild flirt med et næsten to meter høj og næsten 21-årig lokalt pragteksemplar, der hedder Winston Shakespeare. Og på andendagen kommer hun i seng med ham:
"Jeg har ikke følt sådan i en fantasilion år, måske ikke siden gymnasiet, og jeg har det som om jeg kunne græde, fordi jeg har ventet på at mærke denne magt, jeg har glemt hvordan magien føles, og jeg har ventet på ham, jeg har læst om kyssets kraft, men når han lader sin tunge glide ind i min mund... Og hvis jeg ikke tager fejl, føles det som om han ved, hvad han, åh min Gud, læberne er på mine bryster, åh Gud, han kysser dem på den rigtige måde, og hjælp mig en eller anden, hvor kom han fra, stands ikke, åh stands inden jeg skriger..."

Bondeanger
Stella rammes af en frygtelig bondeanger. Hvordan kunne hun overhovedet tillade sig at fjolle rundt med sådan et barn? Hvad vil veninderne ikke sige? Og hendes søtre? Og sønnen? For Stella er så hovedløst forelsket, at hun vil have at sønnen og elskeren skal mødes og komme fint ud af det med hinanden og spille basketball og lege sammen.
Hun er betaget af Winstons alvor og modenhed, fortæller hun, men i romanen bliver det nu ikke til ret meget andet end gensidige forsikringer om gensidig kærlighed og tillid til, at det absolut nok skal gå. Og en del hyggelig småpludren af typen:
"Lad os droppe middagen.
Ér du sikker? spurgte han.
Ja. Du kan være min middag.
Han kluklo. Betyder det så at du er min dessert?"
Osv.
Det klicheprægede, som skæmmede allerede debutromanen, har McMillan slæbt med sig også over i sin nyeste inkarnation som forfatter.
Der er ikke sex nok i romanen til, at man kan kalde det en erotisk fortælling. Der er snarere tale om en romantisk fortælling om en erotisk drøm, der går i opfyldelse, og som er særlig sød, fordi den vover at gå planken ud på et område, som af mange underlige grunde fortsat er tabu: den ældre kvinde og den unge mand.
Sammenholder man Stellas lyst med McMillans tidligere romaner, kan man ikke undgå at bemærke den lidt småsørgelige udvikling i hendes opfattelse af (sorte) mænd. I de første romaner er mændene slappe og ansvarløse. Derefter en smule latterlige. Hos Stella er de enten voksne og frygtelig besværlige eller små og større børn, dukker - dejlig ukompliceret legetøj.

* Terry McMillan: Stellas lyst. Overs. Karen Fastrup. 310 s., kr. 298. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu