Læsetid: 2 min.

Manden der ville være kærlig

30. december 1997

Forfatteren Poul Ørum er død, 78 år

NEKROLOG
"Jeg drog ikke som drengen i eventyret ud for at lære angsten at kende. Den var min nære bekendt i forvejen, en tro følgesvend fra de tidlige barneår," skrev Poul Ørum i 1995 i erindringsbogen Den magiske dimension. I bogen opridsede han sine drivkræfter som forfatter: Angsten - men også Ørums tro på dens modstykker, godheden i mennesket og en guddommelig naturkraft af kristen oprindelse.
Nu er Poul Ørum død, en forfatter, der i høj grad var sin egen. Det meste af sit liv tilbragte Poul Ørum på Fanø, og hans vej til litteraturen gik gennem livet selv, et ofte hårdt liv som sømand, landmand og arbejdsmand. Senere blev han journalist i A-pressen, hvor han for dagbladet Social-Demokraten bl.a. efterforskede 1950'ernes store Edderkop-sag.
Ørum debuterede i 1953 med romanen Dansen med de fire vinde, siden blev det til mere end 40 bøger, radio- og tv-spil, heraf en række populære kriminalromaner om opdagerparret Jonas Mørck og Ejnarsen.
Ørum var den anfægtede kriminalforfatter, der brugte en folkelig genre til at forfægte eksistentielle budskaber om ansvar, skyld og straf - og om samfundets dybe medskyld i kriminalitet. Også en opsigtsvækkende virkelig kriminal-sag blandede Ørum sig i, nemlig morddommen over den svagt begavede Jacob Brølling, hvorom Poul Ørum sammen med sin daværende kone Signe Ørum skrev bogen Retssikkerhedens Illusion - Analyse af et justitsmord (1980).
Samme år døde Signe Ørum, og sorgen fik smukt og medrivende udtryk i den skelsættende bog Ravnen mod Aften (1983) og den mere fagpsykologiske Sorgens følelser (1984). Her blev Poul Ørum manden, der logisk og overraskende genindførte sorgens følelser i dagligsproget og viste, at litteraturens nye inderlighed i 1980'erne også kunne handle om det modne menneskes modstridende følelser over tabet af en nært forbundet, elsket ægtefælle.
Ørum havde en særlig evne til at fastholde noget væsentligt og eksistentielt i den altid hurtigtløbende politiske og litterære dagsorden. I Bristepunktet (1978) gav han f.eks. stemme til en 70'er-type, den truede småborger i skikkelse af købmand Holman, der skubbes ud over sine psykiske grænser af arbejdsløshed og samfundsudviklingen i almindelighed og blindt retter sin aggression mod de nasserøve, der tilsyneladende omgiver ham til alle sider. Uaktuel er bogen desværre ikke blevet.
Væsentligheden kunne ind-imellem tynge Ørums bøger i form af hang til patos, hvor læseren kunne føle, at der var mere på hjerte end sproget kunne følge med til. Til gen-gæld blev Ørum med det hærgede ansigt, det dybtliggende blik og den karismatiske stemme kendt også uden for litterære kredse, når han fastholdt humanistiske værdier som fundament for samfundet.
For dén indsats blev han velfortjent belønnet. Ikke blot af de litterære priser, han fik sit mål af, men også ved at blive læst af flere 'almindelige' læsere end mange forfattere kan bryste sig af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu