Læsetid: 5 min.

Mareridtet genopleves

3. december 1997

Amerikanske og australske veteraner fra Vietnamkrigen strømmer tilbage til Vietnam. Deres udsendte mødte tre af dem

Derude
"Otteren i venstre hjørne." Blonk. "Shit! Elendigt!" "Treeren i midterhullet." Stilhed. Blonk. "Åh, hvor pinligt, endnu en misser. Det er svært at skjule, at det er første gang, vi spiller pool," fremstammer jeg til min makker, mens vi kigger os nervøst omkring. Er der nogen, som har bemærket, at vi efter fem minutters spil ikke har fået en eneste kugle i hul?
Det er der: "Nåh, rødder, det slipper I vist ikke så godt fra. Hvis vi spiller en double, så skal vi nok lære jer lidt om pool," lyder på karakteristisk australsk fra et hjørne i baren, hvor der sidder to mænd på omkring de 40-45 år.
Vi afviser og parkerer køerne i stativet. Baren venter.
Vi er i Nhatrang, Vietnams skuffende svar på et bounty-paradis: stranden er beskidt, og bølgerne så høje, at badning kun er egnet for bodybuildere med bierhverv som livreddere.
"Hvad bringer jer til Vietnam?" spørger jeg de to australiere.
"Vi jager spøgelser. Vi var hernede under Vietnamkrigen, og nu er vi kommet tilbage for at fordrive de spøgelser, som hele tiden driller os derhjemme," siger den ene, og præsenterer sig som John.
John og den anden, Tom, var i samme regiment under krigen. John har allerede været tilbage i Vietnam en gang tidligere, mens det er første gang for Tom.
"Ser du, der går ikke en eneste dag, uden at vi tænker på krigen. Vi var jo blot nogle unge knægte, som blev sendt herned. Vi vidste ikke særlig meget om Vietnam," siger Tom og fortsætter:
"Vi var en små 20 år gamle, da vi landede, men da vi rejste hjem et år senere, var vi 65. Alle livets faser, kriser og oplevelser gennemlevede vi på et år. Og når jeg lægger mig til at sove, så kommer mange af scenerne tilbage. Bomberne, skrigene og lugtene, det hele."
"Krigen var en besynderlig oplevelse. Når vi gik på patrulje, blev vi tit mødt af vinkende landsbybeboere, men lige så snart vi vendte ryggen til dem, så angreb de os. Vi vidste aldrig, om det var venner eller fjender vi mødte. Stresset var permanent og adrenalinen pumpede konstant," fortæller John:
"Og prøv engang at forestille dig, at du går gennem et jungleområde. Du ved aldrig, om du træder på en mine eller en boobietrap - du ved et hul med spidse kæppe. Det kunne ske når som helst og for hvem som helst. Shit, det var uhyggeligt."
"Endnu værre blev det af, at vi var elendigt udrustet. I modsætning til amerikanerne var vi veltrænede soldater med en god holdånd, men fagbevægelsen i Australien var modstandere af krigen. Og ved hjælp af strejker sørgede den for at få lukket for mange af vores forsyninger. De sørgede faktisk for, at vi blev slået ihjel. Tænk, at skulle opleve den slags," siger John.
Tom tager ordet. "Har du hørt om My Lai-massakren, hvor amerikanske soldater slagtede en hel landsby i frustration over ikke at kunne finde Viet Congerne. Den slags foregik hele tiden. Det var en kombination af uofficiel politik og hård stress, som vi hele tiden var udsat for. Men nok om det, nu er det tid til at se dyner."
De går, men når dog lige at understrege, at hverken australierne eller amerikanerne havde noget at gøre i Vietnam.
"Vi skulle have holdt næ-sen for os selv," lyder ekkoet af deres stemmer i tropenatten.

Slår veteraner
Det er tidligt om morgenen. Jeg sidder i en bus sammen med min guide Thong. "I går mødte jeg et par australske veteraner...," når jeg lige at få sagt, inden Thong afbryder mig.
"Jeg har arrangeret mange guideture for amerikanske veteraner. De kommer hele tiden i store grupper. De skal overhovedet ikke se turistattraktioner, men kun kamppladser. Når vi når frem til et sted, hvor en af dem har været i kamp, så fortæller han om kampen og om sine oplevelser ved at komme tilbage."
"Det er meningen, at det skal virke som en slags terapi. Men de har tit svært ved at genkende stederne, da det er jo 20-25 år siden, de forlod Vietnam. Og dengang så landet helt anderledes ud, alting var hærget af krigen. Men i dag er Vietnam nærmest blevet et industrialiseret samfund, så det kræver, at de får god tid til at genopleve krigens rædsler," siger Thong.
"Hvordan har vietnameserne det med veteranerne, der kommer tilbage?" spørger jeg.
"Altså, det er utrolig svært at sige. Nogle gange fortæller veteranerne mig, at de kommer godt ud af det med vietnameserne. Og jeg tror de fleste, som er unge ligesom mig, er næsten ligeglade med krigen. Men jeg har da flere gange oplevet, at de gamle mænd i landsbyerne kommer løbende for at slå de amerikanske veteraner med kæppe. So who knows," forklarer han:
"Men en ting ved jeg. Jeg tager aldrig mere veteraner med til museet for amerikanske krigsforbrydelser i Ho Chi Minh By. De bliver utrolig sure, når de ser det. Det er ensidigt. Det er propaganda. Der mangler alt det om støtten til hospitalerne og skolerne, siger de. Men hvad havde de overhovedet at gøre her?," spørger han, inden bussen ankommer til Hoi An.

Sindssyg amerikaner
Lotus-teen står dampende på bordet foran mig i Hoi An hotellets café. Jeg skal slappe lidt af, skrive et postkort til fruen og den lille mand derhjemme. Troede jeg.
"Har du noget imod, at jeg sætter mig lidt ned?," spørger en beruset midaldrende amerikaner. Jeg svarer ikke. Han sætter sig alligevel. En rigtig nørd. Halvskaldet. Hentehår.
"I dag er det min fødselsdag. Da jeg var 19, fejrede jeg også min fødselsdag i Vietnam. Jeg husker det ligeså tydeligt, jeg var på bombetogt. Vi væltede bomber ned i hovedet på vietnameserne. Det var helt vildt. Det var fedt."
"I dag skal jeg fejre fødselsdagen med fuldstændig uhæmmet sex. Jeg skal mødes med en boom-boom-girl, som de stadig kalder luderne, og hold da kæft, hvor skal jeg fejre min fødselsdag," siger han.
"Hvorfor skrider du ikke bare ad helvede til din psykopat," spørger jeg vredt. Det gør han. Heldigvis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her